Home Blog Page 375

Himmelske dage på Heden

0

Himmelske Dage, eller det der tidligere blev kaldt Danske Kirkedage, er det største fælleskirkelige event i Danmark og arrangeres hvert tredje år. Himmelske Dage på Heden er navnet på arrangementet i 2019, der altså denne gang foregår på “heden”, nærmere bestemt i Herning.

 Om Himmelske dage siger arrangørerne: “Som kirker og kristne vil vi gerne samles på tværs af kirkesamfund og kirkelige retninger til gensidig opmuntring, erfaringsudveksling og gudstjenestefejring. Vi vil gerne vise hinanden de muligheder og den mangfoldighed, der er i det danske kirkeliv”.

Det lyder for nogen, måske, som en tør kop kaffe, men find hjemmeside og program på nettet, eller kontakt en af arrangørerne fra menighedsrådene, der vil være spændende programpunkter for alle aldre.

Menighedsrådene i Tor-slev og Østervrå vil gerne være med til at gøre det muligt for alle at opleve en del af himmelske dage, som foregår over fire dage omkring Kristi hommelfartsdag. Det optimale er måske at være der alle dage, men Birthe, Olav og Michael fra menighedsrådene vil gerne invitere med på en én-dags bustur den himmelske fredag. Dagen starter tidligt, men på busturen vil der være morgenkaffe undervejs. I Herning vil man blive sat af i nærheden af centrum, hvor der vil være let adgang til de mange aktiviteter. Et egentligt program for dagen er helt op til den enkelte, himmelske dage er et stort marked af muligheder for koncerter, foredrag, kunst, optrædener, gudstjenester, stilhed, caféer, spisesteder og meget mere. Torvet i Herning er centrum for begivenhederne og danner kulissen for Himmelske dage.

Bussen kører mod Vendsyssel igen om aftenen ved ni-tiden, inden hjemrejse er der mulighed for ved tilmelding at bestille spisning på Hotel Eyde, men der vil  også være mange andre spisetilbud på Himmelske dage.

 Læs meget mere om alle tilbudene på nettet, og se annoncen på Din kirkeside her i avisen.

Sommervinsmagning i Dagli’ Brugsen Dybvad

0

På fredag den 3. maj kan man blive præsenteret for nogle af årets rose- og hvidvine, som er i butikken nu, men som ikke findes i butikken på andre tider af året og dermed ikke er at finde i Dagli’ Brugsens sortiment i øvrigt. Der vil også være mulighed for at smage et par rødvine.

Det hele foregår på parkeringspladsen ved Brugsen, hvor der vil være opstillet et telt. Der vil være 12-14 forskellige vine, man kan smage på, fortæller uddeler Preben Hansen og han siger desuden, at der på dagen bliver mulighed for at bestille vin til afhentning ugen efter.

Bestyrelsen vil være tilstede i teltet, så der vil være mulighed for at få en snak med dem både med ros og ris, eller hvis man ellers går med ting, man gerne vil drøfte med bestyrelsen.

Endnu et godt tilbud er der på fredag, for udover vinsmagningen vil der være masser af gode udplantningstilbud – og her skal det lige bemærkes, at det tilbud kun gælder fredag.

Se i øvrigt annonce andetsteds i avisen.

Jo-Jo

Dybvads områdefornyelse for alvor skudt i gang

0

Torsdag aften var der indbudt til borger- og arbejdsmøde i Dybvad Forsamlingshus, hvor projektgruppen bag den fore-stående områdefornyelse kunne fremlægge skitser til 1. fase om forskønnelse af midtbyen. Skitserne er udarbejdet af de tilknyttede konsulenter fra LabLand i Aarhus, og omhandler tre forslag til indsatsområder; nemlig græsarealet ved Dybvad Ældrecenter, krydset ved Winkelsgade/Jernbanegade/Idskovvej, samt indkørslen til Dybvad ved Dagli’Brugsen. De omkring 60 fremmødte fik lejlighed til at drøfte de forskellige skitser, og kom med konstruktive forslag til ændringer og prioriteringer inden projektgruppen udvælger de endelige delelementer og sætter gang i anlægsarbejdet. Fælles for indsatserne er, at de er baseret på grønne opholdsområder og brug af bl.a. genbrugstegl – et materiale, der er kendetegnende for Dybvad som ”den røde stationsby”.

Ud over midtbyprojektet kunne man på borgermødet melde sig ind på forskellige arbejdsgrupper, der igangsættes her og nu – men hvor indsatserne er flettet sammen med de fremtidige faser (se faktaboksen). Således skal der nu arbejdes med anskaffelse af bl.a. havetraktor/redskaber til byens Grønne Hold, digitale infotavler i Brugsen, hundeskov, anlæggelse af sti i skovområde bag ældrecentret, udsmykning af varmeakkumuleringstank, velkomst til tilflyttere samt nye udstykninger og byggegrunde. Arbejdsgrupperne blev hurtigt fyldt op med både medlemmer og forslag til aktiviteter – og får fremover mulighed for at mødes både individuelt, men også sammen med projektgruppens medlemmer den 1. tirsdag i måneden inden og samtidig med åbningsaftener i Dybvad Lokalhistorie i Søparkhuset.

Selve borgermødet var dog ikke dagens eneste aktivitet i forsamlingshuset, idet der forinden blev afholdt et aktørmøde som kickstart på fase 2 omkring det lokale friluftsliv. Her var repræsentanter fra byens foreninger og andre interessenter inviteret til at tage hul på de forestående projekter vedrørende området ved hallen/skolen og Søparken. Begge steder er udpeget som fokusområder i kommende projekter, og allerede nu iværksættes der altså forskellige processer sideløbende med midtby-projektet. I forbindelse med denne indsats indbydes der til et tilsvarende borger-/arbejdsmøde senere på året.

Landdistriktskoordinator Line Søndergaard Schultz og arkitekt Marie Staal fra Park & Vej, der er Frederikshavn Kommunes tilknyttede konsulenter og tovholdere, kunne i øvrigt oplyse, at alle borgere er velkomne til at kigge forbi ”ByLivsKontoret”, som er indrettet i det gamle gartneri (over for Dybvad Ældrecenter) når åben-skiltet er ude ved vejen. Her vil man kunne nærstudere skitser og konkrete projekter, lige som man kan komme med ideer og input til både nuværende og fremtidige projekter. Når det praktiske anlægsarbejde iværksættes hen over 2019, vil ”ByLivsKontoret” desuden fungere som værksted og mødested for arbejdsdage m.v.

Områdefornyelsen er finansieret af Frederikshavn Kommune samt Boligministeriet.

 

FAKTA:

Områdefornyelsen i Dybvad har et samlet budget på kr. 3,3 mio, og fordeler sig på fem faser over en 5-årig periode:

Indsats 1: Forskønnelse af midtbyen kr. 1.200.000

Indsats 2: Det lokale friluftsliv kr. 600.000

Indsats 3: Stærke forbindelser kr. 750.000

Indsats 4: Historiefortælling kr. 340.000

Indsats 5: Lokalt samarbejde kr. 120.000

Hertil kommer udarbejdelse af program, projektledelse m.v.

Per Møller i Netværkscafeen

0

Onsdag den 8. maj får Netværkscafeen i kirken i Kulturcenter Vendsyssel, besøg af Per Møller, 1. viceborgmester i Hjørring kommune.  Han vil fortælle ud fra temaet: ”Mit liv som far, fitnessfreak og første viceborgmester”  

Per er medlem af Det Politiske Koordinationsudvalg for Sundhed og derigennem initiativtager til sundhedsprojektet ”Vendsyssel på Vægten”, hvor 1.700 borgere i kommunen tilbage i foråret 2017 tabte sig 7300 kilo. I 2018 tabte man knap 10.000 kg til VPV og der var 2.200 deltagere. 

Per er født i 1975 og efterfølgende opvokset i Tarm med sin storebror og sine forældre. Faktisk kommer hans far fra Børglum og hans mor fra Vrå, så lidt vendelbo er han.  

Som soldat løb han sit første maratonløb, og herudover fik han smag for nattelivet da han blev ansat på Crazy Daisy i Aarhus. Nattelivet, diskobranchen og livet som løber har præget hans tilværelse siden.

Per er foruden 1. viceborgmester,  Formand for Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalget og Medlem af Økonomiudvalget. Han er næstformand i  sundhedskoordinationsudv. i Region Nordjylland, medlem  af KL Repræsentantskab, Folketingskandidat i Nordjyllands storkreds. Kom og hør, hvad han har på hjerte, lyder det fra arrangørerne.

Skab nyt soveværelse med ny garderobe

0

Annonce: Står du og får mere og mere brug for en ny garderobe, eller har du bare lyst til forandring på dit soveværelse? Med en ny garderobe kan du skabe et helt nyt soveværelse. Det kan ændre udtrykket i et rum fuldstændig. Hvis man ovenikøbet sørger for at tænke smart, og får hjælp til at få udnyttet rummet bedst muligt, så har man pludselig meget mere plads til nyt tøj end før. Hos AUBO står de altid klar til at guide dig til den perfekte garderobe. 

Gør din garderobe til en del af soveværelset
En ny garderobe behøver ikke bare være en ny kommode, som nærmest intet udtryk har. Man kan gøre ens garderobe til en del af rummet, og gøre det til et statement, som ikke kan undværes i indretningen af rummet. Der er så mange muligheder, da man kan vælge så mange forskellige materialer og sammensætninger. Man kan gøre alt fra at have en hel væg med skydedørsskabe i sort til at have et lyst, walk-in skab med masser af hylder. Udtrykket ændrer sig specielt alt efter hvilke farver, man vælger. Går man efter mørke farver, så hjælper det til at få skabt en hyggelig stemning, hvor man nærmest føler, at man træder ind i en hule. Hvis man derimod vælger lyse farver, så åbner det rummet op og får skabt lys. 

Det er vigtigt at tænke over nogle forskellige ting, når man beslutter hvilken garderobe, man skal have. Har man et mindre soveværelse, så er det smart at vælge et skydedørssystem, da det er super praktisk og ikke fylder unødvendigt meget. Det er med til at skabe klare linjer, og giver plads i små rum. I sammenhæng med det, så bør man i et mørkt rum uden store vinduer, gå efter lyse farver. Man kan ovenikøbet vælge skydedøre med indbygget spejle, da det igen vil få rummet til at syne større. Har man et større soveværelse ovenikøbet med store vinduer, så kan man vælge et walk-in system. På den måde deler man også soveværelset op i to. En stor walk-in garderobe kan give en lidt mere eksklusiv fornemmelse, og er desuden ekstremt praktisk, da det skaber rigtig god plads. 

Match din garderobe til resten af dit hjem
For at få skabt en rød tråd gennem hele dit hjem, så kan du med fordel vælge en garderobe, som afspejler resten af dit hjems stil. En garderobe behøver ikke blot være funktionel, den må også gerne fremstå flot. Selvfølgelig skal der være plads til hvad, hvad man har brug for, men samtidig må den gerne se flot ud og passe til resten af hjemmet. Hvis man ønsker at få skabt denne røde tråd i hele ens hjem, så kunne man f.eks. vælge samme beklædning til sine skabe i ens garderobe som i bryggerset eller på badeværelset. Når tingene på den måde går igen, så føler man også, at hjemmet er mere gennemførte, og at der er ting over tingene. 

Palmesøndag i Østervrå Kirke

0

I løbet af de sidste par måneder har Freja Würtz og Annette Bæk undervist en flok elever fra 4. klasserne. Ca 20 elever har deltaget i Minikonfirmandundervisningen. Børnene har hørt om dåb og nadver, en lignelse, lidt om Abraham og Sara og fortælling om påsken. Vi har modelleret og tegnet og ikke mindst sunget – de sang også for menigheden – på godt 70 personer –  ved familiegudstjenesten palmesøndag i Østervrå. 

Skoleelever på den røde løber

0

Der var filmpriser, rød løber, spotlight og vinderblomster i bedste Cannes-stil, da læreruddannelsen på UCN afviklede multimediefestival med ca. 360 deltagere fra seks forskellige nordjyske folkeskoler.

Torsdag 11. april blev der for 14. gang afviklet multimediefestival, hvor elever fra indskoling og mellemtrin kunne se og hylde egne og andres medieproduktioner. Forud for festivalen havde de deltagende klasser produceret små film med udgangspunkt i en række opgaver.

Eleverne har arbejdet med alt fra ideudvikling, til skuespil, optagelse og redigering, så de er kommet igennem alle facetter af medieproduktionen. Det hele kulminerede traditionen tro med prisoverrækkelsen på UCN. 

Vinderhold fra Flauenskjold
Festivalen er inddelt i priser for indskoling og mellemtrin. Konkurrencen på mellemtrinet stod mellem 230 deltagere fra Fjellerad Skole, Haverslev-Ravnkilde Skole, Ellidshøj Skole, Flauenskjold Skole, Kærby Skole. Her gik 1. pladsen til Anton, Freja, Lea, Mads, og Tobias fra 4. – 6. kl. på Flauenskjold Skole.

Opgaven lød på at lave en stumfilm om en fiktiv person. Personens liv skal udspille sig inden for tidsrummet 1850-1900. Der skal arbejdes realistisk og fantasifuldt med skildringen af personens liv. I dommerens bedømmelse af Flauenskjold-elevernes film lød det blandt andet:

”På den anden side er en æstetisk og velfortalt kortfilm med stor indlevelse i en families liv. Historien er filmet i perfekte omgivelser både i huset og ude i landskabet, hvilket gør fortællingen autentisk og stemningsfuld. De tidstypiske kostumer bidrager også hertil”.

For indskolingen deltog i alt 130 elever og lærere fra henholdsvis Vejgaard Østre Skole og Fjellerad Skole. Her løb en gruppe elever fra 2. klasse på Vejgaard Østre Skole med 1. pladsen.

Festlig prisoverrækkelse
Lektor ved læreruddannelsen, Hanne Bøgesvang, står sammen med kollegaen Inger Toftegaard Barret for festivalen. Hun oplever, at eleverne går meget op i at producere filmene, men også at se andres produktioner

– Det var en festlig og lærerig dag. Eleverne var dygtige og rigtig optagede af at se egne produkter og også andres, som de med stor interesse kommenterede både mediefagligt og oplevelsesmæssigt. Noget vi lærere både ude i folkeskolen og os her på læreruddannelsen glædede os meget over, fortæller Hanne Bøgesvang. 

Dommerne til festivalen var Tommy Hald og Daniel Mikkelsen fra TV2 Nord.

Britta tager hånd om fødder og krop

0

Har du en ubalance i kroppen i form af smerter, søvnbesvær, uro eller andre sundhedsmæssige problemstillinger, så kan jeg sikkert hjælpe dig, siger Britta Aaskoven, som netop har åbnet Aaskoven Zoneterapi & Massage i landlige omgivelser på Brønderslevvej 241 i Østervrå. 

Britta Aaskoven har selv i ca. 20 år gået fast til zone-terapi, og det har hjulpet hende rigtig meget, men også gjort hende meget nysgerrig på, hvad det egentlig er, der sker, når du får bestemte punkter på dine fødder masseret. – Jeg har i flere år været meget optaget af den sammensatte organisme, som vi mennesker er, forklarer Britta, hvis noget ikke fungerer, som det skal, bliver der ubalance. Resultatet er sygdom, smerter, træthed og utilpashed. Zoneterapi hjælper ofte til genoprettelse af balancen. 

Nu skal det være!
Chancen for selv at få en uddannelse indenfor zoneterapi meldte sig lidt uventet, da Britta Aaskoven på grund af omstrukturering blev sagt op efter 28 år som jordbrugsteknolog hos Landbo Nord. – Det var da lidt af et chok, men også mit stikord til, at det var nu, det skulle være, fortæller Britta, som gik i gang med en 3-årig uddannelse med zone- og massage-terapi suppeleret med øreakupunktur, der yderligere blev kombineret med uddannelse indenfor kontor, administration og økonomi. 

Særligt åbningstilbud
Nu har Britta fuldendt sin drøm og åbnet Aaskoven Zoneterapi & Massage, hvor hun tilbyder zoneterapi, massage og øreakupunktur enkeltvis eller i en kombination, hvor to behandlingsformer supplerer hinanden. 

Klinikken er som nævnt allerede åben, og i den anledning har Britta et ekstra godt tilbud, hvor det er muligt at få smagsprøver på både zoneterapi, massage og øreakupunktur til en rigtig god pris. 

ÅB

Fyraftensmøde i netværkscaféen

0

Fyraftensmøde med aftensmad i netværkscaféen i kirken i kulturcenter Vendsyssel onsdag den 24. april

Vejen ud af misbrug
Vi får besøg af to oplægsholdere, der fortæller om, hvad misbrug har betydet i deres tilfælde. Kristian, som for øvrigt selv bor i Sæsing få 100 meter fra centret, vil fortælle om, hvordan det er at være barn af en alkoholafhængig, og hvordan han har fået hjælp igennem TUBA, som er en afdeling af Blå kors, der hjælper børn og unge der er opvokset i misbrugsfamilier.

Marco Guarino, er selv kommet ud af et misbrug og er blevet et helt menneske, og hjælper nu andre som misbrugsbehandler igennem Dansk Misbrugsbehandling i Ålborg. Ind imellem deres oplæg skal vi høre musikalske indslag ved trioen ”AT LYTTE” med Mads Lindholm, Bjarne Nielsen og Lene Stoel Brohus. 

Mere om oplægsholderne
Kristians far var sømand og var sjældent hjemme, men når han var, drak han alt for meget og var ubehagelig over for Kristians mor og for Kristian.

Kristian der nu er 37 år, havde egentlig lagt de ubehagelige oplevelser fra sin barndom bag sig, men da han selv fik en søn, kom det hele tilbage.- ”Jeg fik en masse tanker om, hvordan jeg ville være som far og om jeg selv kunne finde på at behandle min søn, som jeg var blevet behandlet. Jeg fik det helt forfærdeligt.” Han kontaktede TUBA i Hjørring, og i dag har han fået hjælp til at kunne håndtere sine problemer.

I 1997 startede TUBA på et lånt loftsværelse på Frederiksberg med kun én terapeut i behandlerstolen. 20 år senere er TUBA til stede i 27 kommuner med mere end 60 psykologer og psykoterapeuter over hele landet. 

Hvert år hjælper TUBA godt 3000 børn og unge videre fra en svær start i livet. Det sætter dybe spor at vokse op med en mor eller en far, der drikker. Unge børn af alkohol- eller stofmisbrugere lider ofte af angst, lavt selvværd og depression. Mange lider endda af symptomer på posttraumatisk stresssyndrom, der giver alt fra koncentrationsbesvær til selvmordstanker.  Det er voldsomt belastende for børn at vokse op med forældre, der drikker for meget, og det er et stort tabu for børnene, der ofte ikke fortæller nogen om, hvordan de har det derhjemme. Derfor er det så vigtigt, at vi har fokus på dem, og at vi tilbyder dem den hjælp, de har brug for, siger landsleder i TUBA, Henrik Appel.

Marco er gift med Nadja, og har en søn på 3 år, og bor i Hellum bakker ved Brønden. Han er til daglig psykoterapeut og taler med mennesker der får hjælp igennem Dansk Misbrugs behandling i Ålborg. Marco vil fortælle om sit liv i misbrug og vejen ud af det. Om det at finde værdi og mening med livet. At finde retningen, og få livsglæden igen. Marco vil også komme ind på hvordan han har oplevet Guds hjælp og hvordan åndelighed er en vigtig del af hans liv i dag. 

Bazar i Hørby: kanon idé

0

”Masser af røverkøb – Kan klart anbefales! En oplevelse hver gang! Velbesøgt og godt arrangeret! Kanon ide! Det er bare så fedt! Det er fjerde gang jeg kommer! Gode boder, havde en skøn dag og glæder mig til næste gang! Virkelig godt initiativ og bestemt et sted jeg vil vende tilbage til!”, sådan lød nogle af evalueringer på dagen.

Det blev en fantastisk palmesøndag på Hørby Efterskole. I løbet af de fem timer, som bazaren varede lagde ca. 1.100 gæster vejen forbi Hørby Efterskoles hal, som dannede rammen om Hørby Bazar for 6. gang. Dagen forløb med godt humør og rigtig kræmmerstemning. Arrangørerne Helle Brinkmann Larsen, Ann Bang og Hanne Jakobsen er ovenud tilfredse og betegner hele dagen som en stor succes. De beretter, at i alt 53 byer var repræsenteret og endda gæster fra Norge og Holland. Det har givet pote, at vi har orienteret os mod turisterne her op til påske.  Ligeledes er der gjort et stort benarbejde i at omdele plakater og flyers i byerne rundt om Hørby. Vi har virkelig brugt vores netværk, forklarer de.

Af de mange tilbagemeldinger fra vores gæster og kræmmere tegner sig et billede af et loppemarked, hvor alle fra ung til gammel har hygget sig og følt sig godt tilpas. Især børnene har skiftet deres gamle legetøj ud med nyt. Det forlyder, at der har været god omsætning i boderne, og vi håber, at folk får lyst til at komme til Hørby igen næste år. Vi er også overbeviste om, at vores velbesøgte café og timekonkurrencer i løbet af dagen har bidraget til den gode oplevelse.

Det økonomiske resultat blev løseligt regnet sammen søndag aften og munder ud i at Hørbys foreninger kan glæde sig over ca. kr. 19.000, som nu kan blive fordelt mellem Hørby Bylegeplads, Hørby BørneMusikFestival, KFUM Spejderne og HI Gymnastik.

Trekløveret forventer en ny omgang Bazar i 2020.