Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Østervrå Idræts- og Kulturcenter er et samlende punkt

Første etape af ”Vi bevæger Østervrå” blev godt modtaget af brugerne, og har de første måneder vist sig som et stort aktiv for Østervrå Idræts- og Kulturcenter (OIKC).

Begyndelsen af 2017 var en særdeles hektisk periode i OIKC. Færdiggørelsen af den seneste tilbygning nærmede sig med hastige skridt, og der var virkelig mange bolde i luften og håndværkere, der havde travlt med at blive færdige med deres del af projektet. Samtidig havde hallens personale travlt med at købe nyt inventar, og sørge for at de daglige brugere mærkede byggeriet så lidt som muligt.

Østervrå Bibliotek og Østervrå Ungdomsklub er flyttet ind i nogle af de nye kvadratmeter, og det går rigtig godt. – Det er dejligt at se mange ”nye” brugere i centret, lød det fra næstformand Jørgen Brobak til årets generalforsamling.

Tilløbsstykke
Indvielsen 28. april blev et sandt tilløbsstykke, for rigtig mange ville gerne se de nye omgivelser, og mange roste det vellykkede resultat. Borgmester Birgit Hansen og mange andre udtrykte også stor glæde og anerkendelse til projektet og dets forløb.

I forlængelse af indvielse fik den resterende del af centrets foyer en overhaling, så den matcher nybyggeriet.

De to øvrige projekter i ”Vi bevæger Østervrå” – faciliteter til spejderne og en sognegård ligger p.t. lidt stille.

Flot resultat
Økonomisk kom centret ud med et fint resultat, og det er godt gået efter et byggebudget på 5.4 mio. kr., der stort set holdt og dertil en fornuftig finansiering. – Vi klager ikke, men ser med spænding hen til de igangværende forhandlinger om en ny kommunal tilskudsmodel og 25-årsreglen, som vi har et håb og en forventning om, vil falde positivt ud til fordel for OIKC, sagde Jørgen Brobak, det er på høje tid, at der kommer en harmonisering af reglerne.

Nye tiltag
E-sport er også på vej ind i OIKC med ungdomsklubben som tovholder. FOF har henvendt sig med ønske om et samarbejde, så der er lagt op til flere nye tiltag, der hilses velkommen i OIKC, hvor de sportslige aktiviteter er lidt i tilbagegang.

Jørgen Brobak rettede en særlig tak til tidligere byrådsmedlem Frode Thule Jensen for hans indsat for lokalområdet, og beklagede, at det ikke blev til endnu en periode i byrådet.

Til bestyrelsen var der genvalg af René Larsen, Birte Christiansen og Karsten Høyrup, samt til suppleanterne Kaj Mathiassen og Søren Pedersen. GF77s repræsentant Kaj Nielsen takkede af efter mange års tro tjeneste.

Fuldt hus
At Østervrå Idræts- og Kulturcenter er et samlende punkt, kan der vist ikke herske tvivl om, og et eksempel på dette var netop denne aften:

I cafeteriaet: Generalforsamling i OIKC + bestyrelsesmøde i ØVI badminton

I Klubhuset: Præmiewhist

I biblioteket: bestyrelsesmøde i ØVI håndbold + selvbetjent åbningstid

I mødelokalerne: Generalforsamling i Østervrå Antenneforening

I idrætshallen: håndboldtræning

I Kulturhuset: Generalforsamling i JAK Banken og Yoga

I svømmehallen: Besøg af efterskoleelever på overlevelsestur

I motionscentret: masser af motionister

ÅB

Populære artikler