Sæby Inner Wheel kunne fejre klubbens 60-års jubilæum

Den 12. juni 1965 er datoen for klubbens officielle stiftelse. En gruppe kvinder fra Sæby og omegn med Aase Swane i spidsen, havde igennem en periode arbejdet på at etablere klubben.
Sæby Inner Wheel startede med ca. 15 medlemmer og møderne blev fra start afholdt som eftermiddagsmøder med kaffe og kage rundt om i medlemmernes hjem.
Klubbens første præsident blev Aase Swane og efterfølgende blev Grethe Poulsen præsident fra 1965-1966. Grethe Poulsen er i dag repræsenteret gennem sin niece, Karen Østergaard, som også har haft en periode som præsident. Så historien lever videre både i ord og personer.
Klubben består i dag af 40 medlemmer – med en aldersmæssig fordeling mellem 45 og 83 år. Der er i jubilæumsåret optaget tre nye medlemmer.
Møderne afholdes en gang om måneden – den 1. mandag i hver måned og klubben har ”hjemme” på Frk. Madsen.
Mødernes indhold krydres med gæsteforedragsholdere, besøg på virksomheder i kommunen og øvrige spændende indlæg.
Sæby Inner Wheel startede sit jubilæumsår samtidig med, at Sæby fejrede 500 års købstadsjubilæum, idet klubben solgte Madagaskar-tasker i en bod på havnen – det viste sig at blive en kæmpesucces med ca. 500 solgte tasker, hvilket gav et overskud på ca. 30.000 kr. – dette beløb blev doneret til Lykke Liga.
Efterspørgslen på tasker fortsatte, hvilket resulterede i, at klubbens aktivitetsudvalg havde en bod i Vestergade i forbindelse med Black Friday – hvilket igen gav et overskud – denne gang på ca. 9.000 kr. – dette beløb blev doneret til Broen.
Herudover har Sæby Inner Wheel netop doneret et ophold på Skallerup Feriecenter til sorggruppen for børn mellem 6 og 12 år i Frederikshavns kommune. Alle børnene der deltog, var bl.a. i badeland og til ”mørke golf” – hvilket var en donation fra Skallerup Feriecenter. Repræsentanter fra Sæby Inner Wheel var på besøg, mens børnene gjorde klar til at besøge badelandet.
60-års jubilæet fejrede Sæby Inner Wheel torsdag den 12. juni 2025 på Vinuniverset i Sæby
Jubilæumsaftenen blev indledt med velkomsttale ved Inger-Marie Nørgaard fra festudvalget, og festtalen blev holdt af klubbens nuværende ældste medlem, Anni Falden, som med humor og historiske tilbageblik gav et indblik i den forandring klubben har været igennem i løbet af de 60 år.
Efter den officielle del af jubilæumsfejringen bød aftenen på et spændende indslag ved guldsmed Fie Møjen, FIDILI fra Frederikshavn. Fie fortalte om sit arbejde, som guldsmed, og viste sine unikke, kreative og smukke arbejder frem.
Aftenen sluttede af med at nuværende præsident Mona Birgitta Pedersen ønskede alle medlemmer en god sommer og ønsket om mange gode Inner Wheel-
år fremover – og et foto til minde om en hyggelig jubilæumsfejring.
Fra l. juli 2025 drejer Inner Wheel hjulet videre, Susanne Stræde Madsen bliver præsident i det kommende år.


