
53-årige Helle Yding Kooij er ny leder af hjemmeplejen og ældrecentret i Østervrå, og hun glæder sig til at bidrage til at udvikle begge områder til glæde og gavn for modtagerne af pleje, personalet og de pårørende.
Officielt tiltrådte Helle Yding Kooij som leder på ældrecentret og i hjemmeplejen 1. juni, men hun har siden december 2021 været vikar for den tidligere leder. Sideløbende med den opgave varetog Helle sit daglige arbejde som leder af Træningsområdet i Frederikshavn Kommune. – Det var egentlig planen, at jeg skulle tilbage til mine ledelsesopgaver i Træningsområdet, men efterhånden som jeg kom mere og mere ind i opgaverne på Østervrå Ældrecenter, blev jeg grebet af lysten til at prøve kræfter med opgaven som leder her, forklarer Helle Yding Kooij. Jeg glæder mig til at være leder for en gruppe af plejepersonale, der hver dag gør alt, hvad de kan for de svageste i samfundet. En indstilling, som jeg bakker op om og har lyst til at sætte rammen for i en retning, der styrker personalets faglighed og gør centret til et endnu bedre sted at bo.
Helle Yding Kooij er oprindeligt uddannet fysioterapeut, men har siden 2002 arbejdet med ledelse inden for mange forskellige områder på sygehuse og i kommuner – bl.a. i fysio- og ergoterapi, på plejehjem, i hjemme- og sygepleje samt på sundheds- og træningsområdet.
Privat bor Helle i Frederikshavn sammen med sin mand Dick, som er hollænder, og det er her fra det lidt specielle efternavn kommer. Dick har drevet Bunken Camping de sidste 10 år, og det arbejde har Helle også været en del af, når hun ikke har passet sit faste arbejde. Campingpladsen er afhændet, og Dick er lige nu hjemmegående husfar. Parret har sammen to voksne sønner.
ÅB




