Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Sogneaften med ugali og middag med udsyn

Veltillavet mad af danske råvarer tilsat varme krydderier og et Tanzaniansk tvist af Ugali lagde en god solid bund hos de fremmødte, som efterfølgende fik et grundigt indblik i, hvad Danmission står for, og hvad det er for nogle opgaver, de løser ude i verden. Aftenen sluttede med et herligt indslag fra to unge gutter om deres fælles tur til Tanzania og Zanzibar. 

Østervrå Menighedsråd havde tirsdag aften inviteret til sogneaften med spisning, og i anledningen af aftenens tema om Danmission havde maden også et tydeligt afrikansk aftryk med spændende krydderier, som bl.a. Garam Masala, der indeholder paprika, koriander, mynte, hvidløg, ingefær og gurkemeje. 

Menighedsrådsmedlem Michael Møller Nielsen, der også var én af aftenens kokke, bød velkommen, og udfordrede efterfølgende vores sprogevner med en lille tanzaniansk bordbøn, inden vi fik lov at gå ombord i den lækre buffet. Her ventede en fristende menu med en bønnesovs, ris, fiskesuppe, tomat- og kålsalat samt Ugali, en form for majsbrød, der ofte benyttes som dagligt brød mange steder i Afrika. Alle nød den fint sammensatte og velsmagende madoplevelse med interessante krydderier, der igen og igen pirrede til smagsløgene. 

Danmission
Aftenens gæst Mads Bang-Simonsen, der selv er aktiv i Danmission, gav efterfølgende en grundig gennemgang af den 200 år gamle organisation, som hjælper nogle af verdens fattigste mennesker til en værdig og bæredygtig tilværelse. Danmission er forankret i Folkekirken og arbejder med mange forskellige store og små projekter i bl.a. Mellemøsten, Nordafrika, Tanzania, Myanmar og Cambodia. 

Mads skitserede de principper og programpunkter, som Danmission arbejder efter, og kom også med eksempler på helt konkrete projekter. 

Jeppe og Casper
Udsyn fik vi i selskab med de to unge gutter Jeppe og Casper, som i efteråret var på en 2½ måneder lang fælles tur til Tanzania. I ord og billeder fortalte til om små og store oplevelser, som de også supplerede med flere faktuelle oplysninger om de steder, de havde besøgt. Undervejs på turen hjalp de to også et nystartet safarifirma med at gøre reklame på de sociale medier inden de selv kastede sig ud i at afprøve firmaets produkter af vandreture og safaritur. 

Det var tydeligt, at de to unge havde haft en fantastisk tur med flere pudsige øjeblikke og et stort indblik i landet, hvor bl.a. offentlig transport kan være et kapitel helt for sig selv, som også kan have et noget uregelmæssigt forløb med befolkningens noget afslappede forhold til tid. Jeppe og Cas­per fik f.eks. også lejlighed til at opleve demokrati ved et lokalt borgermøde, de deltog i, et bryllup og en 2½ times lang gudstjeneste. 

Særlig sogneudflugt
Aftenen sluttede med en kort præsentation af en sogne-/besøgs-rejse til Tanzania, som er under planlægning til afvikling i oktober-november 2024, og er åben for alle, som kunne tænke sig at deltage. 

Aftenens lækre middag blev spist op, så til spørgsmålet om Ugali kan finde indpas på de danske middagsborde, så er det da vist ikke utænkeligt – altså hvis alt det andet på menukortet følger med. Tusind tak for lækker mad!

ÅB

Populære artikler