
Jo, man møder en vognfuld dejlige damer i hestevogn på parkeringspladsen ved Meny i Østervrå. Anledningen er Polterabend.
Højt humør og småfrække tiltag
Ingen Polterabend uden spektakulære begivenheder. Bemeldte dame, som afbilledet, havde dagen igennem været udsat for lidt af hvert. I flæng nævnes voksbehandling af nedre regioner. Jeg siger bare AV! Herudover havde den kommende brud bemalet en nøgen mand. Efter sigende havde han overlevet. Og med en sexismeanklage i horisonten misunder jeg ham lidt.
Festen fortsætter
Det siger sig selv, at med vognen fuld af ”karrusel-olie” og cirka 20 glade piger bliver historien lidt fragmenteret. Men den her og nu tilstedeværende freelancer fik dog opsnappet at den store begivenhed skal foregå i Skæve Kirke ultimo oktober. Det er forsøgt før, men nu håber det kommende par at det kan lade sig gøre. Corona til trods. Da jeg forlod det glade selskab var man på vej hjem til privaten for at give den gas. Jeg ved hvor, men diskretion er en æressag.
Til slut
All the best til det kommende brudepar og tak for at der stadig findes glade og søde mennesker der bekymrer sig om hinanden. Og ja, jeg fik også mødt moderen til den hund der i løbetiden fordrejer hovedet på mine to hanhunde, så smeden og jeg bruger flere timer på udredningen. Det var dog ikke den kommende brud. Fin lørdag eftermiddag i Østervrå.
KL




