Home Blog Page 61

Glæde over stærkt salg af Blindes Jul i Vendsyssel

0

For mange familier er Blindes Jul en fast del af juletraditionerne, og det mærkes tydeligt i Dansk Blindesamfunds kreds Vendsyssel, som dækker Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Hjørring.

Takket være engagerede sælgere og mange trofaste købere blev salget af Blindes Jul en stor succes i kredsen. Bladet, der byder på personlige historier, artikler med blinde og svagsynede samt opskrifter og opgaver, har igen fundet vej ind i mange hjem.

I kreds Vendsyssel blev der solgt 17.152 blade ud af de 65.000, der trykkes på landsplan. Det glæder distributør Jørgen Torp, at netop denne del af landet står så stærkt, når det gælder opbakningen til bladet.

Kun en mindre del af bladene blev ikke solgt, hvilket resulterede i et overskud på knap 300.000 kroner. Pengene går direkte til arbejdet for blinde og svagsynede i kredsen, og samtidig giver det en værdifuld synlighed, at bladet ligger fremme i så mange hjem.

Jørgen Torp fremhæver, at mere end 100 lokale frivillige yder en stor indsats som sælgere, og at deres loyalitet gør arbejdet langt lettere. 

Overskuddet gør en forskel
Pengene fra Blindes Jul går ubeskåret til medlemmerne i kreds Vendsyssel og bruges blandt andet til hjælpemidler, kurser, klubaktiviteter og andre arrangementer. Uden indtægterne fra bladet ville det være svært at opretholde det nuværende aktivitetsniveau.

De mange fælles aktiviteter spiller en vigtig rolle i hverdagen for medlemmerne og er med til at modvirke ensomhed, som fortsat er en stor udfordring for blinde og svagsynede.

30 år med snuden i sporet

0

Kriminaltekniker Kim Larsen fortæller fra 30 år i sporjagten.

DYBVAD: Fredag den 20. februar får Dybbvad Kro & Hotel besøg af kriminaltekniker Kim Larsen, der gennem tre årtier har arbejdet med nogle af Danmarks mest omtalte kriminalsager. Publikum kan se frem til et foredrag, hvor han deler erfaringer, indblik og fortællinger fra et langt arbejdsliv i kriminalteknikkens tjeneste.

Kim Larsen er kendt fra arbejdet med flere store drabssager, herunder blandt andet karnevalsmordet, ubådssagen og sagen om Mia. I foredraget giver han et unikt indblik i, hvordan kriminalteknisk arbejde foregår i praksis, og hvordan spor, detaljer og tålmodighed kan være afgørende for opklaringen af alvorlige forbrydelser.

Derudover fortæller Kim Larsen om sit arbejde i Ukraine, hvor han har deltaget i opklaringsarbejde og indsamling af beviser i forbindelse med krigsforbrydelser. Det giver et sjældent indblik i kriminalteknikkens rolle i internationale konflikter og i arbejdet med at dokumentere alvorlige overgreb.

Arrangementet finder sted på Dybbvad Kro & Hotel og byder på en aften med stærke fortællinger, faglig indsigt og mulighed for at komme tættere på det arbejde, der foregår bag kulisserne, når alvorlige sager skal opklares.

Ny ubemandet købmand i Hellum kræver lokal opbakning

0

HELLUM: En moderne 24/7-butik bliver snart til virkelighed i Hellum, hvor lokale borgere skal rejse 200.000 kr. for at sikre indkøbsmuligheder og liv i lokalsamfundet. Derfor har de startet en indsamling – en såkaldt crowdfunding – hvor borgerne kan støtte oprettelsen af butikken ved at købe nøgler til den allerede nu. Man kan købe den lille nøgle, hvor man bare viser projektet sin sympati eller den helt store Andelsnøgle, hvor man opnår indflydelse på den nye butik. Arbejdsgruppen bag håber selvfølgelig at mange vil købe nøgler.

Butikken bliver tilgængelig for alle interesserede. Den er ubemandet og åben døgnet rundt. Så man kan komme og købe ind på vej hjem fra natarbejde, når der kommer uventede gæster eller man mangler fløde til saucen. Butikken bliver bemandet et par timer om dagen, så den også kan fungere som pakkeshop og medicinudlevering. 

Projektet er startet af Hellum Borgerforening. Når butikken skal etableres, bliver det via et selvstændigt anpartsselskab, der udelukkende skal stå for driften af butikken. Arbejdsgruppen bag tror på, at det er kombinationen af de muligheder teknologien giver for en ubemandet butik og den lokale forankring med borgerne og foreningerne i Hellum, der gør butikken levedygtig. 

“Det er endnu et eksempel på, at når borgerne i de små samfund står sammen, kan de få ting til at udvikle sig til gavn for deres lokalområde. Vi regner med at en butik vil gøre det muligt for folk uden bil eller børnefamilier at bo i Hellum i fremtiden” udtaler Mette Tolstrup Sørensen, tovholder for arbejdsgruppen.

Projekt: Købmanden Hellum 24/7. Hellum, 9740 Jerslev

Formål: At skabe en ubemandet, moderne dagligvarebutik ejet af lokalsamfundet

Crowdfundingmål: 200.000 kr.

Initiativtager: Hellum Borgerforening. Arbejdsgruppe nedsat af Hellum Borgerforening Samarbejder med Future Retail Development Aps 

Støtte platform: ByensNøgle.nu

Multihuset i Hellum får ny udsmykning

0

22 store fotografier fra fotobogen ”Jyske Ås”. 

HELLUM: Multihuset i Hellum har gennem de sidste to år været igennem en stor renovering. Det er Det gamle Klubhus, der er blevet total renoveret, så det nu kan bruges som en selvstændig sal med eget køkken med plads til 40 gæster. Det har allerede været i brug et års tid, men har manglet de sidste detaljer, for at blive helt færdigt. 

I forbindelse med renoveringen, har bestyrelsen ønsket at modernisere hele Multihuset, så det hele kan fremstå som en helhed. Det har blandt andet betydet, at der er kommet nye gardiner i hele huset.  De gamle havde med deres 25 år gjort det godt og en fornyelse var på sin plads.  

”Vi er glade for at være i mål med renoveringen. Den har kun været mulig, fordi vi har fået støtte fra Sparekassen Danmarks Fond i Jerslev og Norlys Vækstfonden. Det betyder utrolig meget for lokalsamfundet med støtte til vores projekter” udtaler Mette Tolstrup, formand for Hellum Multihus. 

Som prikken over i’et er der nu kommet ny udsmykning på væggene i hele huset – lige fra entreen i Klubhuset til Scenen i Multihuset. Her har man valgt at sætte fokus på Hellums placering midt i Jyske Ås og få hele Åsens smukke natur helt ind i huset.  Det har været muligt takket være fotobogen ”Jyske Ås” af Glenna Andersen og Christian Nørgaard. Her har bestyrelsen i samarbejde med fotograferne udvalgt billeder, der passer til de forskellige rum. De er blevet trykt og indrammet af Galleri Baand i Dronninglund. 

Det flotte resultat vil Multihuset præsentere for alle interesserede ved Hellum Borgerforenings generalforsamling fredag den 13. februar. Her vil der være mulighed for at komme rundt at se billederne og nyde et glas bobler inden Borgerforeningen byder på fællesspisning.  

”Vi er glade og stolte over at Hellum Multihus har valgt at bruge vores billeder til deres nye udsmykning. Det er utrolig dejligt at se vores fotografier så smukt og gennemført udstillet.” udtaler Glenna Andersen og Christian Nørgaard, der har taget alle billederne. 

Foredrag om Sirius­patruljen begejstrede seniorer i Østervrå

0

86 medlemmer af Østervrå Seniorer var begejstrede over mødet med Tommy Pedersen, næstkommanderende ved Flådestation Frederikshavn, som fortalte om sine oplevelser med slædepatruljen Sirius. 

ØSTERVRÅ: Tommy Pedersen fortalte med stor indlevelse om Siriuspatruljens arbejde med at overvåge og varetage politimyndigheden langs den ca. 16.000 km. lange, øde kystlinje i Nord- og Nordøstgrønland. Til at understøtte sin fortælling viste Tommy Pedersen mere end 300 flotte billeder fra dagligdagen med slæder, hunde og de barske grønlandske omgivelser – undervejs krydret med både spændende og humoristiske episoder. 

Publikum var næsten med på slæde i beretningerne om det særlige fællesskab, der opstår mellem mennesker og slædehunde. Når patruljen slog lejr ved en hytte, som måske var blevet raseret af isbjørne, fik hundene lige lov til at gå først ind. Eller når hele to kuld nyfødte hundehvalpe skulle holdes varme under mændenes skjorter i den ekstreme kulde. 

– At være kun to mænd af sted i lange perioder kan naturligvis give udfordringer, fortalte Tommy Pedersen med et smil, så er det godt at kunne betro sig til hundene, som havde ”tavshedspligt” – og så blev stemningen hurtig god igen mand og mand imellem. 

Glæden ved Siriuspatruljen førte til flere ophold i Grønland, og Tommy Pedersen var chef for Slædepatruljen Sirius i 1997-1998. Siden 1999 har han været bestyrelsesmedlem i Nordøstgrønlands Kompagni Nanok og har deltaget i frivillige ekspeditioner, hvor gamle fangsthytter og stationer blev renoveret.

Tommy Pedersen stammer fra Midtjylland og er den yngste i en søskendeflok på tre. Han blev uddannet tømrer og senere sergent ved Jydske Ingeniørregiment i Randers. I begyndelsen af 1990’erne besluttede han at følge sin drøm om at komme med Slædepatruljen Sirius. Det var ikke helt let for hans mor at acceptere, at han skulle være væk hjemmefra i to år, men i 1993 drog han afsted på eventyr, som varede frem til 1995.

Senere uddannede han sig til officer i Søværnet og er i dag næstkommanderende ved Flådestationen i Frederikshavn, hvor han bor med sin familie og sin hund.

Publikum havde mange rosende ord til dagens foredrag, som var både lærerigt, spændende og underholdende, kun afbrudt af et par sange og en kaffepause. 

Seniorernes næste arrangement er tirsdag den 17. februar, hvor der er bankospil. 

ÅB

Stor fodboldglæde i både varme og kulde

0

ØSTERVRÅ: Frønse Cup blev for 33. gang afviklet i Østervrå Idræts- og Kulturcenter med Spar Nord som sponsor. Stævnet blev afviklet over to weekends med i alt 88 hold. Temperaturen var dejlig varm indendørs, det modsatte var tilfældet for herreseniorer, der holdt standerhejsning i bidende frostvejr. 

Det store ungdomsfodboldstævne samlede igen hold fra hele Nordjylland i årgange fra U6/U7 til U14. Østervrå IF’s fodboldafdeling (ØVI Fodbold) deltog selv med 12 hold fordelt på både piger og drenge. 

Selv om der var tilmeldt lidt færre hold end tidligere, er ØVI Fodbold særdeles godt tilfreds med afviklingen af årets cup. – I vores evaluering af stævnet, vil vi naturligvis drøfte, om der er noget vi kan ændre på til Frønse Cup i 2027 i vores bestræbelser på at tiltrække flere hold, forklarer Anette Elbæk Andersen, næstformand i ØVI Fodbold. 

Frivillige indsats
Et stævne af denne størrelse kan slet ikke lade sig gøre, hvis ikke et stort antal frivillige har bidraget med deres arbejdskraft på en lang række områder. 86 frivillige har lagt deres tid, energi og glæde i hallen i de to weekends. – Vi har rigtig mange gengangere, men også helt nye, der sagde ja, da de blev spurgt om at bidrage med et par timer som blandt andet dommere, tidtagere, stævneledere, cafeteriavagter – og en meget vigtig opgave at agere ”indmad” i Frønse, fortæller Anette Elbæk. 

Det samlede resultat af Frønse Cup bidrager naturligvis med en indtjening til klubben, som i sidste ende kommer til glæde og gav i både ungdoms- og seniorafdelingerne. 

Seje seniorer
Standerhejsning for herresenior i ØVI Fodbold blev den sidste dag i januar afviklet i bidende kulde, men trods det var der hele 20 friske spillere mødt op til sæsonens første omgang let træning. 

Cheftræner Jan Larsen og assistent Dan Mølholt tog imod de seje seniorer på multibanen, og efter en god times træning var der både smil på læberne og varme i kroppen. 

– Motivationen var måske også udsigten til varme pølser og brød fra grillen – som altid lagt i de bedste hænder hos vores suveræne pølsemestre Palle Thomsen og Brian Mathiasen, fortæller Mads Kiil, formand i ØVI Fodbold. 

Efter træningen blev der hygget i et par timer i klubhuset, hvor humøret var højt – en perfekt indledning på den nye sæson. 

ÅB

Berigtigelse om bemanding af Byarkiv i Sæby

0

SÆBY: Indhold i en artikel, som var blevet fremsendt i en pressemeddelelse til redaktionen og for nylig offentliggjort i vores medie, har givet anledning til, at de indledende linjer vedr. fhv. byarkiv Jørgen Peder Clausager kan mistolkes og give anledning til ukorrekthed.

Artiklen indledes: ”Engang var der ved Sæby Museum et byarkiv, ledet af byarkivar, cand.mag. Jørgen Peder Clausager. Arkivet har siden dennes pensionering i flere år stort set ligget stille.”

Clausager har anmodet om en berigtigelse af fakta, idet han ikke gik på pension, da han som 48-årig stoppede ved Byarkivet i Sæby med udgangen af januar 1996. Han tiltrådte i stedet en stilling som leder af Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn – en stilling han beklædte, indtil han blev pensioneret med udgangen af juli 2012.

Clausager gør endvidere opmærksom på, at efter at han forlod Sæby, fik Byhistorisk Arkiv efter et interval atter en fagligt uddannet arkivar, Jens Røssel, som var ansat i 2½ år frem til udgangen af maj 1999. Desuden forlod også museumsinspektør Trine Grejsen Sæby Museum for siden at blive leder af Lokalarkivet i Grenaa.

Jørgen Peder Clausager oplyser, at Sæby byhistoriske Arkiv blev grundlagt i 1961 af Ejnar Jakobsen, som var Vendsyssel Tidendes lokalredaktør i Sæby. Arkivet havde fra sin begyndelse til huse i kælderen under det daværende bibliotek på Frederikshavnsvej.

Vi beklager ukorrektheden!

Red.

Krobal i Flauenskjold

0

På lørdag den 14. februar inviterer Flauenskjold Kulturhus til godt gammeldags krobal.

FLAUENSKJOLD: Aftenen starter med flæskesteg efterfulgt af dans. Musikken er lagt i hænderne på Doc & The Sideeffects, som skulle være en dansevenlig trio.

Kulturhuset oplyser, at det også er muligt at møde op efter spisningen.

Arrangementet følges op af Eddies øl-show den 14. marts, men mere om det senere.

Tekst og foto: IS

En forbudt kærlighed under besættelsen

0

SÆBY: Sæby Pensionist- og Efterlønsklub havde for nylig besøg af Inge Pedersen fra Nørhalne, som holdt et både stærkt og bevægende foredrag om sine forældres kærlighedshistorie under Anden Verdenskrig – og om de konsekvenser, den fik for resten af hendes liv.

Inge Pedersen fortalte om sin mor og sin tyske far og om et kærlighedsforhold, som under besættelsen var både forbudt og omgærdet af store risici. Faderen forsøgte at desertere for at kunne være sammen med Inges mor, men forsøget fik alvorlige følger. Som straf blev han sendt i arbejdslejr i Rusland, og forældrene nåede aldrig at blive genforenet.

Efter moderens død tog Inge Pedersen fat på et omfattende og langvarigt arbejde for at finde sin far. Det lykkedes til sidst, og far og datter fik kontakt med hinanden og bevarede forbindelsen gennem mange år – helt frem til faderens død. En historie, der gjorde stort indtryk på de fremmødte.

Under foredraget fortalte Inge også levende om sit eget liv, sin stærke tilknytning til Nørhalne helt tilbage fra barndommen og om senere i livet at flytte tilbage til byen sammen med sin mand. Samtidig satte hun ord på de mange genvordigheder, der fulgte med at være barn af et forhold, som i sin samtid blev mødt med mistro og fordømmelse.

Foredraget blev modtaget med stor interesse og anerkendelse og gav publikum både historisk indsigt og stof til eftertanke.

Sæby Pensionist- og Efterlønsklub ser nu frem mod næste arrangement, som finder sted onsdag i uge 7 i Manegen, hvor Eva Sun Nyo Madsen vil underholde med populære sange.

Vinterferie med MGP-stemning på Sæby Bibliotek og Rådhus

0

Fra mandag den 9. februar til lørdag den 21. februar inviterer Sæby Bibliotek og Sæby Rådhus til vinterferie fyldt med hygge, kreativitet og masser af MGP-stemning. I løbet af hele perioden er der aktiviteter for børn i alle aldre, hvor der varmes op til årets MGP med leg, fantasi og festlige oplevelser.

SÆBY: Der er lagt op til en kæmpe fest gennem hele vinterferien med blandt andet skattejagt og kreative værksteder, hvor børnene kan slippe fantasien løs og tage deres egne mesterværker med hjem. Hele familien er velkommen til at kigge forbi og være med.

Midt i ferieugen er der særlige MGP-aktiviteter på programmet. Mandag den 16. februar kan børnene lave deres egne MGP-rullinger og pynte dem med glimmer, øjne, arme og garn i håret, så de bliver helt klar til fest. Torsdag den 19. februar er det tid til at lave sin egen MGP-mikrofon, som kan pyntes med guld, glitter og glimmer, hvorefter den kan afprøves ved bibliotekets karaoke-station med MGP-sange.

Højdepunktet i vinterferien er MGP-festen lørdag den 21. februar om aftenen, hvor den røde løber rulles ud til en uforglemmelig aften for børn i 2.-5. klasse. Her er der glimmerstation, kreative aktiviteter og fælles visning af MGP-showet på storskærm med masser af stemning og hep på favoritterne. 

Derudover byder biblioteket i hele perioden på skattejagt i børnebiblioteket og ekstra MGP-krea i kreavognene i den betjente åbningstid. Her kan børnene klippe,