Home Blog Page 383

Ungdommen kom på græs

0

Try Thorshøj Boldklub lagde kulisse til sæsonstarten for ungdomsholdene i klubsamarbejdet ØVI/TTB, og de unge mennesker var klar til at tage fat.

70 fodboldklare børn havde fundet fodboldstøvlerne frem og trodset den lidt kølige og grå søndag for at melde sig klar til en ny sæson. TTBs formand Kurt Thomsen bøde velkommen, og bagefter assisterede Signe Christensen fra U16 pigerne ham med at få flaget til tops. 

Både ØVI og TTB ønskede spillere og ikke mindst trænerne en god sæson. Deres frivillige indsats er afgørende for, at de unge mennesker får en god oplevelse. 

En let gang træning foregik på grønsværen, og i klubhuset sørgede Emma Irgend og Anita Andersen for forældrene, som fik en orientering om den kommende sæson, og hvad der evt. forventes af dem.

ÅB

Spillemænd skabte hygge og glade smil

0

Oluf og Børge er populære gæster på Østervrå Ældrecenter, og i sidste uge var de to musikalske spillemænd igen på besøg. 

Snakken gik og både sang- og lattermuskler blev flittigt rørt på Østervrå Ældrecenters første sal, da De Frivillige i forrige uge, havde inviteret huset beboere til endnu et musikalsk møde med to af områdets kendte og gode spillemænd. Tidligere cyklehandler i Østervrå gennem 20 år Oluf Mikkelsen, og hans musikerkollega fra Tårs, tidligere brugsuddeler igennem 40 år Børge Kallehauge. 

De to musikere medbragte ikke kun deres instrumenter, men også deres gode humør, og det smittede af på både musik og tilhørere. 

De Frivillige havde tilrettelagt aftenen med et lille tankevækkende indslag, som indgang til en aften fyldt af sange fra De Frivilliges egne sanghæfter, der indeholder ca. 70 kendte/og mindre kendte sange. Husets beboere viste igen deres store sangglæde, der helt naturligt skabte en god stemning, masser af smil og sjove bemærkninger. 

En velfortjent kaffepause bød på lækkeri fra centrets fantastiske køkkenpersonale – også et højdepunkt på en skøn aften. 

Allerede søndag den 3. marts er De Frivillige på banen igen med Fastelavnsfest og tøndeslagning for beboere og pårørende. 

ÅB

Fin debut til LAN i Østervrå

0

Deltagerne er tilfredse, arrangørerne er tilfredse, og nu skal der evalueres og drages erfaringer. Allerede nu ligger det helt fast, at der bliver et nyt party i Østervrå.

Alle mand – 59 drenge og en enkelt pige mødte forventningsfuldt op til det første LAN-party i Østervrå Kulturhus. På forhånd havde arrangørerne og styregruppen sørget for, at gøre klar til de mange deltagere. 

For en passioneret computerspiller er LAN-Party vel noget af det tætteste, man kommer på drømmeland. Bare at spille sit yndlingsspil med sig selv eller mod andre passionerede spillere i 24 timer. Ingen løftede pegefingre eller begrænsninger i form af skærmtid osv., og spillet det blev der – i stor stil. 

Undervejs havde styregruppen tilrettelagt konkurrencer og sjove indslag. Bl.a. kunne deltagerne prøve en forhindringsbane med små minidroner – udfordringen lå ikke kun i at styre de små hurtige maskiner, men også at gøre det på bedste tid. 

Mad og hvile
Det kan være nødvendigt med en pause, og flere havde da også taget sovegrej med, så hjerne lige kunne få et lille hvil – inden det igen gik løs med bl.a. Counter Strike og Rocket League, som der også blev afviklet konkurrencer i med fine præmier. Bl.a. de før omtalte minidroner. 

LAN-party er bare chips, cola og slik! Er manges opfattelse, og det er da også ingredienser, der indgår, men arrangørerne havde sørget for, en god sund lasagne og frugtstænger til aftensmad, og begge dele var populært. Til morgenmad var der også mulighed for at vælge god og varieret kost. 

Erfaringer
Arrangørerne har gjort sig mange gode erfaringer undervejs, og langt hen ad vejen har der været mange positive oplevelser. Kulturhuset er ideelt til arrangementet, og selv om netværket ikke helt havde den nødvendige kapacitet, så blev den udfordring også løst. 

Planener om at vise livestreaming fra festen gik desværre ikke helt som forventet, men det er noget, der bliver arbejdet på til næste gang. Til gengæld er der optaget en masse video.  

Fint samarbejde
Arrangørerne Østervrå Idrætsforening og styregruppen er særdeles godt til freds med hele forløbet. Idrætsforeningen er imponeret over den effektivitet styregruppen har arbejdet med, og styregruppen er glad for et super godt samarbejde med Østervrå Idræts- og Kulturcenter samt Frederikshavn Kommunes IT-afdeling. 

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Lions Banko

0

Sæby Lions afholder banko i Manegen i Sæby søndag d. 3. marts. Dørene åbnes allerede godt en time før start, så spillerne kan finde de plader, som de ønsker spille på. 

Der er mange flotte gevinster, som er sponseret af Sæby handlende.

Der bliver serveret gratis kaffe i pausen. Hvor der ligeledes kan købes kage og sodavand.

Bankospillets overskud går ubeskåret til almennyttige formål. Lions Club Sæby har i vinterens løb doneret ca. 50.000 kr. bort bl.a. til Sysselklubben, Danmarks Veteraner og Vesterskov Projektet. Lions Club Sæby håber, at mange spillere vil møde op til en hyggelig eftermiddag i Manegen, og støtte det gode formål.

Verdens største mobile hoppepude til Store Hoppedag

0

Dybvad Idrætsklub havde inviteret til Store Hoppedag sidste fredag i hallen og mange børn og voksne havde taget imod tilbudet om en aften i hoppeland.

Der var både mulighed for at være med på den kæmpestore hoppepude, som tiltrak de allerfleste, men der var også en lidt mindre hoppepude, hvis det var for voldsomt at skulle hoppe sammen med så mange andre – samtidig var der en hoppeborg til de mindste deltagere, så alle kunne være med og det var de helt bestemt også. Der var virkelig aktivitet og gang i den og børnene fik brugt utrolig mange kræfter og god energi sådan en aften.Det var helt sikkert meget trætte børn, der kom hjem fra et besøg i Hoppeland i Dybvadhallen.

Som oven for nævnt var det Dybvad Idrætsklub, der havde arrangeret og Klaus Nielsen fra atletikklubben fortæller, at det her var et forsøg og at overskuddet fra arrangementet skulle gå til de mange sociale klubture.

Der var mulighed for at købe drikkevarer, slik og chips i løbet af aftenen.

Op og Hop hedder firmaet, der kører rundt med de mobile hoppepuder og de fortalte, at de havde været 17 steder i løbet af vinterferien, så det er populært at komme op og hoppe på sådan en kæmpestor hoppepude og bare være med sammen med alle de andre på puden.

Arrangørerne var tilfredse med tilslutningen og tilfredse var også alle de glade børn og voksne, der tilbragte en aften i hoppeland i Dybvadhallen.

 Jo-Jo

Foto:  Ejvind Pedersen

Senfølger har store konsekvenser – selv om man ikke kan se det!

0

Under denne overskrift inviterer Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Frederikshavn mandag den 11. marts til debatskabende arrangement med fokus på senfølger hos børnekræftoverlevere. 

Flere og flere overlever i dag kræft, men stigningen i antallet af kræftoverlevere betyder også, at flere lever med senfølger; fysiske og/eller psykiske, og de kan vise sig når som helst. Kort tid efter behandlingens afslutning eller mange år senere.

Derfor er der behov for at sætte øget fokus på de udfordringer som kræft-overlevere oplever. Når behandlingen er afsluttet, og man er erklæret kræftfri, forventes det ofte, at man fortsætter sit liv som hidtil. At man vender tilbage til arbejdsmarkedet, genoptager sin uddannelse eller arbejde – at alt bliver som før sygdommen. Men dette er ikke altid muligt – ikke mindst for børnekræftoverlevere. Sundhedsvæsenet, arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet kan have svært ved at håndtere denne gruppe af kræftoverlevere.

Lokalforeningen ønsker at synliggøre de udfordringer, som børnekræftoverlevere oplever i deres hverdagen, og danne afsæt for en debat om, hvordan kommuner, arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner kan imødekomme senfølgeproblematikken bedst muligt. Forhåbentligt vil der på sigt etableres beredskaber og tilbud, som tilgodeser de særlige udfordringer og behov, som især børnekræft-overlevere med senfølger oplever. 

Arrangementet tager afsæt i rapporten At overleve kræft som barn har konsekvenser for resten af livet – også selv om man ikke kan se det fra Kræftens Bekæmpelse.

Rapportens forfatter Line Thoft Carlsen vil indlede aftenen med et oplæg om de erfaringer og opdagelser, som hun gjorde i arbejdet omkring børnekræftoverleveres senfølger. Herefter vil Anneli Odgaard, som er interviewet til rapporten fortælle om, hvordan hun oplevede at komme tilbage til hverdagen. 

Herefter indbydes til debat, hvor Senfølgeforeningen, Kræftens Bekæmpelse, borgmester Birgit Hansen og praktiserende læge Janni Kristensen vil bidrage til debatten med hver deres vinkel. Debatten ledes af Michael Frederiksen fra Kanal Frederikshavn. 

Arrangementet er åben for alle, og finder sted mandag den 11. marts i Rådhuscentret, Parallelvej 6, 9900 Frederikshavn.

Besøg af trolden Dylle-mor i Dybvad Børnehave

0

Forleden dag var der en helt speciel stemning, når man nærmede sig børnehaven i Dybvad. Kom man indenfor i haven, var man straks klar over, at her var noget helt specielt i gang – noget helt anderledes, der var nemlig besøg af selveste trolden Dylle-mor, der i øvrigt har hele syv troldeunger, fortalte hun.

Man var samlet ude i haven og troldemor fik børnene til at sætte sig ned og så gik hun ellers i gang med alle sine troldekunster. Der blev sunget om alle troldene, der boede ude i skoven.Børnene var meget engagerede, så da troldemor bad om hjælp af dem, for at kunne trylle sine dyr frem,  bl. en kanin og due, ja, og en drilleslange, så ville rigtig mange af børnene gerne være med og de var gode til at hjælpe troldemor og fik lov til at bruge hendes tryllestav. Børnene skulle også hjælpe med at trylle mad frem til dyrene, de voksne blev involveret – f.eks. fik Niels lov til at passe på troldemors lille due.

Til slut bad troldemor børnene om at gå op på bakken og se godt efter – det var jo en vaskeægte troldemor, der var på besøg, så hun havde bl.a. tryllet nødder og andet, som dyrene havde spist af, oppe på bakken. Børnene kom og viste det og samtidig undrede de sig over, hvor Troldemor mon var blevet af.

En supergod oplevelse for alle i Dybvad Børnehave, det er jo ikke hver dag, man møder en vaskeægte trold – er det vel.

Arrangementet blev støttet  af Dybvad Borgerforening.

Jo-Jo

Tab, tavshed og trang til trøst

0

Onsdag den 27. februar  får netværkscafeen i Kirken i Kulturcenter Vendsyssel besøg af Inge Kaldahl.

Inge Kaldahl, der er blevet kaldt: ”…en livgivende sjæl med mod til at være i det svære”, og betegner sig selv som ”en følgesvend i det ubærlige”, arbejder til daglig med mennesker i sorg i sin hyggelige lille Livssamtale Praksis på Boulevarden i Aalborg.

Hun er uddannet cand.pæd. i pædagogisk psykologi og sygeplejerske. Ud over sit tidligere mangeårige arbejde som psykolog og rådgivningsleder af Kræftens Bekæmpelse i Nordjylland, på Hospice og i psykiatrien, har hun også arbejdet for Moder Theresa i Calcutta i Indien.

Hendes foredrag kalder hun ”Tab, Tavshed og Trang til Trøst – at være følgesvend i dødens nærhed”

Alvorlig sygdom, død og sorg angår os alle, og alligevel er det temaer, der er fyldt med tabuer, tavshed, og vi får trang til at trøste og fjerne det smertefulde hos den der er ramt. 

Måske vi ikke skal forsøge at trøste, men i stedet turde være sammen om det svære. 

Det er vigtigt at huske på, at vi altid bærer en del af hinandens liv i vore hænder. Måden vi handler på over for andre har betydning. 

For eksempel kan vi alle møde ”en Karl”, som bare sidder hensunken i sin stol i et hjørne på sin stue på plejehjemmet. Den sidste uge er han blevet mere og mere træt, trist og indesluttet. Den glade latter og glimtet i øjet er væk. Sygeplejersken er bekymret og forsøger at tale om den svære afsked, men Karl afviser. 

En aften ringer Karls eneste søn Erik, som Karl ikke har været i kontakt med de sidste fem år. Erik vil gerne besøge sin far og forsones. Karl afslår hårdnakket og beder sygeplejersken love, at Erik aldrig må komme, heller ikke efter hans død. 

Sygeplejersken vil så gerne, at de bliver forsonet, ”får sagt ordentlig farvel” inden Karl dør, og at Karl får set sin nu ni måneder gamle barnebarn. Sygeplejersken forsøger igen, da hun kan mærke at Karl bliver tiltagende stille og sorgfyldt. Karl bliver mørk i blikket og siger meget vredt. ”..Kan man da ikke bare dø i fred…?”. 

Mener Karl virkelig, han ikke vil forsones, eller er det beskyttelse mod den svære afsked?

Er det rimeligt, at sønnen ikke må sige farvel til sin far, ikke engang efter han er død?

Hvad vil det sige at tage ”ordentlig afsked”?

Vil det være overgreb, eller vil det være modigt af sygeplejersken at lade sønnen pludselig dukke op?

Udstillingen ”Livet i Nord” er et hit

0

471 billeder og 14 film med Nordjyskes fotografers skud er en succes. Siden åbningen i slutningen af januar har udstillingen hos PixlArt haft flotte besøgstal. Har du endnu ikke set udstillingen, så får du en ekstra chance nu, hvor det digitale galleri i Østervrå holder åbent hele vinterferien. 

Fotografer fra Nordjyske dokumenterede året rundt, via flere tusind fotos og levende billeder, nordjydernes liv. I øjeblikket er et bredt udsnit af disse billeder tilgængelige hos galleri PixlArt i Østervrå, på storskærme i deres to udstillingshaller. 

Måske har du selv været i fotografernes søger – eller nogen du kender? I den aktuelle udstilling ses ca. 7.500 nordjyder, så kom selv om se! 

PixlArt anerkender at kunst og kultur kan være for de få – men også indeholde det mangfoldige, og det er netop det, der er lagt op til med udstillingen ”Livet i Nord”, der også har fundet plads til landsskabsbilleder. 

ÅB

Rigtig god interesse for 1-1-2 Akutordning

0

Borgerne i Østervrå er meget interesseret i den nye 1-1-2 Akutordning, og mødte talstærkt op til informationsmødet i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. 

Lige nu har 20 skrevet sig på listen og fem overvejer, om de vil melde sig som frivillige akuthjælpere. – Det er dejligt, at ordningen har fået så positiv en modtagelse, lyder det fra tovholder Gorm Rosendal, der har været med til at udarbejde ansøgningen til regionen. 

Onsdag aften var der inviteret til orienteringsmøde i idrætscentret, hvor tre repræsentanter fra regionen fortalte om, hvilke krav og forventninger, der stilles til medlemmerne af korpset. De frivillige bliver via alarmcentralen og efter bestemte kriterier, som de første, kaldt ud til et skadested, for at tage sig af den/de forulykkede eller syge personer indtil paramediciner og ambulancen når frem.  

1-1-2 Akutordningen er en udvidet førstehjælp, hvor hjælperne har lært hjerte-lunge-redning, men også kan forvente f.eks. at skulle måle blodsukker, give førstehjælp ved fremmedlegeme i halsen, samt anvende førstehjælpsudstyr som f.eks. brug af iltapparat og hjertestarter.

I løbet af de næste tre måneder, er der tilrettelagt et undervisningsforløb på fem hverdagsaftener og en lørdag, og efter det, er deltagerne kvalificeret til akuthjælpere. Den nye akut-ordning afløser den to år gamle SMS hjertestarterordning. 

Interesserede kan stadig nå at melde sig til hos Gorm Rosendal, men senest 21. februar. 

FAKTA:

Aftenens gæster:
Lægefaglig chef Poul Hansen
Frivillighedskoordinator Dorte Sofie Haals
Instruktør John Hechmann

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen