Sanselig teateroplevelse for de små

De private Pasningsordninger fik en skøn kulturel oplevelse med teaterforestillingen ”Luk Op”, som Østervrå Bibliotek inviterede ind til sidste torsdag. Børnene fik en sanselig oplevelse af dukketeater, små fortællinger, musik, rim og remser.
En rigtig sød dame tog imod i Østervrå Kulturhus, og hun havde taget en masse farverige små og store kufferter med, for det var nemlig det hele forestillingen handlede om – hvad gemmer der sig mon i kufferterne?
Den ene kuffert efter den anden blev åbnet og afslørede sit overraskende indhold. I én var der små bamser, der skulle sove, i en anden var det en sød dukke, der holdt teselskab. Musikken spillede hos den lille prinsesse, som holdt af at danse, og så var der byggeklodserne, som kunne blive til forskellige dyr og huse.
Den søde dame havde tilskuernes fulde opmærksomhed, og de små var straks klar, da de blev inviteret med ind i forestillingen for at hjælpe med at bygge dyr og huse, eller fik lov til at holde den guldsmed, der boede i en lille have.
En virkelig spændende, kulturel oplevelse, som kan få tiden til at flyve af sted. – Lige pludselig var alle kufferter lukket op, og det var tid at gå hjem, men det var noget, der havde gjort indtryk, for der blev snakket rigtig meget hen over frokosten om alt det, vi havde oplevet, fortæller Anette Jensen fra Anettes Private Pasningsordning.
ÅB