
De små i den kommunale dagpleje skal ikke være ret gamle, før de er helt klar over, at den store røde brandbil nede på Østervrås brandstation – den er noget helt særligt. Forleden dag blev det til endnu et succesfuldt besøg, hvor brandmand Gorm viste rundt.
Porten stod åben på vid gab på Falcks brandstation forleden dag, hvor der var besøg af brandbilens nok mest trofaste fans – de helt små i den kommunale dagpleje. Brandmand Gorm tog gæstfrit imod, og straks var der flere af børnene, som gik på opdagelse. Ikke uventet var der også enkelte børn, der lige skulle overveje situationen en ekstra gang.
Både udvendig og indvendig blev brandbilen gået efter i sømmene, og det var ikke mange sekunder førerkabinen stod tom, selv om de små knapt kunne nå op og kigge ud af forruden, så var især chaufførpladsen populær. Chancen for, at der blev plantet et par små frø til en eller flere kommende brandmænd er stor.
Brandstationsleder Gorm Rosendal viste beredvilligt rundt og hjalp børnene med at prøve brandhjelme eller løfte på de tunge udstyr. Det hele var super spændende både de blå blink og ikke mindst det afsluttende udrykningshorn, som Gorm satte i gang, da alle var i sikker afstand udenfor stationen. Endnu et vellykket og meget spændende besøg på brandstationen var slut.
ÅB




