Stærk start for Distriktsrådet – lokalpuljen fordobles i landsbyerne

Den nye periode i Distriktsrådet for 2026–2029 er kommet godt fra start med et velbesøgt og energifyldt møde. Næsten alle kommunens 26 landsbyer var repræsenteret, og stemningen var præget af engagement og vilje til at styrke udviklingen i landdistrikterne.
Allerede på det første møde blev der truffet flere markante beslutninger. Blandt andet blev der bevilget tilskud til PixlArt-projektet, som bidrager til lokal kreativitet og synlighed. Samtidig blev lokalpengeordningen drøftet grundigt, og her landede rådet en beslutning, der får direkte betydning i alle landsbyer.
Det faste beløb i lokalpuljen forhøjes fra 20.000 kroner til 40.000 kroner pr. landsby i 2026. Dermed får hver landsby markant bedre økonomiske rammer til mindre, lokale initiativer, forbedringer og aktiviteter – eller som medfinansiering til større projekter. Midlerne kan anvendes inden for landdistriktsudvalgets kriterier og kan samtidig bruges strategisk til at søge yderligere støtte fra fonde og puljer. Lokalpengene kan dermed fungere som løftestang for større udviklingsprojekter.
Mødet bød også på et oplæg fra Ralf Nielsen, teamleder i Jobcenter Frederikshavn, der præsenterede landsbypedelordningen. Ordningen giver landsbyer mulighed for praktisk hjælp til vedligeholdelse og mindre opgaver og kan være en vigtig støtte i det daglige arbejde lokalt.
Mette Hardam er valgt til formand og Geir Kåsa fra Thorshøj og Peter Stokbro Larsen fra Strandby er begge valgt som næstformænd.
Med bred repræsentation, konstruktiv dialog og styrkede lokale midler er fundamentet dermed lagt for det videre arbejde med udvikling og handlekraft i kommunens landsbyer.
SEB

