Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Magnus er Årets Ungleder i Frederikshavn Kommune

15-årige Magnus Falden fra Østervrå er en ansvarsbevidst ung mand, der altid er frisk på nye opgaver. I sidste uge blev han hædret som Årets Ungleder i f. m. Frederikshavn Kommunes årlige Prisfest.

Det var lige før de to seniorledere fra GF77 Østervrå måtte have lommetørklæderne frem til Årets Prisfest i Frederikshavn Kommune. Det var vel at mærke glædestårer, der pressede sig på og anledningen var, at en af foreningens unge og engagerede gymnaster og hjælpeinstruktører Magnus Falden vandt prisen som Årets Ungleder i Frederikshavn Kommune.

Velfortjent hæder
Den unge prismodtager tog det, som altid helt roligt, og der var ingen nervøsitet at spore, da han fik de synlige beviser på hæderen overrakt af formand for DGI Nordjylland Palle Skovmand Fogh – Magnus kvitterede helt uselvisk med kommentaren: ”Det er rart at kunne gøre drengene glade og så selv være glad, når man går hjem!” med reference til det hold Magnus har været hjælpeinstruktør for et hold 4-8-årige drenge, fortæller en stolt og glad Kirsten Krogh Lunden fra GF77. Vi er så stolte af Magnus! Han er én af GF77’s frivillige hjælpeinstruktører, aldrig bange for at gå forrest, og et rigtig godt forbillede for de gymnaster, han leder. Magnus er med til at gøre en forskel, så prisen er bare så velfortjent, forsikrer Kirsten.

Det er da også nogen af de ting, GF77 har nævnt i sin indstilling til prisen. Magnus har løst opgaven som hjælpeinstruktør til fulde – med ros fra forældrene. Han har selv været gymnast i GF77 i mange år og de sidste tre sæsoner også hjælpeinstruktør for flere børnehold.

Årets Prisfest
Årets Ungleder er én af flere priser, som Frederikshavn Kommune uddeler hvert år. Det handler om ros, anderkendelse, respekt og skulderklap til de præstationer, som blev præsenteret og hyldet i Det Musiske Hus i Frederikshavn sidste torsdag aften. Prisoverrækkelserne sker på baggrund af borgernes og foreningernes indstillinger og talenternes sportslige præstationer i 2017. Priserne uddeles af Kultur- og Fritidsudvalget, Integrationsrådet og Sundhedsudvalget og arrangementet er tilrettelagt i samarbejde med Frederikshavn Ungdoms Fællesråd og Idrætssamvirket i Frederikshavn kommune. Unglederprisen blev uddelt af DGI Nordjylland.

ÅB 

Populære artikler