
Ingen kunne være i tvivl om, at det var et meget dedikeret publikum, der indtog Østervrå Idrætshal lørdag formiddag, for at komme helt tæt på deres store idoler Paw Patrol, men det kan altså også være meget grænseoverskridende og mere, end man lige kan klare.
Børn iklædt caps, tøjdyr, trøjer og hele dragter med Paw Patrol signalerede, at her var tale om ægte fans, da ca. 180 børn og voksne indtog stolerækker og gulvpladsen foran den lille scenen.
Chase, Marshall og Ryder var kommet til Østervrå for at fejre idrætscentrets jubilæum, og de holdt en fest med børnene, som alle af fuld hals erklærede, at de gerne ville deltage i et Talentshow i Adventure Bay sammen med Paw Patrol. Inden de kunne komme med på holdet, skulle de aflægge en ed, så de kunne blive rigtig Paw Patrolrekrutter.
Der blev varmet godt op og øvet på nye dansemoves, inden det for alvor skulle gå løs. Flere af de små tilskuere blev inviteret på scenen for at hjælpe med at danse den efterfølgende ’Kyllingedans’, og der blev gået til den med både arme og ben. For at holde gejsten oppe, blev der delt masser af poteklask ud til alle, og Ryder konstaterede at børnene var ret potetastiske.
Det var stort at danse og feste sammen med Paw Patrol, men lige så stort var også den efterfølgende ’Meet and Greet’, som det så populært hedder – eller på dansk at møde og hilse på sine idoler bagefter.
Det betød også lidt tålmodighed og god køkultur, inden alle kunne komme helt tæt på idolerne, give krammere, poteklask og få taget billeder. Nogen gik lige på, andre var meget forsigtige og enkelte tabte modet, da de kom helt tæt på, for det kan godt være ret grænseoverskridende lige pludselig at stå ansigt til ansigt med sit store idol, når man kun er 2-6 år gammel.
ÅB




