Home Blog Page 431

Nyt fra Østervrå Bibliotek

0

Et helt nyt tilbud med bogcafé blev taget rigtig godt imod på Østervrå Bibliotek, hvor 20 litteraturinteresserede dukkede op til en aften med masser af inspiration til læseoplevelser i efteråret og vinteren. I det hele taget er biblioteket kommet rigtig godt fra start i de nye lokaler.

Fire bibliotekarer præsenterede udvalgte titler af litteratur udgivet inden for de sidste par år, og 20 tilhørere lyttede intenst, mens de ivrigt krydsede af i de udleverede katalog, som ud over aftenens præsentationer også indeholder en del flere bud på gode læseoplevelser. Det var første gang Østervrå Bibliotek inviterede til bogcafé, men det bliver ikke sidste gang. – Det er vores indtryk, at deltagerne synes om det nye tilbud, og vi her på biblioteket er glade for, at vore kolleger ville stille op med deres viden og inspiration, fortæller bibliotekar Knud Hjørnholm.

Stor interesse
Det nye bibliotek har siden åbningen i slutningen af april haft stor bevågenhed. Mange er blevet oprettet som lånere og har fået en pinkode, så de kan benyttede det selvbetjente bibliotek. – Vi kan se, at der er rigtig mange, der benytte sig af, at de kan bruge biblioteket fra tidlig morgen til midt på aftenen alle ugens dage, oplyser bibliotekar Knud Hjørnholm, og vi håber også, at rigtig mange vil gå ind på biblioteket, hvis de f.eks. har ventetid i centret. I det hele taget har vi fået mange positive tilkendegivelser om det nye bibliotek.

Arrangementer
Siden sommerferien har Østervrå Bibliotek haft besøg af 17 skoleklasser fra Torslev Skole – ca. 350 elever. – Vi har i samarbejde med skolebiblioteket inviteret alle elever og lærere ned til en introduktion til det nye bibliotek, forklarer Knud, og vi ved, at flere klasser allerede har lagt et fast månedligt besøg ind – eller har planer om at gøre det, og det er vi rigtig glade for.

Midt i oktober havde biblioteket inviteret vuggestuer og dagplejer i teateret. – Vi havde besøg af Teater Blik med forestillingen Hov, og det blev et meget vellykket arrangement, fortæller Knud. På trods af det unge publikum i aldersgruppen 10 mdr. til ca. 2½ år, så havde Gertrud Exner på scenen børnene i sin hule hånd.

Biblioteket havde tirsdag 31. oktober et fælles arrangement sammen med Østervrå Seniorerne, som fik besøg af Grethe Hagensen og Bent Jakobsen, der gav et virkelig dejligt og inspirerede foredrag under titlen ”Danmark Dejligst”. Det blev til en rigtig hyggeligt rundtur til specielt Fyn og Sjælland med særligt fokus på malere, forfattere og andre kunstnere, der havde slået deres folder der. Grethe og Bent supplerede deres foredrag med både billeder og små filmsekvenser, så godt, at de 60 tilhørerne fik helt lyst til selv at tage turen.

Bibliotekslokalet har også fået tilført lidt nyt. En væg har fået helt nyt look med Tao Lytzens billede fra Østervrå Anlæg, og så har vægge, reoler og skuffer fået helt ny og flot grafik, som gør det meget nemmere at finde de ønskede materialer.

I 2018 har biblioteket allerede planlagt et foredrag om Siriuspatruljen den 13. februar, og så håber biblioteket også på en bogcafé til foråret.

Fodboldafslutning i DHF & K 2017

0

Fredag d. 27. oktober har fodboldsamarbejdet mellem Dybvad, Hørby, Flauenskjold og Klokkerholm afholdt den årlige afslutning for ca. 100 ungdomsspillere, 20 trænere og ledere i Flauenskjold Hallen.

Aftenen begyndte med en indendørs turnering for U11 og op til U14, hvorefter de mødtes med spillerne fra U15 til U18 til pizza og de traditionelle præmieoverrækkelser.

Titlerne som årets spiller, kammerat, fighter m.m. gik til:

U12 drenge

• Kristian Jensen

• Alexander T. Larsen

U13 drenge

• Daniel Chemnitz

• Marius Jespersgaard

U13 piger

• Marie Nielsen

• Hannah Helfenstein

U14 drenge

• Malthe Nielsen

• Sebastian Christiansen

U15 drenge

• Daniel Jørgensen

• Jonas Nielsen

U17 drenge

• Tobias Lex

• Jeppe Grøntved

U18 piger

• Sofie Aastrup

• Olivia Veggerby

• Mathilde Nitzsch

• Freja Pedersen

• Cecilie Lund

Aftenen sluttede med, at U15-U18 spillede indendørs, men inden var der kåring af årets ungdomsspiller for både piger og drenge. Hos pigerne var det Ida Fuglsang, som blev årets spiller, og hos drengene var det Hans Kart som blev valgt. Begge spillere er gode repræsentanter for DHF & K både på og udenfor banen.

Peter Østergaard fra DHF & K udvalget sluttede med at takke alle spillere, trænere, hjælpere og forældre for deres store indsats i sæsonen 2017, og ønskede på gensyn i 2018.

Open by Christmas i Dybvad

0

Nu hvor julelysene er tændt, så er det også ved at være tæt på dette års Open By Christmas, der ud over det store lygteoptog  og juletræsfesten på kroen og masser af gode tilbud i butikkerne, også byder på spændende boder inde på kroen, boder som man kan besøge, når man spist den lækre flæskesteg, som kroen tilbyder.

Indtil videre kan man møde Hannes Hudpleje og Velvære, trædrejer Erik Madsen og julebutikken fra Havensvej – alle med masser af julegave-ideer, fortæller  Dybvad Handelsstandsforening, der står som arrangør og de siger samtidig, at der muligvis vil komme flere boder, så der er gode tilbud både i byens butikker og i boderne på kroen –  Open By Christmas er  fredag den 8. december.

Jo-Jo

Gæster fra Hørby og Dybvad

0

Kommunale Dagplejere fra Hørby, Dybvad og Østervrå udvekslede erfaringer, og børnene havde en herlig dag med leg og besøg af biblioteket.

Tre kommunale dagplejere fra Hørby og Dybvad har været på besøg i Østervrå. Hele dagen blev der hygget og leget i Østervrå Kulturhus, hvor der var god plads til at løbe og kravle. Knud Hjørnholm fra Østervrå Bibliotek kom på besøg, og han havde taget en kasse bøger og en håndfuld bamser med. Der blev leget gemmeleg med bamser og bøger, og børnene var med lige fra starten.

Der var heldigvis sørget for en lækker frokostbuffet med pølsehorn, pizzasnegle, pastasalat, frikadeller og grøntsager, for man bliver godt nok sulten af så meget aktivitet. Mens børnene tog sig en velfortjent middagslur fik de voksne lejlighed til at udveksle erfaringer.

På besøg i Sneglehuset
De kommunale dagplejere og deres børn har været på besøg i Sneglehuset på Bødkergården. Der blev leget sanglege og gjort lidt gymnastik på loftet sammen med børnene fra Sneglehuset. Det var et rigtigt eldorado for børnene, som virkelig nød trampolinen, de små huse og de store puder.

I Hyggekrogen
Oplevelserne står nærmest i kø, for de har også været på besøg i Hyggekrogen på Østervrå Ældrecenter. Her hyggede generationerne sig med hinanden. Først sang børnene sange for ældste generation, som ikke var sen til at kvittere med tre sang til børnene. Noget som børnene var meget betaget af. En virkelig dejlig oplevelse for både ung og gammel.

ÅB

 

100 år med Thorshøj Borgerforening

0

Det begyndte for 100 år siden med Try Thorshøj Håndværker- og Borgerforening og blev hen over tid til Thorshøj Borgerforening, som stadig opfylder det, der er en borgerforenings opgave – at varetage byens og borgernes interesser.

De lokalhistoriske arkiver fortæller, at det var borgerforeningen, der i sin tid sørgede for, at Thorshøj fik elektricitet til byen, og i nyere tid var den med til at få etableret et kraftvarmeværk i Thorshøj.

I årenes løb har der været et ukendt antal formænd. I nyere tid var Robert Sørensen én af de mere markante. Han var en engageret og initiativrig person, som heller ikke var bange for at påpege problemstillinger, og det blev sagt, så ingen var i tvivl om, hvad han mente. Robert tog bl.a. initiativ til Thorshøj Marked, og satte sig ofte i spidsen for nye aktiviteter.

Borgerforeningen anno 2017 har ansvaret for byens anlæg, og det er også dem, der klarer julebelysningen og byens flagallé, som de sørger for at bruge flittigt. – Vi samarbejder også bredt med byens øvrige foreninger bl.a. omkring fastelavnsfest og Skt. Hansfesten, fortæller formand Thomas Jørgensen. Foreningen arbejder stadig, sammen med byens spejdere, på et få etableret en overnatningsmulighed i f. m. Hærvejsruten.

Op ad bakke
Der er ingen tvivl om, at tidligere tiders borgerforening var en stærk og respekteret beslutningstager. I dag er det også et vigtigt organ, som bl.a. er en naturlig samarbejdspartner for kommunen, og foreningen er også repræsenteret i Distriktsudvalget.

Der er ikke så stor rift om pladserne i bestyrelsen, som i fordums tider. – Det kan godt være lidt op ad bakken ind imellem, erkender formand Thomas Jørgensen, i bestyrelsen diskuterer vi ofte, om vi skal sætte nye ting i gang, eller vi skal holde os til de daglige opgaver, som der egentlig er nok af? Det er jo i sidste ende de samme frivillige kræfter, der skal udføre arbejdet.

Ny legeplads
I anledningen af den runde dag kunne borgerforeningen markere indvielsen af en total nyrenoveret legepladsen i byens anlæg. Jubilæet blev markeret med en lille sammenkomst i anlægget fredag eftermiddag, hvor der var stillet telt op, og foreningen bød på et let traktement.

ÅB

Julebutikken har åbnet

0

På billedet ses indehaveren Dorte Chemnitz ved et hvidt juletræ, der også er pyntet med meget hvidt og så forskellige farvede kugler. Det er helt bestemt et blikfang, når man træder ind og går man videre rundt i butikken, kan man mærke, hvordan julestemningen breder sig.

Dorte fortæller, at farverne til jul i år – er hvid, mintgrøn, rød og blå.

Der var rigtig mange mennesker, der kikkede ind på åbningsdagen. Der er iøvrigt åben ind til jul og det er fredag, lørdag og søndag.

Man kan, hvis man er en gruppe på 6 personer eller der omkring – ringe ned og få en hel speciel aftale, så der er åbent ud over weekender.

Der er igen i år masser af bolcher og chokolade fra Almuegården og masser af portugisiske specialiteter bl.a. Blue Magic Gin, der skifter farve, når man hælder tonic – vand i. Dorte siger iøvrigt, at netop gin er det store hit lige nu.

Man kan også i år bestille gavekurve, juledekorationer og også adventskranse og samtidig har julebutikken i år rigtig mange pynteting såsom kugler og bånd, som man kan bruge, hvis man selv vil lave dekorationer m.m.

Endelig er der mulighed for at købe den helt perfekte adventsgave nemlig Benthes hjemmestrikkede, lune sokker, der fås i alle størrelser.

 Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Musikalske krumspring i dagplejen

0

De kommunale dagplejere i Østervrå har to gange haft besøg af Signe Højmark fra musikskolen. Der var en tydelig udvikling i børnenes engagement fra første til andet besøg.

En kæmpe stor sort kuffert fyldt med mange små kufferter var et spændende nyt bekendtskab for børnene hos de kommunale dagplejere i Østervrå. Det var Signe fra Musikskolen, der havde taget instrumenter med til hele to spændende besøg.

Børnene sad i rundkreds og ventede spændte og nysgerrige på, hvad der mon var i alle kufferterne? Først kom et rasleæg frem, som blev tryllet væk – først i ærmet, så på maven og til sidst under numsen. Små klokker på en elastik blev brugt til at lege tog, og børnene lærte at gå efter hinanden. Bagefter trillede de bolde til hinanden, og til hver leg sang de en sang, som passede til.

Signe var på besøg to uger i træk. Første gang var nogle af børnene lidt tilbageholdende, men allerede ved det næste besøg var det tydeligt, at de havde fået rigtig meget med fra første gang. De bød ind, og kunne huske, hvad der var i de små kufferter. Et stort hit var Signes Hallo Kitty guitar, den kunne de alle sammen huske.

Et par herlige besøg med musikalske krumspring.

ÅB

Jubilæumsarrangement et tilløbsstykke

0

Den digitale byvandring fik forleden aften premiere i Østervrå i forbindelse med Lokalhistoriske Forenings 25 års jubilæum, og tilhørerne fik en kavalkade af før- og nubilleder ledsaget af et flot gennemarbejdet historisk materiale.

Den digitale tidsalders indtog i lokalhistorien virker ikke spor afskrækkende på folk med interesse i Østervrås fortid. To fra bestyrelsen måtte i hast hente stole fra privaten, så de mere end 100 deltagere, der havde fundet vej til Pixl-Art mandag i sidste uge, kunne få en siddeplads.

Formand Vivi Dybdahl bød velkommen og gav et lille overordnet rids af foreningens første 25 år. Vivi kunne bl.a. fortæller at foreningen kun havde haft to formænd – P. E. Andreasen og den nuværende Vivi Dybdahl.

Før og nu
Ægteparret Dybdahl og Clausager tog herefter på skift tilhørerne med på en vandring ned ad Østervrås hovedgade Hjørringvej med afstikker til sidegaderne. Et ekstra krydderi var, at de gamle billeder blev suppleret med her og nubilleder, som dokumentation for, hvad der er sket gennem tiden.

Vi fik mange faktuelle oplysninger suppleret med små morsomme anekdoter, der f.eks. handlede om en kone med rengøringsvanvid, en ivrig skørtejæger og hattedamen med egen ged og mange flere. Forsamlingen lyttede intenst, og i pausen blev der snakket lystigt, for det var mange kendte ansigter både fra byen og udefra, der også havde fundet vej til den tidligere Baptistkirke på Liljevej.

Aftenens to oplægsholdere havde lavet et stort og flot forarbejde, og de supplerede ind i mellem hinanden med ekstra oplysninger. Fordelen ved den digitale udgave var, at alle fik det hele med.

Formanden sluttede med at gøre opmærksom på, at lokalhistorisk arkiv holder til ved skolen i den tidligere pedelbolig, og at de meget gerne vil have besøg.

ÅB

Fotos: Ejvind Pedersen

Østervrå får en ostebutik

0

Fredag 1. december åbner Jyske Ost på Hjørringvej 447. Den nye specialforretning får et bredt sortiment af oste, portugisisk vin fra Adelino og produkter fra Hybengaarden.

Borgerne i Østervrå har i et stykke tid været klar over, at der foregår et eller andet i den tidligere blomsterbutik på Hjørringvej 447 i Østervrå. En ko i naturlig størrelse har taget opstilling i en indhegning ved butikken, og det har givet anledning til en masse gætterier – hvad sker der, og hvem er det?

En plan realiseres
En ny specialbutik er på vej til Østervrå – Jyske Ost, og det er Jane Kristensen og Kim Nielsen, der står bag det nye koncept. Parret har i et par år gået med tanken om at starte en forretning, og nu er det en realitet. – Vi har i mange år haft tæt kontakt til fødevarebranchen – herunder specielt mejerierne, og derfor var det nærliggende, at det skulle være en ostebutik, fortæller parret, som ikke var i tvivl om, at forretningen skulle ligge i Østervrå. Jane og Kim bor sammen på Hjørringvej 503 i Østervrå, hvorfra han også driver virksomheden Innovasteel, der fremstiller maskiner til fødevareindustrien.

Oste og meget mere
Det er Jane, der til dagligt vil være i ostebutikken, som får et bredt sortiment af oste fra Ingstrup Mejeri samt internationalt producerede oste. Derudover kommer der også portugisiske vine og specialiteter fra gårdbutikken Adelino i Flauenskjold, samt produkter fra Hybengaarden i Jerslev. Lokale produkter, der passer fint ind i de tanker Jane og Kim gør sig om Jyske Ost. – Vi vil rigtig gerne samle lokale specialiteter under et, og nu begynder vi foreløbig i det små, men vi er helt sikkert åbne for henvendelser fra lokale nordjyske producenter og leverandører, forklarer Kim og Jane. – Vi skaffer også gerne hjem, hvis kunderne har særlige ønsker. Det vil vi bl.a. gøre via det store netværk, vi har indenfor fødevarebranchen.

Butikken har åbent tre dage om ugen – torsdag, fredag og lørdag, men er derudover også åben for salg til storkøkkener, catering o. lign.

Festlig åbning
Fredag 1. december slår Jane dørene op til butikken, og denne dag er der besøg af repræsentanter fra Ingstrup Mejeri, Adelino vine og Hybengaarden, som vil fortælle om deres produkter. Jane og Kim håber, at borgere fra by og opland har lyst til at kigge indenfor.

ÅB

Julemarked på Dybvad Ældrecenter var en stor succes

0

Arrangørerne var Hyggeholdet og Aktivitetscentret og aktivitetsleder Elsebeth Larsen bød velkommen og sagde bl.a. at det er flot, at så mange ting kan være i gang i vores lille by på sådan en lørdag og her tænkte hun på opsætningen af byens flotte julebelysning, åbning af Julebutikken på Havensvej og så blev der plantet hæk nede omkring byens nye legeplads på Søparken.

Allerede inden kl. 10.00, hvor markedet officielt åbnede, var der kø for at komme ind og der blev ret hurtigt udsolgt i den flotte tombala med de mange sponsorerede gevinster.

Der var mulighed for at julehandle pynt m.m. – som alle de frivillige har mødtes en formiddag om ugen i meget lang tid for at fremstille.

Der er for tiden håndværkere på centret og de havde været så venlige at lave plads, så der kunne sælges og nydes gløgg og æbleskiver.

Der var som nævnt masser af besøgende, der havde lyst til at støtte sagen – for overskuddet ved arrangementet her går til underholdning og udflugter for beboerne og brugerne af aktivitetscentret.

Nåede man ikke at få handlet i lørdags – vil der stadigvæk kunne handles i tiden op til jul.

På julemarkedet var der også mulighed for at blive medlem af Hyggeholdets Venner og man kan altid spørge i Aktiviteten efter et visitkort eller få en snak om, hvordan man bliver medlem eller oplysning om, hvordan man kan blive medlem af Hyggeholdet.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen