Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Ugens FIF og DHF fodboldresultater

Så lykkedes det endelig for Flauenskjold Idrætsforenings seniorhold at få afviklet en spillerunde uden Corona-aflysninger.

Med hele tre kampe på programmet lørdag på Flauenskjold Stadion, var der i den grad linet op til masser af fodbold for de mange siddende tilskuere.

Serie 3
1. holdet i serie 3 har i den forgangne uge været i ilden to gange. Tirsdag aften var Sulsted på besøg på lysbanen på Flauenskjold træningsanlæg. Det blev en meget målrig affære, der efter en hurtig 2-0 føring til gæsterne hurtigt blev ændret til en 4-2 føring til hjemmeholdet, der herefter gik lidt i stå. Man måtte således se et meget fysisk stærkt Sulsted hold reducere til 4-3 inden pausen og udligne i 2. halvleg til slutresultatet 4-4. Et lidt ærgerligt pointtab, men vel alt i alt et retfærdigt resultat selvom hjemmeholdet ramte stolpen til sidst. Flauenskjolds mål blev scoret af Christian Kjeldsen med 2 mål samt Lasse Johnsen og Mathias Drejer.

Lørdag var der lagt op til et spændende topopgør på Flauenskjold Stadion mod Frederikshavn, der inden kampen var et point efter Flauenskjold i toppen af rækken. Det blev en meget lige og taktisk affære, som desværre endte med et 0-1 nederlag. Frederikshavn erkendte dog efter kampen at sejren ligeså vel kunne være gået til Flauenskjold. Resultatet betyder at de to hold bytter plads i toppen af rækken, hvor Frederikshavn nu er på 1. pladsen med 22 point. Flauenskjold har 20. Lørdag skal Flauenskjold på besøg hos bundholdet Vestbjerg.

Serie 4
Serie 4 herrerne tog ligeledes lørdag imod lokalrivalerne fra Dybvad. Flauenskjold vandt det første opgør i Dybvad, og holdet kunne igen trække sig sejrrigt ud lokalopgøret med en 4-1 sejr. Det skal dog siges at hjemmeholdet fik god hjælp af vinden ved de to første scoringer. Men en virkelig god og solid indsats af Flauenskjold, der hermed har hentet fire sejre i træk og nu indtager 3. pladsen i rækken. Sejren betyder vel også at holdet nu reelt er uden for nedrykningsfare. Flauenskjolds mål blev sat ind af Jeppe Witting, Tobias Lex direkte på hjørnespark, Kasper Brogaard samt Jonas Thomsen på straffespark.

Allerede tirsdag aften gæster topholdet Klokkerholm lysbanen i Flauenskjold i en udsat kamp og endnu et spændende lokalopgør.

Kvinder jyllandserien
Jyllandsseriedamerne fra DHF kom efter sidste weekends skuffende nederlag igen tilbage på sporet, i lørdagens sidste opgør på Flauenskjold Stadion, med en fortjent og forholdsvis sikker sejr over Frederikshavn på 2-1. Det hører dog med i historien at gæsternes reducering blev kampens sidste aktion, så sejren var reelt aldrig i fare. DHF’s mål blev scoret af Kia Christensen og Line Witting. Med sejren konsoliderede pigerne deres 2. plads i rækken.

Tirsdag skal holdet en tur til Aabybro til endnu en af de Corona-udsatte kampe.

Serie 6
Serie 6 drengene fra Flauenskjold sluttede weekendens fodbold af med en formiddags kamp søndag i Ulsted. Her blev det dog til et nederlag på 4-0. Men vigtigst af alt endnu engang 14 mand på holdkortet. Dejligt med så mange aktive fodboldspillere i den lokale klub.

IS

Populære artikler