Home Blog Page 425

Skæve Amatørscene har travlt med at blive klar til årets dilettantforestilling

0

Det er først i marts, at årets forestilling skal løbe over scenen i Dybvad Forsamlingshus.

Stykket, der spilles i år, hedder ”Pokker til Polterabend” og er skrevet af en af de meget spillede forfattere, nemlig Knud Erik Meyer Ibsen og man fortæller fra Amatørscenens side, at han har leveret teksten til flere af foreningens succeser i de seneste år.

Der øves hver mandag og det er nogle gange svært for aktørerne at holde masken på grund af de mange sjove og skøre replikker – så det sker, at de bryder sammen i et regulært latteranfald, fortæller Ole Houmann fra Skæve Amatørscene. Han går videre med at nævne aktørerne og siger, at ud over de kendte og populære aktører, så har foreningen været så heldig, at der er kommet nye til.

Rollelisten tæller navne som Maibritt Dahl Thomsen, Dorthe Rasmussen, Jens Kr. Andreasen, Heino Sørensen, Maja Testholm, Channie Pedersen, Chris-tian Hyldig og Markus Aaen. Årets instruktør er Lise-Lotte Horsevad og sufflør er Mette Frandsen.

Man har spurgt de nye aktører, hvad der fik dem til at vælge, at være med til at spille dilettant og svaret var, at de længe havde haft lyst til, at have noget at være med til, samt til at prøve noget nyt. De svarer samtidig, at de synes, det er sjovt at være med og de føler, de er blevet taget godt imod og har fået en masse nye venner, men tilføjer, det er også lidt udfordrende at skulle stå på scenen over for publikum ved forestillingerne. Her er det heldigvis sådan, at der er et fantastisk sammenhold, der gør, at alle føler sig trygge ved, at skulle udfolde sig i deres roller og fortsætter: Vi kan kun opfordre andre til at være med næste år.

Der bliver tre forestillinger, som i de øvrige år og der kommer annonce her i avisen sidst i februar, om tidspunkter m.m., men det er i uge 10 og det er i Dybvad Forsamlingshus, det foregår og det er Skæve Amatørscene der opfører stykket ”Pokker til Polterabend”. Man kan roligt begynde at glæde sig – det bliver bare sjovt, forsikrer Ole Houmann.

Jo-Jo

Østervrå Messen 2018

0

Arrangørerne bag Østervrå Messen er i fuld gang med planlægningen af årets Østervrå Messe.

Østervrå messen 2018 afholdes søndag d. 8. april. Messen afholdes som sædvanlig i Østervrå Idræts- & Kulturcenter.

Østervrå messen er en aktiv udstillingsmesse med fokus på erhvervs- hobby- og foreningslivet.

Messen omfatter virksomheder, hobbyudstillere samt foreninger som i samspil skaber en inspirerende og aktiv udstillings- og salgsmesse.

 

En messe med vokseværk
Østervrå messen har oplevet en positiv vækst i antallet af udstillere (med en fuldt udsolgt messe sidste gang) samt besøgende på messen. Dette er en udvikling som messeudvalget atter engang vil forsøge at udbygge yderligere. Vi ønsker at skabe en aktiv og inspirerende messe med endnu flere besøgende. Vi vil gerne igennem nye tiltag gøre Østervrå Messen endnu mere omtalt og synlig udtaler messeudvalget. Det skaber stor værdi for både udstillere og besøgende at vores messe har vokseværk udtaler messeudvalget.

Rift om standene
Allerede nu er der mulighed for at bestille en messestand til årets messe. Og der er allerede nu rift om pladserne. Vi forventer at have messen udsolgt allerede inden vores orienteringsmøde for udstillere som afholdes onsdag d. 7. marts udtaler messeudvalget.

Messeavis
Traditionen tro udsendes der også i år en særskilt messeavis, med fokus på og omtale om messen.

Avisen udkommer i ugen op til messen i hele Østvendsyssel Folkeblads dækningsområde samt i Sæby by. Udstillere på messen har mulighed for at tegne annoncer i avisen.

Forplejning i top
Udstillerne på messen skal have en god forplejning, så derfor tilbydes der også i år mulighed for at bestille smørrebrød for udstillerne på messen. Vi har en god tradition for at udstillerne får en lille pause og et pusterum når der serveres smørrebrød i hallens cafeteria. Snakken går lystigt imellem udstillerne og netværk opstår ofte imellem brancherne.

Orienteringsmøde
Der afholdes orienteringsmøde for udstillerne på Østervrå Messen onsdag d. 7. marts i Østervrå hallens cafeteria. Her håber messeudvalget at se mange af udstillerne, og vi lytter gerne til nye idéer og input fra udstillerne udtaler messeudvalget.

10 års jubilæum hos Østervrå Fysioterapi & Træning

0

Fredag den 12. januar blev en mærkedag markeret hos Østervrå Fysioterapi & Træning. Det var nemlig dagen, hvor det var 10 år siden Louise Gjelstrup Olesen overtog Østervrå Fysioterapi.

Dagen blev markeret med en reception, hvor mange patienter, kollegaer, venner, familie og samarbejdspartnere dukkede op, for at ønske tillykke.

På billedet ses fra venstre:  Caroline Barslund, Mark Hjørnholm Rommedal, Louise Gjelstrup Olesen, Miriam Offersgaard og Louise Mellergard Jacobsen.

Tekst og foto: SEB

Det bliver et billedskønt år hos PixlArt

0

Det digitale galleri PixlArt i Østervrå sluttede det gamle år af med et løfte sløret for, hvad der foreløbigt er på programmet af spændende udstillinger og aktiviteter i 2018,

PixlArt er godt på vej ind i sit tredje leveår, og det tillægger man jo i menneskeverdenen ofte som en lidt trodsig alder. Hvor vidt det gør sig gældende i foreningen Pixlart, skal være op til den enkelte at vurdere, men det har været foreløbig 2½ år med mange udfordringer, men også et hav af ideer, udstillinger, initiativer og arrangementer, der har krævet sit af bestyrelsen. Den tilstand fortsætter i 2018, hvor der allerede er en masse spændende udstillinger, men også nye initiativer og samarbejder i støbeskeen.

Formand Tao Lytzen løftede på årets sidste dag sløret for det, der allerede ligger helt fast.

Nordjyske øjeblikke
Allerede 1. nytårsdag åbnede årets første udstilling med pressefotos af 22 fotografer fra Nordjyske, dertil kommer flere filmklip bragt i 24Nordjyske. Udstillingen kan ses i weekenderne hele januar måned.

I løbet af foråret kommer der først en udstilling fra Afrika. Der er ikke tale om katastrofebilleder, men derimod fotos som viser, at der også er et andet Afrika. Den afløses af Asger Carlsens billeder, som er rendyrket fotokunst, hvor han leger med vores sanser i forhold til menneskekroppen. Umiddelbart noget vi genkender, og så alligevel ikke.

Dronningen
Årets hovedudstilling åbner i juni måned med billeder af vores regent Dronning Margrethe. Et omfattende fotodokumentarisk portræt af øjebliksbilleder, der viser dronningens liv, lige fra hun blev født i 1940 til i dag.

En af Danmarks førende dokumentarfotografer Henrik Saxgren præsenterer sin udstilling om Grønland i august måned, og så er der alle de andre ting.

PixlBoxen
I februar har PixlArt et spændende samarbejde med Musikkens Hus i Aalborg, og så skal galleriet på landevejen. Et helt nyt tiltag er PixlBoxen, som er den nye mobile enhed, der bl.a. kommer ud til landsbyer i Frederikshavn Kommune, med opfordring til borgerne om at være med til at dokumentere deres by gennem kameralinsen.

Derudover har PixlArt et samarbejde med Vrå Højskole netop lanceret et helt nyt samarbejde, en fotografisk uddannelse ”Pixl-academy” med start i august og undervisning dels på højskolen og dels i PixlArt.

Renovering
Den gamle kirke trænger til en ansigtsløftning, og til det har PixlArt været heldige at få penge fra Realdanias Underværker kampagne, og i marts rykker håndværkerne frem med stilladserne, så de udvendige murværk kan blive frisket op.

Et halvt hundrede tilhørere havde taget imod invitationen til at ønske godt nytår og få et kig ind i årets program, og kender vi folkene bag det digitale galleri, så har vi endnu flere ting at glæde os til fra deres side i 2018.

ÅB

22 fotografer fra Nordjyske udstiller hos PixlArt

0

Årets første udstilling hos PixlArt i Østervrå har fået titlen Nordjyske Øjeblikke – og rummer pressefotos fanget i kameralinsen i løbet af 2017 af 22 fotografer fra Nordjyske Stiftstidende.  Udstillingen giver alle nordjyder muligheden for at reflektere og genopleve det forgangne års begivenheder – måske endda at se sig selv.

Nordjyskes fotografer er dagligt vidner til udviklingen i vores region. Dag ud og dag ind befinder de sig ude i landskabet, i børnehaven, i sportsklubberne, på hospitalerne, til kulturarrangementer og i alle de andre lokaliteter, hvor vi nordjyder lever og øjeblikke bliver dokumenteret. Fotograferne er vores øjne i Nordjylland, og deres billeder fortjener ekstra opmærksomhed.

Nu får vi alle sammen endnu en chance for at se de mange flotte portrætter, sjove situationer og historiske billeddokumentationer – tilmed på storskærme eller projiceret op på lærreder i formatet 10 x 3 meter – og det giver nye og interessant oplevelse af billederne.

Billeder og video
Publikum kan glæde sig til mere end 600 billeder, som PixlArt og fotograferne har sammensat til en helt speciel udstilling, der også indeholder de vigtigste, sjoveste og sødeste indslag produceret til 24Nordjyske.

Det er ikke let at fremhæve nogen frem for andre, men af særlig lokal interesse kan nævnes et indslag om træning i kajakvending i Østervrå Svømmehal, og et godt grin er der også i undervandsrugby fra Hjallerup Svømmehal.

Hele januar
Ret optimistisk åbnede udstillingen 1. nytårsdag, og det tænker man på forhånd kunne være en lidt svær begyndelse. Alligevel valgte knapt 200 gæster at ryste sofaen af sig, og lægge vejen forbi den flotte og interessante udstilling, der kan opleves hver weekend i hele januar måned – og den er afgjort et besøg værd!

ÅB

Allan er tilbage i Meny i Østervrå

0

Allan Jensen er et kendt ansigt i Østervrå både fordi han bor i byen, men også fordi han i mange år var ansat i den butik, han nu er vendt tilbage til.

Allan har været selvstændig købmand i Spar i Frederikshavn i 11 år, men er altså nu tilbage i topform i butikken i Østervrå.

Vi glæder os over igen at have Allan i butikken, fortæller købmand Kasper Kærsgaard, Allan er en frisk fyr og passer rigtig godt ind i vores team af medarbejdere.

Allan vil sammen med Brian Kristensen fremover dele rollen som butikschef i Meny i Østervrå.

Allan glæder sig over at være tilbage i Østervrå og glæder sig til at møde de mange lokale kunder, både dem han kender og dem han endnu ikke kender ligesom han glæder sig til samarbejdet med sine nye kollegaer.

Jeg vil gøre mit yderste for, at vi hver dag kan tilbyde vore kunder friske varer, stærke priser og den bedste service, lover han.

På billederne ses Allan sammen med hhv Brian Kristensen (tv.) og Kasper Kærsgaard (th.).

Dagli’ Brugsen i Dybvad investerer 3 millioner i eksisterende butik

0

Man har puslet med det et stykke tid, fortæller uddeler Preben Hansen og fortsætter: Det bliver et noget anderledes koncept – både farvemæssigt og indretningsmæssigt i butikken.

Den store del består i, at man inden for køl og frost går fra freon til CO2 anlæg, som er fremtidens kølemiddel – ikke mindst p.g.a. miljøet.

Vores type anlæg bliver ulovligt at påfylde i 2020 og samtidig er energiforbruget meget mindre end det nuværende.

Der vil også blive installeret LED-belysning i hele butikken, så nu kan vi faktisk ikke energi-optimere mere, da vi også har solceller, siger uddeleren.

Man har valgt at udskifte alle kølemøbler – både hvad angår køl, frost, frugt, grønt og mejeriprodukter.

Selve indretningen i butikken bliver anderledes, fortsætter Preben Hansen – f.eks. bliver kød-afdelingen en del af frugt og grønt, samtidig med, at man får lidt mere kapacitet end i dag – og endelig kommer man til at gå fra frugt/grønt og kød-afdelingen over i vin-afdelingen. Hvis uddeleren skal beskrive det nye lidt nærmere, så kunne man kalde det et nostalgisk look, siger han.

Det er sådan, at der flyttes omkring på næsten alt i butikken og det vil påvirke nogle områder i den periode, hvor det foregår, lyder det videre. Man starter i uge 3 og det giver nogle dage uden frostvarer – man forventer, at det store ryk er færdig i uge 5.

Åbningsdatoen, hvor alt det nye er klar, er endnu ikke fastsat, men man satser på, at det bliver i uge 9.

Det er mange penge, der investeres, siger uddeler Preben Hansen, men vi får en butik, der er fremtidssikret med hensyn til materiel – og han slutter af med at sige: Efter den store investering forventer butikken stadig at komme ud med positiv drift – også i 2018.

 Jo–Jo

Stor tilslutning til GoRun

0

Der var stor tilslutning til GoRun i Søparken, både juleaftensdag og nytårsaftensdag.

Man mødes hver søndag formiddag – efterhånden er det blevet til 92 søndage, hvor man har løbet eller gået rundt om søen i Søparken, Dybvad.

Også d. 24. dec. mødtes man – 41 deltagere var der,  fortalte Claus Nielsen fra Dybvad IK, der stod for arrangementet denne søndag. Han nævner også, at GoRun har kørt hver eneste søndag her i Dybvad modsat mange andre steder, hvor det ikke har været sådan. Der var iøvrigt en helt speciel gæst den formiddag nemlig selveste julemanden.

Flere af deltagerne havde også valgt at tage nissehuer på og der blev sunget julesange mens der blev drukket gløgg og varm kakao og spist pølser med brød fra grillen.

Efter alle julens strabadser var der søndag d. 31. dec. hele 66 deltagere, der ville være med til GoRun – her var det Dybvad Borgerforening, der stod for arrangementet – de serverede champagne, saftevand, kransekage og småkager til alle og der var nogle af deltagerne, der havde fundet nytårshattene frem i dagens anledning.

Jo-Jo

Flere udrykninger i Østervrå

0

Det lokale beredskab på Falcks brandstation i Østervrå satte i 2017 endnu en gang en tyk streg under sin berettigelse med et stigende antal udkald og hurtig respons.

De frivillige brandsvende ved stationen i Østervrå har været ude til 37 alarmeringer i 2017. Det er 12 mere end i 2016 og tidligere år, hvor gennemsnittet har ligget på 23-25 udkald. Seks af opkaldene i 2017 har været til assistance henholdsvis Brønderslev og Hjørring Kommuner, som stationen i Østervrå har en samarbejdsaftale med.

Sådan lød de indledende ord fra brandstationsleder Gorm Rosendal til den årlige nytårsparade. Et andet vigtigt parameter er responstid og afgangstid, og her havde stationslederen et par enkelte kommentarer, som dog var i småtingsafdelingen, og det fremkaldte da også muntre kommentarer rundt om bordet. Der skal ikke herske tvivl om, at de lokale brandsvende sætter en stor ære i at holde de flotte gennemsnit, som de er garanter for.

Nyt beredskab
Året 2017 blev også det første år med det nye Nordjyllands Beredskab. Mange knaster er blevet klaret i den store sammenlægningsproces, men der er stadig en del, der ikke er faldet på plads endnu. – Vi undergår heller ikke besparelse, men der er en forventning om at sammenlægningen af vagtcentralerne kan give en del, forklarede Gorm Rosendal, dertil kommer bl.a. en logistikmæssig koordinering, og et forslag om, at reservekøretøjer evt. kan indgå i et samarbejde mellem Falck og beredskabet.

Falck og Nordjyllands Beredskab har fornyet sin samarbejdskontrakt, og den gælder i 10 år.

God bemanding
Bemandingen på stationen i Østervrå er i øjeblikket ganske pæn. – Vi har været heldige at få flere nye kolleger, som afløsere for dem, der er gået på pension eller er flyttet fra byen, oplyste brandstationslederen. I 2017 er der kommet to nye, og det er dejligt, men vi er hele tiden på udkig efter flere – og specielt i dagtimerne på hverdage er vi stadig ret sårbare.

Brandstationslederen udtrykte også håb om, at flere virksomheder får øjnene op for, hvor centralt Østervrå er placeret i Vendsyssel. – Her er basis for at flere kunne slutte sig sammen og etablere en central base i byen, foreslog Gorm Rosendal. Flere virksomheder vil også betyde flere muligheder for at kunne rekruttere frivillige brandsvende, der netop kan møde i dagtimerne på hverdage.

Synligt brandvæsen
Brandsvendene er fortsat meget synlige i bybilledet. Udover det, der er deres primære funktion, har de bidraget til fællesskabet ved Dyrskue på Bødkergården, Open by Night, Gør byen Ren, og de har også planer om at deltage i den kommende Østervrå Messe.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

 

Udrykninger i 2017
Tre færdselsuheld
En skorstensbrand
Ni automatiske brandalarmeringer
Fire bygningsbrande
Fem gårdbrande
Syv naturbrande
Otte diverse f.eks. forurening, eftersluk o. lign.

10 års jubilar på Østervrå Brandstation

0

I forbindelse med den årlige nytårsparade havde brandstationsleder Gorm Rosendal den store fornøjelse at overrække 10 års mærket til én af sine kolleger. Holdleder Peter Pedersen har været ansat som brandsvend ved Falck brandvæsen i Østervrå siden 2007, hvor han bestod grunduddannelsen, som i 2016 blev suppleret med uddannelsen som holdleder.

Brandstationslederen kun-ne konstatere, at der er sket en del på de 10 år. Stationen i Østervrå har gået fra to biler til én bil med større kapacitet. – Vi har også fået meget mere fokus på arbejdsmiljøet, konstaterede Gorm Rosendal, der havde mange rosende ord til sin kollega.

– Du er én af ”dagmændene”, som næsten altid kan møde op ved udkald i dagtimerne på hverdage. Du bidrager gerne med gode ideer, når vi planlægger brandøvelser, og du er en god medspiller på de opgaver, vi får. Du er aldrig bange for at tage fat, og så bidrager du til kammeratskabet med dit gode humør. Jeg sætter stor pris på dig som person, du er til at regne med og stole på, og det er to af grundstenene i et godt beredskab.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen