En dejlig sensommeraften med tørvejr og en lille brise dannede i fredags rammen om en særdeles vellykket Østervrå open by night. Rigtig mange butikker deltog og holdt åbent med gode tilbud.
I teltet kunne man fra kl. 18.00 købe helstegt pattegris med tilbehør hos ØVI’s Venner og de kunne melde total udsolgt efter at have mættet mange sultne munde. Lidt senere i samme telt var der musik ved PångStars, som spillede til kl. 23.00.
Ellers var der masser af køretøjer og aktiviteter at kigge på. Gymnaster der sprang og spejdere, der bagte pandekager. To steder blev der holdt fødselsdag. Julie i Østervrå Blomsterbutik fejrede sit første år med butik, mens der lidt længere henne ad gaden blev skålet for 90 år med en vis lokal avis.
Rigtig mange besøgende gjorde aftenen til en succes og aftenen igennem var der mange ting at opleve og købe til gode priser.
Fotos: Lærke Ejstrup Brunse




