
Beboerne på Østervrå Ældrecenter har allerede taget hul på det forårsprogram, som De Frivillige har lagt til rettet. Musik, sang og forskellige spil er bl.a. på programmet, og så går turen flere gange ud af huset.
Bankopladerne blev luftet i begyndelsen af februar måned, og der blev spillet med stort engagement af 15 beboere, som gang på gang følte spændingen stige, når der kun manglede et enkelte nummer, lige indtil sidemanden råbte BANKO!
Tårs Lendum Harmonikaklub er rigtig gode venner af huset. De var allerede forbi i januar for at ønske godt nytår, og nu kommer de igen i slutningen af februar. – Vi er helt sikre på, at de også denne gang vil sprede hygge og god stemning samtidig med, at vi alle sammen får stemmebåndene rørt og vrikket lidt med måsen til fællessangen, fortæller Anna Grethe Holmenlund fra De Frivillige.
Forskellige kort- og brætspil bliver fundet frem til en hyggelig spilleaften, og mon så ikke foråret er så meget på vej, at det er blevet tid til en dejlig udflugt? Turplanen er lagt til et besøg i Rododendronparken i Brønderslev og senere en tur til A-Z i Hjørring.
En sponsorgave har længe stået og ventet på at blive indviet – en stor, ny grill, og det skal selvfølgelig helst være, når vejet bliver rigtig velegnet til den slags aktiviteter.
De Frivillige har, efter ansøgning, også været heldige at modtaget pengegaver fra et par fonde, og det gør det muligt at invitere beboerne en tur til Hals, hvor de skal nyde en lækker frokost på restaurant Havkatten. Derudover er der planlagt en tur til Aalborg Zoo, så nu håber De Frivillige og beboerne på et rigtig dejligt, lunt og solrigt forårsvejr.
ÅB




