Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Østervrå Koret gav den hele armen i Østervrå Kirke

De 20 fremmødte medlemmer af Østervrå Kirkes voksenkor sprudler af livsglæde og højt humør i en grad, som publikum slet ikke kan undgå at blive smittet af, og det blev de også onsdag aften, da koret gav sin årlige sommerkoncert. 

Det skønne sommervejr var måske lidt årsagen til, at der var god plads på kirkebænkene i Østervrå Kirke, og det var rigtig synd, for aftenens koncert med kirkens voksenkor var helt sikkert en stor oplevelse for ikke bare tilhørerne, men også korets medlemmer, der sprudler af sangglæde og et stort engagement. 

Repertoiret er ret blandet og består af kendte ørehængere fra radio og TV til gos­pelmedleys – noget i højt tempo og andre lidt mere poetiske og langsomme numre. 

Aftenen var tilrettelagt med et program, hvor der også blev plads til at udvalgte kormedlemmer gav smagsprøver på små solopræstationer fint bakket op af de øvrige kormedlemmer. Publikum fik også lov til at synge med, bl.a. på Kim Larsens ”Papirsklip”, som falder let for de fleste. Skulle det knibe, var der sørget for tekster på kirkens digitale skærme, så alle kunne være med. 

Musikalsk blev koret bakket op af guitarist Niels Ove og dirigent Christina Thoft, som med et livligt og sprudlende engagement gav sit bidrag til den energi, der stråler ud af hele ensemblet. Korlederen gav i øvrigt selv et par solooptrædener med egne kompositioner.

ÅB

Populære artikler