
18 piger fra to generationer er i fuld gang med at lave et fælles kunstværk i samarbejde med kunstner Nils Sloth. Projektets slutprodukt er et blivende kunstværk, men det interessante er også processen undervejs, hvor to generationerne får en gensidig forståelse, samtidig med at de inspirerer hinanden.
’Generationsmaleri’ er arbejdstitlen på det kunstprojekt som ni piger fra Torslev Skoles to 5. klasser og ni piger i deres bedste alder fra Aktivitetscentret i Østervrå er i fuld gang med at skabe. De yngste er 11-12 år og den ældste er 94 år, og de er alle gået ind i projektet med stort engagement og gå-på-mod.
De to generationers første møde fandt sted ved ’Skovsøen’, hvor der blev lejlighed til lige at hilse på hinanden og samle inspiration i omgivelserne. Kunstprojektet tager nemlig udgangspunkt i ’Skovsøen’, hvor temaet kommer til at dreje sig om fisk, fugle, ænder, græs, blomster og buske – måske set ud fra den mere fantasifulde tolkning både over og under vandet.
Mandag var ’Pigebanden’ for anden gang samlet i Aktivitetscentret, hvor Nils Sloth kom med et oplæg, og forklarede deltagerne lidt om, hvordan de skal gribe opgaven an, og hvordan man tegner. Bagefter blev der brainstormet over besøget ved ’Skovsøen’.
Fantasi
Der bliver helt sikkert plads til den virkelige verden i det kommende kunstværk, men fantasi er en væsentlig del af en kreativ proces, så deltagerne måtte også rigtig gerne sige noget, som enten kunne findes eller slet ikke findes. Snart blandede fisk og fugle sig med blæksprutter, ubåde, havmænd, kærestepar, skeletter, sørøvere og meget andet.
De mange gode bud på observationer fra søen blev skrevet ind i et oplæg, som deltagerne kommer til at tage udgangspunkt i, når de skal i gang med at tegne for alvor. Den sidste time blev brugt på de første indledende tegneøvelser, og Nils Sloth var tilfreds med de første forsøg. – I er rigtig dygtige, så næste gang skal vi kigge på, hvordan I kan tegne lidt mere enkelt, lød kunstnerens oplæg til det næste møde, som bliver på Torslev Skole, hvor der for alvor bliver plads til at udfolde de kreative evner i billedkunstlokalet.
Sympatisk projekt
Kunstner Nils Sloth kalder projektet sympatisk og en pragtfuld ide, at sætte to generationer sammen. – Uanset resultatet, så tror jeg at projektet bliver vellykket på flere måder, fordi der er så mange parametre på vejen hen mod slutproduktet, mener Nils Sloth.
Aktivitetsmedarbejder Karin Oehlenschlæger er fuld af begejstring for projektet især tanken om at skulle samarbejde med andre. – Det er ’tossigodt’, lyder det spontant, vores faste brugere var hurtige til at sige ja, til at være med, og jeg er sikker på, at det er både godt og vigtigt, at generationer arbejder sammen. Der kommer helt sikkert til at opstå en spændende synergi og en større forståelse for hinanden, understreger Karin Oehlenschlæger.
Klasselærerne er også rigtig glade for opgaven. – Det er mega spændende at være med til et blivende projekt, lyder det fra Mia Benthien og Lars Franksen. Der helt bevidst har valgt, at det er pigerne fra de to 5. klasser, der skal være en del af projektet, og det passer jo perfekt med, at det også kun er piger, der deltager fra ældste generation.
Generationsmaleri Østervrå
Projektet opstod i forbindelse med Kulturkaravanens besøg i 2019, og den dybere mening er at bringe generationer sammen for at få en større forståelse for hinanden i en kunstnerisk proces. Når deltagerne er færdige med at tegne, samler Nils Sloth alle tegninger til affotografering og til sidst forenes det hele i en kollage, som skal hænge et sted i Østervrå.
Projektet er et samarbejde mellem Torslev Skole, Østervrå Ældrecenter, kunstner Nils Sloth, Handel- og Erhvervsforeningen samt Østervrå Bibliotek. Hele processen fotodokumenteres af fotograf Tao Lytzen fra Pixlart.
ÅB



