Og dansen den gik
Skæve Borgerforening arrangerede igen danseaften den 31. marts. Allerede kl. 18.00 mødte de første dansere op for at få et bord.Der var 50 deltagere, alle glade og forventningsfulde, festklædte og i godt humør. Det var virkelig et publikum der ville danse. Det var egentligt bestemt, at denne aften skulle være den sidste danseaften i dette forår.Men gæsterne tryglede om endnu en aften sidst i april. Det viste sig, at salen var lejet ud til anden side. Når vi når efteråret er der igen mulighed for at røre danseskoene. Annonce i Østvendsyssel Folkeblad og på Skæve Borgerforenings hjemmeside vil oplyse om den nye sæsons start.
Den Transsibiriske Jern-bane
Torsdag den 27. april indbyder Skæve Borgerforening til foredrag af P. Korshøj, assisterende rejseleder på turen 2012-2013 fra Moskva til Vladivostok i Skæve Borgerhus.
Den Transibiriske jernbane blev oprettet 1891. Den går fra Moskva til den største by ved Stillehavet Vladivostok. Da den Transsibiriske Jernbane blev anlagt i 1891 revolutionerede den hele Sibirien. Området, der før havde været fuldstændig utilgængelig, blev med et muligt at besøge.
Turen byder på spændende byer, og der er mulighed for at opleve storslået natur. Vilde klipper, en af verdens største søer, vandfald og ørken. Skove og kæmpemæssige stepper. Turen er på 9300 km og strækker sig over 6 dage. Kom og hør om denne tur, og se de fantastiske billeder.
Arkivfoto.