Home Blog Page 438

Guld og sølv til Daarbak Motorsport

0

Brødrene Kevin (9) og Tobias (15) med efternavnet Daarbak fra Daarbak Motorsport har netop afsluttet motorsports sæsonen 2017 i crosskart med kæmpe succes. På trods af en ny klasse for begge knægte, så blander de sig stadig i toppen, og henter medaljer hjem.

Sæsonen er slut for de to crosskartkørere, og der er blevet tid til at kigge tilbage på en sæson, der bød på indtil flere udfordringer for både Kevin og Tobias. Alligevel formåede de begge atter at gøre sig bemærket i fronten, takket være energi og vilje til at overvinde oprykningen til en højere klasse.

Kevin på ni år har tidligere kørt tre fulde sæsoner i crosskart mini. En klasse med små motorer, max speed på 60 km/t, og hvor det kun er speeder og bremse, der skal håndteres. Til sæsonen 2017 havde far Troels Daarbak og storebror Tobias bygget en ny crosskart til Kevin med 85 ccm standardmotor #93#. Denne motor har 6 gear, og det skulle vise sig at blive en lidt svær opstart for Kevin, der skulle vende sig til at betjene både kobling og gear. Den lille fighter har igennem hele sæsonen bevaret roen og overblikket, og det blev belønnet med store fremskridt løb for løb. Resultatet på første sæson i 85 ccm blev en meget flot sølvmedalje.

7. DM
Storebror Tobias var til sæsonstart klar i 250 ccm klassen #293#. I vinterpausen var der blevet justeret godt på den nye Yamahamotor. Alligevel var der opstartsproblemer, og det gav ekstra udfordringer for den unge kører, der også var oppe mod et hårdt konkurrencefelt. Heldigvis fik Team Daarbak styr på motoren, og så gik jagten på point – og det rigtig godt!

Tobias vandt det Dansk Mesterskab allerede inden sit sidste løb, og kan igen kalde sig DANMARKSMESTER for 7. år i træk gennem flere klasser. En titel, som han er meget ydmyg og super stolt over at have.

Den nye sæson
De mange timer i garagen med forberedelse og rundt om på banerne i ind- og udland har igen været det hele værd, konkluderer de hos Daarbak Motorsport. Drengene har udvist stor udholdenhed og vilje, samt taktik og nerver af stål på banerne. – Teamet går nu på en velfortjent vinterpause hvad angår løb i ind- og udland, og så skal der lægges planer og målsætning for næste år. Kevin fortsætter i crosskart 85 ccm. Tobias har andre drømme i motorsport, og vi må se hvor drømmene kan tage ham hen, slutter mor Malene Daarbak fra Daarbak Motorsport.

ÅB

Støttekoncert i Skæve Kirke

0

Støttekoncerten er til fordel for Skæve-Hørby sognes skoleprojekter i Indien.
Skæve-Hørby sogne har et støtteprojekt i Indien – nærmere betegnet i Somasipadi og Sansapettai, som ligger i Tamil Nadu – regionen.

De indsamlede penge den aften ved koncerten, går til skolebygninger og klasselokaler til børn og unge og der er hårdt brug for pengene, da der i den grad er brug for nye klasselokaler.

Støttekoncerten afholdes på torsdag, og man vil kunne møde og høre alle de fantastisk dygtige musikalske kræfter, der er i sognet bl.a. det dygtige kirkekor, som består af 26 børn fra 4. kl. og op efter – ledet af Anne og Sophie Hejslet og som man ofte kan høre i sognets kirker og de medvirkede også ved dette års Børnefestival i Hørby. Desuden medvirker Kirkebandet, der består 5 dygtige unge musikere og de ledes af Esben Højen og medvirker ligesom koret ved mange gudstjenester i sognet, og man vil ligeledes kunne opleve koret og Kirkebandet i et par numre sammen.

Kirkens organist, Lise Gawol vil spille et smukt stykke på orgelet og kirkesanger i Hørby og Badskær kirker, Anna Bilde, vil spille og synge et par af hendes egne flotte sange.

Endelig vil man også kunne opleve sognets børnekor – Gospel for børn – under ledelse af Maria Hejslet – her kan man se og høre 16 glade børn fra 0.-3. kl., der synger masser af gode børnesange – lige til at blive i godt humør af.

Der er lagt op til en fantastisk oplevelse på torsdag i Skæve Kirke og så støtter man samtidig en god sag.

Annonce for koncerten kan ses i Østvendsyssel Folkeblad i uge 39.

 

Jo-Jo

Reformationen 500 år

0

Reformationsbevægelsen var den hændelse, hvor den protestantiske kirke blev dannet. Reformationen tog udgangspunkt i Wittenberg i Tyskland, hvor den tyske munk Martin Luther i 1517 rejste en voldsom kritik af den katolske kirkes afladspraksis med sine 95 teser, som han slog op på kirkedøren.

I den anledning har der i Lyngså kirkehus været afholdt en del møder om emnet ”Reformationen”, og torsdag 19. oktober afholdes endnu et med Kurt Ettrup Larsen som fortæller.

Professor dr. theol. Kurt Ettrup Larsen er en meget levende og underholdende fortæller med stor faglig viden.

Professoren vil berette om Luthers liv, og hvilken betydning reformationen fik for den protestantiske tænkemåde. Ligeledes vil foredraget komme til at handle om, hvad det betyder at være en luthersk kirke i dag.

Tekst: Cille Strøm

Gratis svømning i Østervrå

0

Festdage: søndag formiddag 15. oktober
Den store Svømmedag satte ny deltagerrekord i Østervrå Svømmehal. På søndag kan du, i anledningen af Festdagene, igen komme helt gratis i din lokale svømmehal.

Det var 10. gang Østervrå IFs svømmeafdeling og Østervrå Idræts- og Kulturcenter inviterede indenfor til det landsdækkende arrangement Den store Svømmedag. – Allerede fra starten var der stort rykind, fortæller halinspektør Søren Kiil, som i løbet af dagen noterede mere en 75 deltagere, stor som små, i det våde element. Det var dejligt at se at både kendte og nye ansigter havde fundet vej, fortsætter Søren Kiil, som efterfølgende kunne konstatere, at Østervrå var rykket ind på en flot 7. plads i kategorien flest deltagere i forhold til by (postnummer) ud af i alt 38 deltagende svømmehaller i hele Danmark.

Der var ingen krav til, hvor meget og hvor langt deltagerne skulle svømme, men de 75 vandhunde gjorde alligevel en rigtig flot indsats ved til sammen at svømme 53,5 km. – én person gjorde sig ekstra bemærket ved at svømme seks km, mens de øvrige var meget jævnt fordelt.

Udover det lune vand, kunne deltagerne frit benytte alle svømmehallens faciliteter med spa, damp, vipper m.m. – Vi er rigtig godt tilfreds med dagens forløb, forsikrer Søren Kiil, som helt sikkert regner med at Østervrå også er med på Den store Svømmedag i 2018.

Gratis svømning
De glade svømmere og mange andre kan allerede på søndag se frem til endnu et gratis besøg i svømmehallen. Østervrå Idræts- og Kulturcenter skyder som de første Festdage i Østervrå i gang med at invitere til gratis svømning for alle, søndag formiddag 15. oktober. – Vi glæder os til at se rigtig mange, og det er jo overhovedet ingen krav til, om du vil svømme baner eller benytte alle de mange faciliteter i svømmehallen. Vi synes jo selv, at det er et kæmpe aktiv, at vi har en svømmehal i vores lokalområde, og vi kan da bare opfordre til, at bruge dette tilbud, lyder opfordringen.

ÅB

25 gange hurra for den lille trygge enhed

0

Thorshøj Børnehus fejrede i fredags 25 års fødselsdag med besøg af børn, forældre, bedsteforældre, venner af huset og borgmesteren. Der var meget at takke for, og alle var enige om, at småt er godt!

Alle børnene bød velkommen med en sang, og ”Mariehønen Eviglad” var et meget godt og symbolsk valg, om det lidt kontroversielle venskab med Søren Snegl. Det er også sådan det er i Thorshøj Børnehus. Et hus på børnenes præmisser, hvor de lærer følelsen af at høre til og være en del af noget. Venskaber bliver indgået på kryds og tværs af alder, og børnene lærer at fungere i et fællesskab. Hvilket også blev understreget i dagens taler.

Et langt sejt træk
Tanken om en daginstitution i Thorshøj tog sin begyndelse i 1991 på initiativ af byens borgerforening. Det blev også begyndelsen på et langt sejt træk med mange hårde forhandlinger og hurdler, der skulle ryddes af vejen. 25 år er gået med flere udvidelser – både i normering og fysiske rammer, så børnehuset i dag består af vuggestue, børnehave og SFO.

– Det går godt i Thorshøj Børnehus, men der har også været mange udfordringer undervejs, lød det bl.a. i daglig leder Marian Steins tale. Flere havde ros til kommunen og især Jørgen Tousgaard fik mange venlige ord med på vejen. – Du har hele tiden været en ven af huset, sagde Kurt Thomsen fra TTB.

Rammerne er vigtige
Bestyrelsesformand Karin Mølbjerg Thomsen mindede om, at det ikke kun handler om økonomi for bæredygtigt børneområde – men også om rammerne, som hun finder er verdens bedste.

Borgmester Birgit S. Hansen (S) glædede sig over, at der var ros til kommunen, og kvitterede med at hylde det initiativ og engagement, der kendetegner Thorshøj, som godt er klar over, at skal der ske noget, så skal de selv i arbejdstøjet.

Børnehuset har fem særlige venner ”De fem”, som sørger for alt vedligehold, og de er altid klar, når vi kalder, forsikrede Marian Stein, der havde rigtig meget at takke for på børnehusets vegne.

Dagens traktement var også blevet til med hjælp fra en masse lokale ildsjæle, og i Thorshøj nøjes de ikke med pindemadder – der skal rigtigt smørrebrød på bordet.

ÅB

 

Fakta:
Thorshøj Børnehus
Antal: Børnehave: 18, vuggestue 13 og SFO: 16 børn

Bestyrelsen: Karin Mølbjerg Thomsen, Sanne Larsen, Laila Thomsen, Marianne Christensen og Kurt Thomsen (TTB), Kirsten Frederiksen (borgerforeningen) samt Jette Larsen (pers. repr.)

De fem: Henning, Ejvind, Kurt, Erik og Knud

Forældre tog bestik af Ungdomsklubben

0

Forældrerådene i Torslev Skoles 4. klasser havde torsdag eftermiddag inviteret til besøg i Østervrå Ungdomsklub. Formålet var at både børn og forældre kunne få et kig ind i de nye lokaler i Østervrå Idræts- og Kulturcenter.

Der blev rigtig gået på opdagelse torsdag eftermiddag i Østervrå Ungdomsklub, hvor alle elever fra 4. A og B var på besøg. Der blev spillet både i rummet og på PC’erne, hvis der ikke lige blev slået et slag op i baren, hvor Mona stod klar til at servicere.

Det var de to forældreråd, der havde taget initiativ til besøget, og leder af ungdomsklubben Brian Christoffersen var straks klar til at stille op. – Vi har arrangeret den her dag for at flere skal få kendskab til de muligheder, der er i ungdomsklubben, forklarede forælder Ann-Kristine Strandridder, det er ikke alle børn, der færdes lige meget i idrætscentret, og så var det nærliggende også at inviterer forældrene til en kop kaffe, så de også kunne se de lækre nye lokaler.

Forældrebestyrelsens medlemmer er helt enige om, at de nye lokaler er rigtig godt placeret. – Det er en store fordel, at det er sammen med andre aktiviteter, samtidig med, at der altid er personale i hallen, når børnene færdes på området, understregede Bente Grøntved.

Tirsdag og onsdag
Børnene fra 4.-6. klasse kan kommer i Ungdomsklubben tirsdag og onsdag aften, hvor de har et frirum til at hygge med kammeraterne, spille spil, snakke og købe lidt snacks.

ÅB

Cykelsponsorløb i smukt efterårsvejr i Østervrå

0

Fredag… – fri fra skole… – mor og far fik osse fyraften… og så skinnede solen fra en skyfri himmel i det smukkeste efterårsvejr.

Det var svært at bevare en eventuel pessimisme, for det var en dejlig dag i fredags og så var der cykelsponsorløb i Østervrå.

16 cyklister havde på forhånd tilmeldt sig, men da starten gik, havde i alt 26 cyklister fundet sin tohjulede og var klar til at cykle en masse penge ind til det gode formål.

Inden man nåede til startopstilling blev alle udstyret med en synlighedsvest fra den lokale cykelbutik og så var der opvarmning ved TTB. Så var alle klar.

Cyklisterne blev inddelt i to hold efter alder og først cyklede de yngste og senere de lidt større børn. Mange forældre, bedsteforældre, søskende fulgte med på sidelinien og der blev heppet og klappet anerkendende i målområdet.

Mange havde engageret sig i arrangementet og af samme grund, var der rigtig mange på stadion denne dag som hyggede sig i de sidste solstråler med de ristede pølser, vafler og kaffe, der solgtes på pladsen af hhv ØVI og KFUM spejderne fra Thorshøj. Baptistspejderne sørgede for lidt underholdning i form af et stort spil 4 på stribe og en ”æblekanon”.

Da der ved redaktionens afslutning stadig tikkede støttekroner ind på MobilePay, er det endnu ikke muligt at oplyse, hvor mange kroner, der kom ind til julehjælpen i sognene, men vi er over 8.500 og oplysning følger når vi kender det eksakte beløb, fortæller Lone Haugaard, fra Østervrå Menighedsråd, der har været tovholder på arrangementet.

Succesen var til at tage at føle på denne dag og mon ikke, der er en ret stor sandsynlighed for, at arrangementet gentages til næste år?

KØH2

Giv mor fri – spis ude

0

Fredag den 13. oktober indbyder Skæve Borgerforening til spis sammen aften i Skæve Borgerhus, Skævevej 144, Brønden.

Det er en aften for alle, der har lyst til hyggeligt samvær. Der bliver serveret en 2 retters menu, og drikkevarer kan købes.

Der bliver spist sammen, sunget et par sange og spillet lidt banko sammen med kaffen. Alt i alt gælder det samværet.

Uhyggelig fredag i Dybvad

0

Igen i år afholder Dybvad Handelsstandsforening Halloween – på Dybvad Planteskole – det foregår fredag den 27. oktober og der vil komme annonce i avisen ang. arrangementet senere – dette er bare for, at man kan reservere den fredag eftermiddag til at skære græskar ud og deltage i græs-kar-ud-skæ-rings-konkur-ren-cen og så bagefter få sit græskar med hjem.

Man må meget gerne komme udklædt til arrangementet og det gælder både børn og voksne.

Handelsstandsforeningen gør iøvrigt opmærksom på, at det på ingen måder bliver så uhyggeligt, at de helt små ikke kan være med.

Man vil iøvrigt også kunne opleve Planteskolen pyntet op til Halloween og desuden er der mulighed for at handle i Hekseboden – her kan man købe kaffe, kakao, vafler og kage.

Så sæt et kryds allerede nu i kalenderen ved den 27. oktober – lyder det fra Dybvad Handelsstandsforening.

 

Jo-Jo

Når sandheden skal frem….

0

Er titlen på det forrygende foredrag med Lars Christiansen, som du kan høre i Taarshallen torsdag den 12. oktober. Lars har igennem sin fantastiske karriere sat sit præg på såvel dansk som international håndbold. I mere end 20 år var Lars professionel håndboldspiller og dominerede venstre fløj på landsholdet, i Flensborg Handewitt og senest i Kolding IF. Med sine 1.503 mål er han den håndboldspiller, der suverænt igennem tiderne har scoret flest mål på landsholdet. Lars har bl.a. været kendt for altid at have overskud og tage sig tid til sine fans, uanset hvor han er kommet frem. Sammen med hans mange flotte præstationer, har dette gjort ham til en yderst vellidt, feteret og ikke mindst respekteret personlighed både på og udenfor banen.

Siden Lars valgte at stoppe karrieren i 2012, har han holdt en lang række foredrag for både virksomheder og foreninger landet over. Med sin altid karismatiske personlighed både motiverer, inspirerer og ikke mindst underholder Lars deltagerne med historier og anekdoter fra sine mere end 20 år med håndbold, om motivation, målsætninger, og stresshåndtering. Derudover fortæller han åbenhjertigt om den sværeste periode i sit liv, hvor han fra det ene øjeblik til det andet blev ramt af en vedvarende dødsangst – hvordan han valgte at tackle denne helt uvante situation og dermed kom videre og til hvordan han har det i dag.

De der allerede har hørt Lars’ foredrag har kun roser og store ord at sige, derfor håber arrangørerne, at rigtig mange vil kigge forbi til en hyggelig og alvorlig aften, med denne sportslegende.  Foredraget arrangeres af TUI og Team Taarshallen.