
De lokale serierækker i fodbold er i disse uger i høj grad præget af de høje smittetal i Brønderslev Kommune og i særdeleshed i Dronninglund og omegn.
Det har betydet at Flauenskjold IF’s seniorfodboldhold har fået udsat flere kampe de sidste par uger. De kampe der bliver afviklet er endvidere omfattet af flere og flere restriktioner. Det betyder eksempelvis at alle tilskuere skal sidde ned på stole eller bænke i afmærkede områder og med mindst to kvadratmeter til hver person. Endvidere er cafeteriadriften blevet omfattet af de særlige restriktioner om f.eks mundbind m.v., der gælder for res-tauranter og cafeer.
Serie 3
1. holdet i serie 3 tog lørdag i mod Vodskov på hjemmebane. Efter en hurtig føring på mål af Lasse Johnsen var det som om Nicolai Demants tropper gik lidt i stå og man var ikke uheldige med at gå til pause med en 1-0 føring. Bolden sværmede således flere gange om hjemmeholdets mål.
Efter pausen var der til gengæld klasseforskel på de to hold. Mathias Drejer, Christian Kjeldsen og to gange Kasper Bisgaard stod for scoringerne i 5-0 sejren. Kasper Bisgaard kunne endda have fuldbyrdet sit hattrick, men han tillod sig den flothed at brænde et straffespark i overtiden. Flauenskjold topper nu rækken med 19 point for syv kampe.
Tirsdag aften spiller holdet allerede igen i en udsat kamp mod Sulsted, og lørdag er der vaskeægte topopgør mod Frederikshavn. Begge kampe på hjemmebane.
Serie 4
Serie 4 holdet kom ikke i kamp, idet holdet skulle have været en tur til Dronninglund. Men efter sejre over de tre bundhold i de seneste tre kampe ligger holdet lunt midt i rækken med 12 point ligeledes for syv kampe. Lørdag er der lokalopgør på Flauenskjold Stadion mod Dybvad.
Serie 6
Serie 6 har p.g.a. Coronaens hærgen heller ikke været i kamp de sidste uger. Efter ombrydning af turneringen venter nu fire spændende kampe mod Ulsted, Lyngså, Voerså og Dybvad i nævnte rækkefølge.
Damer jyllandsserien
Jyllandsseriedamerne fra DHF led sæsonens første nederlag på udebane til bundholdet B52 fra Aalborg. Efter en lidt skidt indsats måtte pigerne se sig besejret 2-1. Malene Mølholt havde ellers bragt DHF foran i 1. halvleg. Til trods for nederlaget ligger holdet stadig på rækkens 2. plads, men det ser nu unægteligt meget svært ud at nå rækkens tophold Støvring. Lørdag kommer Frederikshavn på besøg i Flauenskjold.
IS




