Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

To nye i bestyrelsen hos Østervrå Seniorer

crop hands stacked together circle

Foredrag, musik, bankospil, spis-sammen og udflugter var blot noget af det Østervrå Seniorer har tilbudt deres medlemmer i løbet af 2023. To bestyrelsesmedlemmer sagde farvel og tak efter henholdsvis 11 og 10 år, og det betød velkommen til to nye ansigter. 

Bestyrelsen har bestræbt sig på at tilrettelægge et bredt og varieret program, og i flere tilfælde i samarbejde med andre lokale foreninger. Et af dem var et foredrag med Petra Skovholm i samarbejde med Østervrå Bibliotek, hvor Petra fortalte sin personlige historie om at vokse op bag Jerntæppet. Familiebanko i uge 42 samlede igen et stort antal deltagere. Hele 225 børn og voksne spillede koncentreret i Østervrå idrætshal, og mange kunne gå hjem med flotte gevinster, sponsoreret af det lokale erhvervs- og foreningsliv. 

Seniorerne var også med da et nyt tiltag ”Fælles Sangdag” løb af stablen i Østervrå Kulturhus i samarbejde med Østervrå Bibliotek, menighedsrådet og ØVIs Venner. – Det var en rigtig dejlig dag, hvor vi stod for kaffe og kage, lød det i formand Aase Mikkelsens beretning. 

Derudover har medlemmerne fået tøjfremvisning af firmaet Nicoline, de har spillet pakkespil, afholdt høstfest og julefrokost. – Vores to udflugter havde rigtig god tilslutning med 54 deltagere til Porten i Store Vildmose og 45 deltagere var med på turen til Ørnereservatet, oplyste formanden. 

Regnskabet blev fremlagt af kasserer Rita Mathiasen, og det viste et lille underskud, men ingen grund til bekymring, foreningen har en sund økonomi. 

I 2023 kunne foreningen ved årsskiftet notere 221 medlemmer, heraf 23 æresmedlemmer, en status man opnår ved 90 år. Desværre blev det også farvel til 10 medlemmer, som traditionen tro blev mindet ved generalforsamlingens begyndelse.

Farvel til formanden
Formand Aase Mikkelsen ønskede ikke genvalg og takkede dermed af efter 10 år i bestyrelsen, heraf de fleste som formand. Hun fik selskab af Inga Lynge Jensen, som sagde farvel efter 11 år i bestyrelsen. I stedet blev Fritz Pedersen og Hanne Kiil Thomsen nyvalgt. Suppleanter blev Merete Rosendal og Birthe Jensen. 

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig med: Formand Fritz Pedersen, kasserer Rita Mathiassen og sekretær Hanne Kiel Thomsen samt menige medlemmer Conny Jensen og Inga Lise Moss.

Følgende medlemmer blev mindet: 
Anna Larsen, Inga Nielsen, Grethe Mikkelsen, Frede Frederiksen, Gunnar Møller, Kristine Agerdal, Hanne Therkildsen, Poula Risager, Lene Mortensen, og Aksel Jensen.

ÅB

Populære artikler