Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Tirsdagstræf med fængslende foredrag

Niels Ole Frederiksen gæster 25. september Østervrå Frikirke til Tirsdagstræf med sit foredrag ”Født i Horsens Tugthus – Danmarks mest afgrænsede kirkesogn”, som er glimt og erindring fra barndommen. 

Foredragsholderen, Niels Ole Frederiksen, er født og opvokset i Danmarks vel nok mest afgrænsede kirkesogn – nemlig Horsens Statsfængsel eller Horsens Tugthus, som det hed i folkemunde. 

En lille og afgørende forskel var at Niels Ole Frederiksens far var ansat og ikke indsat. På det tidspunkt Niels Ole blev født mellem dette kirkesogns ydre afgrænsede hegn og det lukkede fængsles højre ringmure, var hans far viceinspektør og blev senere inspektør ved fængslet. 

Landsforrædere eller…?
Tilhørerne kan glæde sig til glimt og øjenvidneberetninger fra tiden efter krigen og halvtressernes Danmark, men også anekdoter om nogle af de fanger, som Niels Ole Frederiksen, som barn, kom i kontakt med. 

Horsens Statsfængsel var efter krigen fortrinsvis fyldt op med de dømte efter det særlige tillæg til straffelov, som blev vedtaget i Folketinget i sommeren 1945. De blev kaldt landforrædere, landssvigere, østfrontfrivillige og HIPO-folk – mange af dem opfattede sig selv som politiske fanger. 

Udbryderkongen
Det bliver også en beretning om den mest berømte af alle udbrydekonger i Danmark, den legendariske Carl August Lorentzen. Natten til den 22. december 1949 undveg Carl August Lorentzen via en 18 meter lang tunnel ud fra Statsfængslet i Horsens. Over indgangen til tunnelen havde Lorentzen ophængt et stykke pap og skrevet de meget sigende og poetiske ord: ”Hvor der er en vilje, er der også en vej”.

Alle interesserede er velkommen, der er som altid fri entré, og der kan købes kaffe og brød. 

ÅB

Populære artikler