
Der står sommer på kalenderen hvilket betyder Dybvad IK har skruet ned for blusset og holder en velfortjent sommer pause.
I juni tog fire atleter til Sverige for at deltage i Sävedalsspelen. En tradition gennem mange år og i år kunne de endelig genoptage denne tradition efter Coronapause.
Dybvads atleter klarede sig supergodt såvel sportsligt som socialt. Det blev til flere medaljer, men der var også plads til hygge, sammenhold og sjov. Både fredag og lørdag aften gik turen til den store park midt i Göteborg, hvor der på den store legeplads var plads til leg (man bliver vel aldrig for gammel til det) og et smut forbi minizoo. Det blev også til et besøg i den store slikbutik, hvilket senere kunne nydes på luftmadrasserne.
Yngste deltager var Thea Nielsen der i kugle fik en flot 4. plads, Thea deltog ligeledes i 60 m, længde. Alle deltagere i 11 års klassen får en medalje i denne alders gr.
Magnus Stubberup stillede op i drenge 14 år og stødte 9.59 m i kugle hvilket resulterede i en flot bronzemedalje. I diskos blev det til et kast på 22.65m dermed også en flot bronzemedalje. I hammerkast blev det til 21,93 m og hermed Magnus bedste resultat og en flot sølvmedalje. I spyd sluttede Magnus på en 6. plads med et kast på 14.90 m.
Johan Skovsgaard stillede også op i aldersklassen 14 år og stødte i kugle 10.80 m, et stød der gav en flot sølvmedalje. Det blev også til en sølvmedalje i diskos med et kast på 29.82 m. Johans bedste resultat blev i hammerkast, hvor han kastede 25.69 m og dermed sikrede sig en flot guldmedalje, sidst med ikke mindst blev det til bronze i spydkast med et kast på 34.38 m.
Rosinen i pølseenden var Freja Nielsen der stillede op i 15 års klassen og leverede også nogle flotte resultater. I kuglestød blev det til en flot bronzemedalje med et stød på 8.98 m. I spyd blev det til et kast på 25.72 m og en flot sølvmedalje. I diskos blev det ligeledes til en flot sølvmedalje med et kast på 18.97 m. Sidst men ikke mindst stillede Freja op i hammerkast, her fik hun en 5. plads med kastet på 18.43 m.
Inden de dygtige atleter kunne holde en velfortjent sommerafslutning var Niels Skovsgaard (var på arbejde), Alberte Rasmussen (på ferie), Freja Nielsen, Thea Nielsen (skole OL finale), Magnus Stubberup og Johan Skovsgaard inviteret til ”Godt gået prisen 2021” en normalt tilbagevendende tradition hvor Frederikshavn kommune hylder alle de sportsudøvere der det forgangene år har vundet et mesterskab. Her kunne man med glæde også åbne dørene til fest igen efter Coronapause. De seks atleter blev derfor hædret for deres vundne mesterskaber i 2021.
Torsdag den 23. juni sagde atleterne god sommerferie efter en hyggelig afslutning med is, kongespil og kaste kryds og bolle. Når atleterne vender tilbage bliver der igen travlt med landsmesterskab i Korsør, DM ungdom, 5 kamp osv.




