Travlt år i Lyngså Borgerforening
Lyngså Borgerforenings bestyrelse er her og der og alle vegne – ingen opgaver er for små og tilsyneladende heller ikke for store.
En af de store opgaver er uden tvivl deltagelse i Landsbyklyngen sammen med Præstbro, Voerså, Stidsholt, Mølholt og Ørtoft, hvor det handler om at kortlægge områdets styrker for at synliggøre og udbrede kendskabet til det, som man i fællesskabet kalder Østkystens Guld. – Det er et arbejde, vi glæder os rigtig meget til at arbejde videre med, understregede formand Joan Porsmose til den årlige generalforsamling i Kulturhuset Værestedet.
Året indledet med Løvspringsfest i Voerså Hallen, som også gav foreningen et lille overskud. Skt. Hans Aften blev, som så mange andre steder, en temmelig regnfuld affære, men Mette Hardam holdt en fin båltale og orkestret Skidtmas spillede i et par timer. Foreningens kaffetelt til Lyngså Marked gav et fint lille overskud til kassebeholdningen. Byen var med til Landsbyløbet, og det glæder de sig også til i 2018. I oktober blev der holdt vælgermøde og vin-smagning – dog ikke samme aften.
Borgerforeningen står og-så for julebelysningen, med god hjælp af Jens Sørensens byggelift.
Flagallé
Byen har fået ny flagallé, takket været et tilskud fra Distriktsudvalget. Tommy Larsen har meldt sig til at passe flagalléen, som var i aktion 14 gange i 2017. – Vi håber, at byens borgere vil hjælpe os med at huske på mærkedage, så vi ikke glemmer nogen, lød opfordringen fra formanden.
Legepladsen har fået shelters og et toilet, så en indvielse er i vente i løbet af 2018.
I efteråret blev branddammen og området omkring den ordnet af frivillig, og det har pyntet, konstaterede formanden.
Medicinudlevering
Byens borgere er glade for, at det hver dag er muligt lokalt at hente medicin fra Sæby Apotek. I forbindelse med medicinudleveringen er der forsøgsvis lavet en lille bogcafé, hvor borgerne kan kommer og bytte til en anden bog – eller tage én med hjem for et mindre beløb.
Til bestyrelsen var der nyvalg af Tommy Larsen i s. f. Tina Jessen. Den øvrige bestyrelse består af formand Joan Porsmose, næstformand Bente Vestergård, kasserer Jytte Juul samt Mogens Poulsen og suppleanterne Maj Strømberg (sekretær) og John Vognsen.
ÅB


