
I foråret købte Vendia Ejendomme, som er ejet af Lone og Rasmus Haugaard, Byens Centrum, Hjørringvej 439, der har stået hen, som brandtomt i mere end to år. Nu er der nyt i sagen. Lone og Rasmus har indgået en aftale med Region Nordjylland om placeringen af en døgnbemandet akutbil på grunden.
To spørgsmål har især optaget lokalbefolkningen i Østervrå og omegn i længere tid: Hvad skal der ske med Byens Centrum, og hvor bliver regionens akutbil placeret? Den helt store og fantastiske nyhed er, at begge spørgsmål har fundet et svar på én og samme tid. – Vi bygger et hus på grunden med en lille lejlighed og en garage, og her vil Region Nordjylland fremover placere en akutbil, som skal være bemandet alle døgnets timer året rundt, fortæller Lone Haugaard med stor begejstring. Det er virkelig en god nyhed, som får stor betydning for vores område. Dels vil det øge trygheden, og så ligger der jo også en øget beskæftigelse i og med, at det er otte årsværk, der bliver tilknyttet akutbilen, understreger Lone Haugaard, der håber på at det måske på sigt vil føre til øge bosætning i området.
Øverst på listen
Brandtomten efter Byens Centrum er øverst på listen i Frederikshavn Kommunes nedrivningspulje. – Vi har ikke fået en konkret dato, men vi forventer at nedrivningen går i gang meget snart, fortæller Lone Haugaard. Frederikshavn Kommune står for nedrivningen af brandtomten, og vi kommer selv til at stå for at fjerne de to resterende bygninger, mens en privatmand fjerner det lille skur på grunden, lyder forklaringen.
Tegningerne til nybyggeriet ligger klar, og i løbet af 5-6 uger vil vi søge om byggetilladelse, oplyser Lone Haugaard. Det nye hus bliver placeret på den del af grunden, der vender ud mod den store P-plads ved Meny, og så overvejer vi, hvad der skal ske med resten af grunden, i første omgang bliver det måske udlagt som grønt område, slutter Lone Haugaard.
Øget tryghed
Foreløbig er der indgået en 10-årig kontrakt med regionen, og der er ingen tvivl om, at placeringen af akutbilen vil give en væsentlig forbedring af det akutte beredskab, og vil give borgerne en øget tryghed i det østlige Vendsyssel. Bilen skal rykke ud i området omkring Sæby, Østervrå og Dybvad, og skal være med til at reducere responstiden væsentligt, indtil ambulancen når frem.
ÅB




