Home Blog Page 405

Mellem hammer og kors

Dette års sogneudflugt i Torslev/Østervrå bliver onsdag den 6. juni og går til Lindholm Høje. 

Et fantastisk sted, hvor fortid i særlig grad møder nutid. På udflugten har vi særlig fokus på en spændende overgangstid. Mellem hammer og kors er en fortælling om asatro og kristendom, men samtidig er det historien om en højspændt politisk konflikt, der mod vikingetidens slutning var under opsejling i Danmark. 

Med udgangspunkt i to nordjyske kvinder, som hver tog deres personlige stand-punkt i spørgsmålet om tro og sædvaner i den sidste del af vikingetiden, vil museumsdirektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørbach, fortælle om samfundet, kongemagten og ikke mindst overgangen fra asatro til kristendom i vi-kin-ger-nes Nordjylland. For-tællingen vil foregå både inde på museet og ude blandt gravene Lindholm Høje.

Turen har noget at byde på til alle aldre, som synes vores historie er spændende. Vivi Dybdahl og Jørgen Clausager er inviteret med for at medvirke til at de historiske tråde bliver trukket helt hjem til vores egne sogne.

Turen foregår med bus, og inden turen går hjem igen, runder vi besøget af med kaffe og lagkage på Café Lindholm, der ligger ved museet.

Hurtig tilmelding er nødvendig.

Velbesøgt dyrskue på Bødkergården

0

Det dejlige sommervejr fik rigtig mange til at lægge vejen forbi årets dyrskue på Bødkergården i Østervrå. 

”Det kolde Gys” hed en af forlystelserne på dyrskuepladsen, og måske havde det været nemt at få flere til frivilligt at melde sig til at få en spand kold vand ned over sig. For det var varmt – rigtig varmt, men også hyggeligt, og alle tog det stille og roligt, hvis man lige ser bort fra børnene i hoppeborgen, som bestemt ikke stod stille. 

Antallet af dyr i ringen var højere end sidste år, og det var imponerende, hvad børnene vidste om deres kæledyr, så dommerne kom igen på en rigtig svær opgave. Heldigvis var der diplom til samtlige udstillere, uanset om de kom med heste, hunde, kaniner, gæslinger kattekillinger, høns eller et nøgent marsvin. 

Alle aldre
Der var helt tomt i det store markedstelt, men til gengæld stor søgning til de opstillede borde eller ståpladserne i skyggen under markedsparasollerne. Byens to spejderkorps deltog med aktiviteter, og de lokale brandmænd dukkede også op med en yderst populær gæst – den store røde brandbil. 

Stegepanderne sydede med pandekager over de glødende bål. Små piger med lyserøde candyfloss, det unge par med deres næsten nyfødte, et ældre par med hinanden under armen, forældre med deres handicappede søn i kørestol – gæster i alle aldre hyggede på den store plæne, ved forlystelserne og sidste men ikke mindst til et andet af dagens højdepunkter i det store telt. 

Underholdning
De ældste børn fra børnehaven var på de skrå brædder med eventyret ”Kampen mellem Egetræet og Bøgetræet”. En uropførelse af det stykke, de senere skal deltage med til den fælles kommunale ”Eventyrets Dag” i Frederikshavn. 

De lidt yngre børnehavebørn gav den på alle tangenter med en cirkusforestilling, der havde alle de rette elementer – akrobater, vilde dyr, klovne, linedansere og cowboys. 

Et andet underholdende og nyt indslag var deltagelse af lokale hunde fra DCH Sæby. En både munter og interessant opvisning i bl.a. lydighed med deltagelse af fortrinsvis lokale hunde og ejere. 

Overskuddet fra dagens omsætning går til driften af Bødkergårdens dyrehold, som Bødkergårdens Venner har ansvaret for. 

ÅB

Fotos: Ejvind Pedersen

Lørdagsmatiné i Flauenskjold

0

Lars Hans Pedersen fra  Flauenskjold HøHotel og  også  repræsentant for Voer Kirke fortæller til avisen  om et arrangement, der foregår i en lidt usædvanlig konstellation, som han siger – nemlig Voer Kirke, Jyske Ås Kulturhus og Flauenskjold HøHotel. Man inviterer til  Matiné  på Flauenskjold Gl. Kro – nu Jyske Ås Kulturhus, hvor man kan opleve ”The Fairy  Hills”, der spiller irsk folkemusik. Det kommer til at foregå den 9. juni  – og musikerne fortæller i deres pressemeddelelse, at der bliver rig mulighed for både at synge og klappe med og det hele leveres med gode historier og godt humør. Koncerten bliver en rejse i den irske folkemusik, loves der også.

”The Fairy Hills” består af Mats Lindblad  på guitar og mandolin, Rune Skjold Mikaelsen på trommer og cajón og Kaj Bertelsen på harmonika, guitar, tinwhistle og sang.

Lars Hans Pedersen har til avisen fortalt, at man i forbindelse med arrangementet blandt andet har  tænkt, at hvis folk ikke vil komme til kirken, må kirken komme til folk.

Det er også en vigtig måde at vise, at forskellige aktører i Flauenskjold  sagtens kan arbejde sammen – siger Lars Hans Pedersen.

Matineen  består af  2 gange 45 minutters underholdning og der bliver i pausen mellem de 2 gange musik –  serveret en let anretrning  bestående af  2 slags sild og 3 slags ost, brød og smør.

Man vil kunne læse nærmere om matineen i næste uges avis.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

 

Vejret var med Flauenskjold Marked – næsten til det sidste

0

Høj solskin var der da markedet blev åbnet af borgmester Michael Klitgaard i fredags og der var også solskin og højt humør, mens man nød de gule ærter og blev underholdt af populære Bo Young. 

Så var markedet i gang og det fortsatte i hele 3 dage, som det plejer og lørdag var der kvalifikation til Vendsysselmesterskabet i Havetraktor og det er noget, der altid trækker mange folk til og sådan var det også denne gang.

Festen i teltet om aftenen er altid godt besøgt – man nyder maden og stemningen og den gode musik – leveret af Curly Band.

Søndagen bød på det traditionelle optog, der i år bestod af ca. 40 NSU og Puch-knallerter, der kørte ind på pladsen med Borgerforeningens kasserer, Knud Christensen i spidsen og det var et imponerende syn, da de kørte langs alle boderne hele vejen op til markedsteltet.

Der var rift om ture i radiobilerne og mange kastede sig ud i elastikspring – altsammen noget man kunne prøve i Frederiksens Tivoli.

I Pensionisternes telt var der godt gang i vaffelbagningen, der bredte en dejlig duft ud på pladsen og lokkede folk ind for at smage.

Søndag eftermiddag var der traditionen tro ringridning og her blev der følgende placeringer: Pony – 1. pladsen gik til Freja Broberg Carlsen og 2. pladsen til Laura Berg Jensen. Hos de voksne gik 1. pladsen til Gitte Hansen – 2. pladsen til Tanja Kiib og 3. pladsen gik til Lars Hansen og titlen som den flottest pyntede fik Tanja Kiib og hendes hest.

Både formand Keld Stougaard og kasserer Knud Christensen sagde midt på eftermiddagen – søndag, at det ikke havde været et rekord-marked, men et godt og tilfredsstillende marked og sidst men ikke mindst – at der helt sikkert blev Flauenskjold Marked næste år igen.

 Jo-Jo

Fotos: Ejvind Pedersen

KFUM Spejdernes cykelløb i Dybvad

0

I strålende solskin og temperaturen over de 22 grader, var hvad der mødte de 11 cykelryttere der var mødt frem for at deltage i KFUM Spejdernes cykelløb i Dybvad, tirsdag aften den 15. maj. Efter at startskuddet havde lydt ved Dybvad Stålindustri, blev der kørt i 5 kvarter på en strækning på 1 km, dog med lidt pauser ind imellem, for at få væskebalancen i orden.

Efter løbet var der vafler og kaffe, imens blev aftenens resultat gjort op, det blev fint med 5.800 kr, som går til at lave spejder arbejde for.

 Hos bæverne var det Morten der kørte flest kilometer og flest penge ind.

Hos ulvene var det Nicolaj der kørte flest kilometer og  Joakim Cemnitz Friis flest penge ind.

Hos Junior spejderne var det Lasse Thomsen kørte flest kilometer og også kørte flest penge ind.

Der var gaver til alle cykelrytterne som var sponseret af forskellige erhvervsdrivende i byen.

Til slut takkede grupperådsformand Georg Thomassen alle dem der havne sponsoreret cykelrytterne, til firmaerne der havde givet gaver til cykelrytterne, samt for forplejningen og husly, og glædede sig til at se deltagerne igen næste år.

Indvielse af Clausens udsigt og legepladsen i Søparken

0

Efter Go Run, der foregår hver søndag formiddag i Søparken var det ikke tid at gå hjem, der var nemlig indvielse af den nye legeplads og af Clausens Udsigt og fremvisning af den ene af flere shelters, som er anlagt i Søparken.

Man fulgtes ad til Clausens Udsigt – højen, hvor mindestenen for Søparkens skaber, Søren Clausen, står og har stået siden 1952.Der er nu igen blevet sat en flagstang op på højen og et bord-/bænkesæt og pyntet op med blomster foran mindestenen.

Indvielsen blev foretaget af Borgerforeningens formand, Jesper Koldtoft, der bl.a. sagde, at man længe havde ønsket at skabe en flottere indretning af denne skønne plet. Han fortalte også lidt om ovennævnte Søren Clausen, der var realskolebestyrer i Dybvad og som sammen med borgere fra byen fik omdannet byens nedlagte mergelgrav til området Søparken. Nogle påstod, at her fik de aldrig noget som helst til at gro, fortalte Jesper og fortsatte – men Clausen stod fast, og takket være ham har vi her i dag en af Vendsyssels virkelige naturperler.Søren Clausen døde i 1950 og mindestenen blev rejst i 1952 af taknemmelige borgere.

I sin tale takkede Jesper Koldtoft Spar Nord, Sæby for flagstang og bord-/bænkesæt og Spar Nord Fonden for de to shelters, der bliver stillet op – desuden takkede han alle de frivillige, der har arbejdet på projektet til Grøn lørdag og også efterfølgende. Lynge Sort Jensen hejsede Dybvad-flaget på den nyopstillede flagstang.

Herefter begav alle sig afsted over til den nye legeplads, der også skulle indvies og her kom Jesper Koldtoft med forhistorien vedr. legepladsen og sagde, at der havde været en afstemning om placering af legepladsen – skulle den ligge v. ældrecentret eller der, hvor den nuværende legeplads ligger eller i Søparken. Valget faldt på Søparken.

Man er fra Borgerforeningens side utroligt glade for det nye aktivitetstilbud til børnene her og man regner ikke med, at legepladsen bliver den eneste af sin slags for i By udviklingsprojektet er der lagt mulighed for flere lege- og aktivitetspladser ind – herunder også noget for de yngste – sagde formanden og sluttede af med at takke Distriktsudvalget i Frederikshavn Kommune, Lions Club i Sæby, Spar Nord Fonden og alle de frivillige og her også for lån af maskiner og udstyr, der var noget større end det, vi plejer at begive os ud i. 

Så skulle snoren klippes over til legepladsen og det blev gjort af Caroline sammen med Lynge fra Spar Nord. 

Jo-Jo

Fotos: Ejvind Pedersen

Flere gode tilbud i forbindelse med Open By Night i Dybvad

0

Man har allerede her i avisen kunnet læse lidt af programmet for Open By Night i Dybvad, men der er kommet flere gode tilbud siden da – bl.a. vil der være Ballondart, hvor man kan vinde gavebeviser og der arrangeres skattejagt med poster rundt i gaden.

Dybvad Handel og Erhverv vil sælge vafler, kage og kaffe og der er rigtig mange gode tilbud i butikkerne den aften.

Sidste nyt fra Veterantræffet lyder på, at man mødes ved DLG og kører i optog gennem byen og slutter i Jernbanegade.

Kroen har også løftet sløret for, hvad menuen består af den aften – der vil blive serveret rosmarin- og enebærrøget skinke m. kartoffelbåde, torvets salat, flutes og lys pebersauce. Husk også, at der er live-musik i gaden v. Det Bette Danseband.

Man kan stadig nå at få en bod i gaden, lyder det fra Dybvad Handel og Erhverv – man skal bare henvende sig til Dorte Chemnitz.

Man kan se hele programmet for Open By Night i næste uges avis.

 Jo-Jo

Brand to gange på samme adresse

0

Beredskabet fra Østervrå og Sæby blev kaldt til en villabrand på Skævevej i Brønden. Under arbejdet med reparation af taget, gik der ild i noget tagpap, det var en mindre brand som hurtig blev slukket. En time senere blev Beredskabet igen kaldt til samme adresse, der var ild i en brændestabel, som stod tæt ved huset. Det var muligvis nogle gløder som havde ligget og ulmet, som så var blusset op igen.

Foto: Ejvind Pedersen

Velbsøgt musikeftermiddag på Dybvad Ældrecenter

0

Forleden dag havde Dybvad Ældrecenters Aktivitetscenter besøg af årets kvindelige Dansktop solist, Lotte Riisholt.

Der var fyldt til sidste plads i Aktivitetscentret den eftermiddag og der blev sunget med og gynget med på alle de populære sange med de velkendte refrainer, der netop kendetegner den gode Dansktopsang.

Ud over det med sangen og musikken så bød Hyggeholdet på deres meget populære kagebord, der nok kunne få tænderne til at løbe i vand hos de fleste og der blev godt nok også smagt på de mange spændende kager og der til blev der serveret kaffe eller te og der var naturligvis også vand på bordene og heldigvis for det, det var nemlig en af de rigtig varme dage, at arrangementet fandt sted.

Selv om det var over de 25 grader udenfor – forhindrede det ikke publikum inden for i at synge med på sangene fra dengang som f.eks. Når lygterne tændes – Kan du ha’ det rigtig godt og mange, mange flere og der blev klappet rigtig meget tillige med – det var noget publikum kunne lide og det endte da også med, at Lotte Riishøj og hendes pianist måtte give et ekstra nummer og det gjorde de gerne.

Endnu en dejlig eftermiddag i musikkens tegn og med Hyggeholdets lækkerier i form af mange forskellige tilbud til den søde tand.

    Jo-Jo

En skøn tur ud i det blå

0

Beboere og frivillige fra Østervrå Ældrecenter nød en utrolig smuk og afvekslende tur ud i den nærmeste omegn, hvor landskabet bød velkommen i sin smukkeste forårspragt. 

Årstidens smukke grønne, gule og røde farver kan kun få én til at blive i rigtig godt humør. Det var da også præcis den virkning det havde på selskabet af beboere fra Østervrå Ældrecenter, som i sidste uge havde sat kursen ud i det blå. 

Det var husets Frivillige Hænder, der inviterede, og beboerne fra centret var fulde af gå-på-mod, da de to minibusser rullede op foran Vrængmosevej 2. Det tog ikke mange minutter før hele selskabet var godt ombord, og turen kunne begynde – tilmed i et strålende solskin med passende varmegrader. 

Smukt og frodigt
Første stop var den nye udstykning i Bakkevænget, her var der sket meget siden turens deltagere sidst havde set området. Den ny udstykning er ved at blive byggemodnet, og flere nye byggerier er skudt op. 

Af sted mod skoven gik det ad de små naturskønne veje – lidt snoede og smalle, men til gengæld utroligt smukke og frodige. 

Forbi Ormholt, Nejsum, Brønden og Ny Vesterskov gik det i passende tempo, så alle kunne få det hele med. Allerup Bakker pralede også med et utal af grønne nuancer, og her blev der gjort holdt på en P-plads midt i det dejligste naturskønne område. Det var blevet tid til at nyde den medbragte kaffe og hjemmebagte kage fra de søde piger i ældrecentrets køkken. Alle nød det lækre traktement ved de opstillede borde og bænke, og den gode stemning blandede sig med naturens lugte, solens varme stråler og den fælles hygge. 

Mod nye mål
Sidste etape af turen gik gennem Pajhede Skov med flokke af dyr og en pralende pragt af smukt blomstrende træer. 

Lige pludselig dukkede Østervrå op forude og en vellykket tur havde nået sin endestation. Alle var fyldt godt op med de mange skønne indtryk og en glad stemning. 

Næste gang De Frivillige er på banen er allerede først i juni, hvor turen går til Tversted.

ÅB