
Resultatet af det fælles Julehjælpsløb i Østervrå er endnu ikke gjort op, men det er helt sikkert at de 17 deltagende cyklister sled bravt med at få cyklet penge ind til den gode sag.
Flittige pedaltrampende børn i alderen fra 5-12 år indledte Open by Night i Østervrå, da der blev kørt Julehjælpsløb til fordel for menighedspleje i Torslev og Østervrå Sogne.
Inden rytterne blev sendt af sted, forklarede menighedsrådsformand Lone Haugaard deltagerne lidt om, hvad det var, de havde meldt sig til. – De penge I cykler ind her i dag bliver brugt til at hjælpe dem, der ikke har så meget, så de kan få en god jul, forklarede Lone og fortsatte, det kaldes også med et fint ord for uegennyttigt arbejde, og det vil sige, at man gør noget for andre uden at få noget for det.
Inden deltagerne blev sendt af sted sørgede Kirsten Krogh Lunden for at de blev varmet godt og grundigt op, og så blev der ellers gået til den. På sidelinjen gjorde familiemedlemmer en stor indsats for at holde gejsten oppe hos cykelrytterne.
Til Skagen
De 17 deltagere var inddelt i to aldersgrupper. De store cyklede 44 runder, svarende til 33 km, og de små cyklede 30 runder svarende til 22,5 km. Der er ikke noget at sige til, at der var sved på panden hos de energiske cyklister, for det svarer, ifølge arrangørerne, til en samlet cykeltur til Skagen.
Alle cykelrytterne fik et diplom og en kupon til gratis mad i teltet samt saft og chips.
De to sognes fælles udvalg til Menighedspleje havde ved løbets slutning endnu ikke overblik over, hvor mange penge, der er blevet kørt ind og evt. indbetalt ved siden af.
ÅB




