
Mandag og fredag giver børn i alle aldre den gas med badminton i Østervrå Idrætshal. I oktober måned kan du helt gratis prøve, om badminton kunne være noget for dig. Klubben stiller også en ketcher til rådighed, hvis du har brug for det.
Corona kan ikke holde de ivrige badmintonspillere i ØVI badminton hjemme. Hver mandag og fredag står de klar i hallen til at fyre fjerbolde hen over nettet. – Vi tager alle de forbehold, som myndighederne anbefaler, forsikrer Anette Jensen fra bestyrelsen. Det betyder bl.a. at spillerne opfordres til at møde op omklædte, og så bliver der brugt masser af sprit hele tiden.
Træning en eller to dage?
Vi tilbyder træning to dage om ugen, men vi ved også, at det godt kan være svært at få tingene til at hænge sammen, når fritidsinteresserne kolliderer med hinanden, fortsætter Anette, derfor har vi også lavet et tilbud, hvor det er muligt kun at træne én gang om ugen til en reduceret pris. Alle spillere får, når de tilmelder sig og betaler kontingent, en lækker klubtrøje.
Ny træner og hjælpetræner
Klubben har fået ny træner til denne sæson, men det er et kendt ansigt, idet klubbens hjælpetræner gennem de sidste tre år Andreas Grønborg Jensen har sagt ja til at blive klubbens nye træner. Andreas har selv spillet i ØVI siden 2010. Han får rigtig godt hjælp af et nyt ansigt, nemlig Jonas H. Mortensen fra Frederikshavn, der bliver hjælpetræner. Han spiller selv i FBK, hvor han også er hjælpetræner, så Jonas er godt inde i opgaven.
Badminton er både sjovt og lærerigt, en individuel sport, hvor du er helt din egen, når det kommer til spillet, men alligevel er du stadigvæk en del af et stort og dejligt klubfællesskab. – Vi er kommet godt i gang med sæsonen, og vi har stadig nogle ledige pladser, så kom endelig og prøv, om badminton skulle være noget for dig, lyder opfordringen. Vi er en klub, hvor der er plads til alle med stor vægt på kammeratskab og socialt samvær. Vi glæder os til at se dig!
SEB




