Der var omkring 150, der havde valgt at trodse regnen og blæsten, som ind imellem truede Skt. Hans aften-festen i Dybvad – arrangeret af Dybvad Borgerforening, men som formanden, Jesper Koldtoft, sagde i sin velkomst, så ville det garanteret holde tørvejr aftenen igennem og skulle det alligevel ikke holde stik, så kunne man benytte regnbygerne til at kigge indenfor i Søparkhuset og orientere sig om Landsbyplanerne – det var der nemlig mulighed for.
Aftenen startede med masser af aktiviteter for børn og der var rigtigt mange, der havde taget imod det tilbud.
Omkring kl. 20.00 bød Jesper Koldtoft velkommen til dette års båltaler, Jytte Høyrup, der er medlem af Frederikshavn Byråd for Venstre og borgmesterkandidat for samme parti.
I sin tale omtalte Jytte Høyrup bl.a. Dybvads force indenfor sport og sagde ligeledes, at for at fastholde et godt idrætsliv, kræves der seje og stærke ledere og dem har Dybvad. Hun omtalte også kommunens nye sundhedspolitik – Lyst til livet og, sagde Jytte Høyrup, det fornemmer vi klart, at I har i DY’WA.
Hun glædede sig også over den fantastiske kulisse, som Søparken jo er i mange henseender og omtalte her bl.a. både Go Run og Go Bike. Der var også rosende omtale til områdets erhvervsliv.
Hun rundede sin båltale af med ordene: Vi samles, vi synger og vi elsker vort land, vi vil fred her til lands og kunne vi favne alle, så ville vi allerhelst fred i hele verden.
Herefter tændtes bålet ude på søen og man sang Midsommervisen og Dybvadsangen.
En god aften i de helt rigtige rammer og en fin start på sommerferien for mange børn og voksne.
Jo-Jo
Fotos: Ejvind Pedersen




