Udflugt til Hirtshals med lokalkendte guider

Der var fuldt udbytte da en flok beboere fra Østervrå Ældrecentre forleden var på udflugt til Hirtshals. Med på turen var nemlig to tidligere Hirtshalsboere, som kunne guide de øvrige deltagere om steder, personer og meget andet i Hirtshals og omegn.
Otte forventningsfulde brugere stod klar i Aktivitetscentret på en dejlig og lidt blæsende dag til den planlagte bustur til Hirtshals. Syv damer og en modig mand, Søren satte sig godt til rette i bussen, klar til nogle gode oplevelser. – Vi var så heldige at have to tidligere Hirtshalsboere med på turen, og det var guld værd, fortæller aktivitetsmedarbejder Karin Oehlenschlæger.
De lokalkendte Inga og Ebba kunne nemlig guide og vise vej. – Det blev en fin tur ad små veje til bl.a. Bjergby og Asdal, for til slut at ende ved en restaurant på havnen i Hirtshals, hvor vi hvad bestilt frokost, fortsætter Karin.
Selskabet nød en dejlig frokost og var herefter klar til en lille havnerundfart på land, hvor Inga og Ebba fortalte lystigt om, hvem der havde boet i de forskellige huse, og hvad der sket på havnen om sommeren osv. En udbytterig tur der også bød på en skøn udsigt over havet, og med det lidt blæsende vejr bølger, der viste lidt tænder.
På hjemturen holdt selskabet ind ved Tornby Gamle Købmandsgård, hvor flere slog en lille handel af. Nogle købte spegesild fra tønden, mens andre nød at gå rundt og kigge i den gamle købmandsbutik og genopfriske minder fra en svunden tid.
ÅB

