SNB Rens er klar til at rense dine fliser og vinduer
Samuel og Nikola er begge fra Thorshøj og har netop startet deres eget firma med speciale i rengøring af belægninger.
De fortæller:
Vi er to unge mænd fra Thorshøj, som har besluttet os for at blive selvstændige og starte vores egen virksomhed. Vi har arbejdet i forskellige virksomheder, hvor vi indså at vi begge kunne have større glæde af at starte vores egen virksomhed, for at kunne give 100% af os selv.
Vores vision er at opbygge tillid gennem kvalitetsarbejde, overholdelse af aftaler og præcision.
Vi har set et stort behov for vedligeholdelse af ejendomme, da klimaet i Danmark ikke er så godt for husets fliser og facader. Vi har tit gået ture rundt omkring i byerne, hvor man ser rigtig pæne huse, men med beskidte fliser. Danskere har generelt meget travlt med arbejde, og har ikke altid tid til at holde fliser for ukrudt. Vi tror derfor på, at vi kan opbygge en virksomhed som kan vedligeholde mange ejendomme, og på denne måde gøre det lettere for hver enkelte borger.
Vi har indtil for nyligt kun vasket fliser, tage og facader, men har nu også tilføjet vinduesvask og -pudsning til vores liste over ting, vi tilbyder og det tilbyder vi naturligvis både til private og erhverv.
Hvem er de to?
Samuel Nadj: Er 22 år, født og opvokset i Thorshøj.
De fleste i lokalområdet kender ham for at spille musik. Man har måske set ham spille klaver til forskellige arrangementer i Torslev sogn.
Er uddannet markedsføringsøkonom, og har valgt at bruge dette til at starte sin egen virksomhed op.
Nikola Butina: Er 32 år. Han bor og arbejder i Danmark. Trailervirksomheden Scanvogn har været hans primære arbejdsplads, og ved siden af arbejdet, har han kæmpet med at lære sproget.
Forældrene er venner
Nikolas og Samuels familie har gennem generationer været gode venner. Selvom Samuel er født i Danmark og Nikola i Serbien, har de formået at opbygge et godt venskab.
Vi har begge en selvstændig tankegang, hvor vi individuelt altid har drømt om at starte vores egen virksomhed, fortæller Samuel. Derfor har vi begge motivation til at arbejde rigtig meget, dels fordi vi arbejder for os selv, men også fordi vi kan gøre en forskel, fortæller han med et glimt i øjet.