
En borgerforening er på mange måde kommunens forlængede arm og samtidig borgernes talerør den anden vej. Hvorfor er der så ikke mange flere, der er medlem af foreningen?
Det spørgsmål blev diskuteret i forbindelse med den årlige generalforsamling, som jo, som hos så mange andre foreninger, blev udsat i marts måned. Formand Birthe Løgtved indledte sin beretning med en stor tak til byens to hold af ”grønne” mænd, som helt ulønnet og meget samvittighedsfuldt passer områderne ved Skovsøen og byens anlæg. – De har en kæmpe stor andel i, at vi har så smukke grønne områder i vores by, lød det.
Der blev i foråret 2019 slået et slag for den nye udstykning i Bakkevænget, og selv om der er gået et stykke tid, så ser det ud til, at der kommer mere og mere gang i salg og byggeri.
Landsbyløbet kom til Østervrå med stor succes og fin lokal opbakning af frivillige hænder. Det gjorde sig bestemt også gældende, da det regional Kulturkaravanen indtog Østervrå Idræts- og Kulturcenter med Kunsten, Den kongelige Ballet og Aalborg Symfoniorkester. En super oplevelse for alle dem, der var med.
I slutningen af august deltog bestyrelsen i Open by Night, hvor temaet var bosætning og tegning af medlemmer. Det blev til en god snak med rigtig mange.
Et filmprojekt – netop om bosætning, fik grønt lys, da kommunens Distriktsudvalg efterkom en ansøgning på 25.000 kr. Det har udmøntet sig i 10 små film, hvor modige borgere stillede op og fortale, hvorfor de har valgt at bo i Østervrå. Filmene, der stadig kan ses på Facebook, er blevet delt rigtig flittigt og ser ud til at være kommet langt omkring. Et supplement til filmene er en ny folder, der fortæller om Østervrås mange kvaliteter.
Distriktsudvalget har besluttet forlods at udbetale 10.000 kr. til hver landsby i Frederikshavn Kommune. Beløbet er tænkt som en ekstra buffer, til små projekter eller investeringer. – Det er dejligt, at have lidt ekstra midler i baghånden, hvis der pludselig opstår en akut situation, noterede formanden.
Regnskabet viste et underskud på godt 4.000 kr. Indkomne kontingenter beløber sig til godt 21.000 kr. og modsat det, så beløber driften af de grønne områder sig til godt 20.000 kr. Under punktet med regnskab blev det til en længere debat om, hvordan foreningen får flere medlemmer samt pengeinstitutternes stigende til gebyrer, som også er med til at udhule økonomien.
Nye projekter
Det nye år blev skudt i gang med en ”tak-for-hjælpen-frokost” til de ”grønne” mænd. Stor succes var det også med fastelavnsfest i samarbejde med Torslev Skole. Corona lagde en brat dæmper på alle aktiviteter bl.a. generalforsamling og Landsbyløbet.
Et projekt med nye plancher til området ved Skovsøen er sat i gang i samarbejde med 6. klasse på Torslev Skole. Foreningens shelter ved campingpladsen har haft sin levetid, og i stedet er der søgt om penge til to nye shelters m.m. hos Distriktsudvalget, som på sit seneste møde nikkede ja til en ansøgning på 48.000 kr.
Ønsker lagt ind til Landsbypedellerne bliver påbegyndt efter sommerferien.
Formand Birthe Løgtved og kasserer Jens Bakland ønskede ikke genvalg. Begge har gjort et flot stykke arbejde i de otte år, de har været i bestyrelsen. Ny kasserer er Bodil Pedersen og der var genvalg til Frode Thule Jensen. Bestyrelsen fik mandat af forsamlingen til selv at gå ud og finde en suppleant. Bestyrelsen har senere konstitueret sig: formand Frode Thule Jensen, kasserer Bodil Pedersen, Bent Bøgsted, Kirstine Brandt og Morten Hejslet. Kontingentet er uændret.
ÅB



