
Præcis kl. 10.00 søndag formiddag blev det første hold sendt af sted på dette års Tunnelløb i Dybvad.
Starten gik fra Søparken og rigtig mange var mødt op for at klappe holdene af sted og senere tage imod dem efter endt løb.
Der var i alt 242 tilmeldt på forhånd og hertil kom så alle de, der tilmeldte sig på dagen, så det endelige deltagerantal må vente lidt.
Solen skinnede som oven for nævnt og det var helt bestemt også med til at gøre det hele meget sjovere både for deltagerne og publikum.
Det var muligt at købe mad og drikke på pladsen under hele løbet og det benyttede folk sig af og hyggede sig ved bordene, mens de ventede på, at holdene kom i mål.
Hele 10 tunneller skulle der løbes igennem i årets Tunnelløb. Her skal lige nævnes nogle af de lidt specielle tunneller som f.eks. en tunnel kreeret af 60 skjorter – et fantastisk skue var det og den var Jytte Brinkmann mester for og Dybvad Børnehus havde lavet den mest spændende og også lidt uhyggelige tunnel beklædt med masser grene indvendig og med alle de flotte dyr, svampe og meget mere som børnene havde tegnet og så var der kulørte lamper inde i selve tunnelen.Dybvad Ældrecenter havde udbygget deres strikkede tunnel med endnu to fløje og som de sagde, så bliver den større til næste år. Hyggeholdet serverede desuden kaffe til dem, der kom forbi deres tunnel. Også spejderne havde lavet en tunnel til årets Tunnelløb, den var lavet af rafter og placeret i forbindelse med selve startområdet.
Endelig var der jo også tunnelen, der ligger ude ved en gård i Badskær, hvor der var mulighed for at se fine gamle biler undervejs og holde et lille hvil.
Når man gik rundt på pladsen efter løbet, var der rigtig mange, der gav udtryk for, at det havde været et godt løb og en fin dag og der var rigtig mange roser til arrangørerne: Helle Brinkmann, Anders Skovsgaard og Klaus Nielsen.
Ser man på deltagerne i dette års Tunnelløb, så var der rigtig mange familier med både store og små børn, der nok især deltog i 5 km walk, men der var i øvrigt folk i alle aldre der var med, som det også har været i de øvrige år. Der kom også folk hen og roste selve ruterne, så alt i alt et særdeles vellykket Tunnelløb 2021. Masser af ros til arrangørerne og stor fantasi lagt for dagen, når det gælder Tunnellerne, så mon ikke man inden længe går i tænkeboks for at hitte på nye, vilde Tunnelmodeller til næste års Tunnelløb.
Overskuddet fra dette års Tunnelløb skal gå til Dybvad Børnehus.
Jo-Jo




