
Vandkvaliteten er i top og forsyning særdeles stabil hos forbrugerne, men kravene om flere målinger og mere fintfølende udstyr kan blive en udfordring i fremtiden.
Tre måneder skulle forbrugerne vente, før de kunne høre formand Jørn Aagaards beretning fra 2019. Formanden kunne fortælle om et roligt år i vandværket. Vandkvaliteten er stadig rigtig god, og det gælder også mængden af vand, der er til rådighed. – I takt med kravene om øget kontrol og stadig mere og mere fintfølende målinger, oplever vi også i Østervrå, at det er muligt at finde ganske små mængder af stoffer, som helst ikke må være i vandet. Det er dog i mikroskopiske mængder, og der er ingen grund til bekymring, idet målingerne ligger langt under grænseværdierne, lød det fra formanden.
Udfordringer i vente
På indvindingspladsen ved Gjersholt har kommunen og regeringen stillet krav om, at vandværket skal lave en indsatsplan, som i øjeblikket er ude i høring frem til 31. august. Derudover skal der laves et BNBO – et borenært beskyttelsesområde. – Vi kan endnu ikke sige, hvad det kommer til at betyde for vandværket, men vi kan godt frygte, at det kan blive en stor økonomisk udfordring, forudså Jørn Aagaard. Tidshorisonten er henholdsvis fem år for indsatsplanen og tre år for BNBO’en.
Stabil drift
Udover det har året ikke budt på de store udsving. Ledningsnettet på Højlundsvej står, de næste år, overfor en udskiftning. Rørene er gamle og trænger til fornyelse. I 2019 er der skiftet 140 vandmålere hos forbrugerne og i indeværende år bliver 136 skiftet til digitale, de sidste 49 bliver skiftet i 2021. Værket har i alt 896 forbrugere, det er en stigning på én.
I 2019 er der oppumpet 146.950 m3 råvand mod 156.764 m3 i 2018 – altså et fald, som måske skal ses på baggrund af den meget tørre sommer i 2018. Nok så interessant er det, at vandtabet er opgjort til 0,32 %. – Det er særdeles flot, og fortæller, at vi ikke har mange utætte rør i Østervrå, konstaterede formanden.
Vandværket holdt åbent hus i forbindelse med Blomsterløbet i uge 42, og mange benyttede chancen til, for første gang, at kigge ind i maskinrummet på vandværket.
ÅB




