
Mandag morgen fik Østvendsyssel Folkeblad et opkald fra Meny Østervrå. Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, men Brian Kristensen fra Meny, sagde at vi straks skulle låse vore døre, da der rendte en mand rundt med en pistol. Kort forinden havde vi på avisen observeret en person udenfor, som flakkede lidt omkring. Fem minutter senere stod der to betjente med skarpladte våben og skudsikre veste udenfor på Industrivej.
Politiet var mødt særdeles talstærkt op og kunne anholde den mistænkte efter kort tid.
Ole Persson som bor på Hjørringvej, som overværede anholdelsen, kunne fortælle at den mistænkte blev anholdt på hjørnet af Erantisvej og Hjørringvej.
Efterfølgende kunne flere berette om, at de var blevet truet af manden med pistolen.
SEB
Nordjyllands Politi kunne yderligere oplyse:
Mand med softgun-pistol hurtigt anholdt
Nordjyllands Politi fik mandag morgen, d. 6. december 2021 kl. 08.13, via 112 en melding om, at en ung mand gik rundt i området omkring idrætshallen i Østervrå med en pistollignende genstand. ”Den slags anmeldelser tager vi meget alvorligt – derfor sendte vi omgående politi til stedet,” fastslår vagtchefen ved Nordjyllands Politi, politikommissær Torben Larsen.
Anmelderen kunne ydermere identificere gerningspersonen, der var fra lokalområdet. Politiets patruljer ankom hurtigt til stedet, og man fik manden omringet i en koordineret indsats.
”Vi fik derpå anholdt manden. Det foregik helt uden dramatik,” siger Torben Larsen, der oplyser, at der var tale om en såkaldt softgun-pistol. Altså ikke et rigtigt våben.
Vagtchefen har i øvrigt stor ros til anmelderen for at komme med løbende information, der bidrog til, at politiets anholdelse kunne forløbe hurtigt.
Der pågår nu et større stykke efterforskningsarbejde, da politiet blandt andet skal have klarlagt hændelsesforløbet og finde frem til borgere, der er blevet truet af den anholdte mand.





