Hele dagen igennem var der masser af kunder i butikkerne og der blev handlet ind på livet løs af alle de gode tilbud, som butikkerne lokkede med – f.eks kan det nævnes, at hen på aftenen var der visse hylder, der var helt tomme i Dagli’ Brugsen.
Stemningen var god i Jernbanegade, der var folk alle vegne – mange følte sig hensat til et marked sydpå.
På billederne kan man se, hvordan det hele tog sig ud – bl.a. fortæller man fra arrangørernes side og fra Dybvad Kro, at der havde været 180 spisende gæster fredag aften, der nød den dejlige mad og den gode musik fra ”Det Bette Danseband”, der forstod at skabe en god stemning i gaden.
Noget andet der tiltrak folks opmærksomhed var det flotte optog med veterankøretøjer – 40 i alt kunne man opleve og på billedet kan man bl.a. se NSU-kørerne fra Flauenskjold.Boderne i gaden var også velbesøgte og det samme gjaldt byens antikbutik, der holdt længe åben denne fredag.
Dybvad Planteskoles bod lokke både store og små med lyst til nogle af de fristende, grønne tilbud – der var med i gaden og Hannes Hudpleje havde folk på briksen for at prøve en af hendes behandlinger.Hos Salon Image var der ligefrem kø for at komme ind og få ordnet håret her inden ferien.
Der var utrolig travlt hos Brunø, der virkelig lokkede med så gode tilbud, at folk flokkedes for at se, det der hang udenfor og inde i butikken var der mange folk beskæftiget med at betjene de mange kunder, der skulle prøve jakker, bukser m.m.
Diamantgravningen, ballondart og skattejagten var som altid populære, der blev lagt kræfter i, når man var så heldig at få en plads ved diamantgravningen i den store container – der nu nok er det mest populære tilbud for børnene.
Man kunne se folk sidde overalt og hygge sig med mad, popcorn, is og drikkevarer – og der var en fantastisk stemning i gaden.
Dybvad Handel – og Erhverv, der stod for arrangementet, var meget tilfredse og helt utrolig glade for hele forløbet – alt klappede – der var mange mennesker, der var gang i handlen, folk hyggede sig og musikken var god og selv vejret var med arrangementet denne gang – så det giver ekstra energi til noget mere for foreningen, når den tid kommer.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen




