Home Blog Page 373

Rynkebyløb og Skolernes sangdag

0

Fredag før palmesøndag havde alle børn på Flauenskjold skole spændt løbeskoene. Ført an af Afro-Andreas (lærer) løb de for at bidrage til Rynkebyløbets indsamling til Børne-lungefonden. På en time løb børn og lærere tilsammen 483 km – og der blev samlet 6.734 kr ind – mega flot. Samtidig blev det til masser af smil, røde kinder og frisk luft i lungerne 

Bagefter var der ”Skolernes sangdag”, så lidt trætte i benene, men med højt humør mødtes alle skolens børn og voksne i musiklokalet, hvor vi via livestreaming deltog i arrangementet. Der blev sunget, danset og leet – og når teknikken drillede, ja så tog vores kyndige musiklærer da bare over. Lige før ringetid var loftet nær lettet, da alle af deres lungers fulde kraft sang med på ”Tarzan Mama Mia”.

Ung venstrefløj til Vendsyssel

0

Majken Hedegaard Nielsen på 19 år, skifter fra Skanderborg Håndbold til Vendsyssel Håndbold på en 2. årig aftale, en aftale der starter til sommer.

Majken har de sidste 4 år været en del af Skanderborg Håndbold Elite Akademiet ”SHEA” hvor hun har spillet på U16 og U18 ligaholdene. Majken er en spiller som virkelig arbejder hårdt for tingene og vi ser frem til at se Majken i Vendsyssel trøjen de kommende sæsoner.

Kent Ballegaard siger
Majken har fra første øjeblik udvist en enorm lyst til at ville det her, og det alene er en enorm forudsætning for, at vi kan indfri de ambitioner som vi har i Vendsyssel Håndbold. Hun er en aldeles fin, hurtig og godt skolet venstre fløj, som besidder det jeg udtrykker som en god balance, dvs. hendes indspring og afslutningsniveau foregår enormt roligt og velovervejet, hvilket er en rigtig god og sjældent set egenskab.

Hun har selvfølgelig, qua hendes alder, en masse at lære og en masse fysisk træning foran sig, men som nævnt er viljen og lysten stor, så hun er et perfekt match, og jeg glædes meget over at endnu et ungt talent fra Skanderborg vælger at tage nordpå, og at opbakningen hjemmefra er stor og sund. Nu skal hun gå fra ungdom til seniorhåndbold, men det er jeg sikker på hun kommer til at klare rigtig fint, og hun vil sammen med Anna Lillesø udgøre en rigtig stærk duo på venstre fløj, hvor deres forskellighed tilkommer truppen rigtig godt.

Majken udtaler
Jeg ser utrolig meget frem til at blive en del af Vendsyssel Håndbold, hvor det gode træningsmiljø giver mig alle muligheder for at udvikle mig og præstere optimalt. Derudover svarer klubbens mål og ambitioner rigtig godt overens med mine egne, og samtidig er det en klub med et stort engagement, der danner rammen for et godt klubliv og sammenhold, hvilket jeg også glæder mig til at blive en del af. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Vendsyssel Håndbold er det helt rigtige valg for mig, og nu glæder jeg mig bare til at få hue på, flytte nordpå og komme i gang med træningen.

Ombygning indviet med åbent hus og is til alle i Hørby Børnehus

0

Onsdag den 24. april fra blev der holdt åbent hus for hele Hørby Børnehus, da vi endelig kunne fejre, at ombygningen af Hørby Børnehus er blevet færdig. Vi har fået så flotte nyrenoverede lokaler, blandt andet nye toiletfaciliteter, garderoberum, opholdsrum og anretter køkken for den nye vuggestue, tumlerum for de små og kryberum. Det har været et langt efterår i byggestøv og med pladsmangel, men nu er det endelig klar, og det er fantastisk. 

Ved åbent hus arrangementet kunne forældre, bedsteforældre, søskende mv. komme og se de nye faciliteter og huset var flot pyntet med flag og balloner. Børnehuset var vært ved kagemand fra Hørby Bageri og derudover var der lækker frugt, kaffe og saftevand. Tak til alle der tog sig tid til at kigge forbi. 

Tirsdag den 30. april kom dagtilbudsledelsen samt formand for Børne- og unge-udvalget, Anders Brandt, forbi og så det færdige hus. De havde både gaver med i form af en kæmpeæske Playmobil til børnehaven og kængurustylter til SFO’en, til stor glæde for alle børn. Det bedste ved hele dagen var, at vores gæster havde fået følgeskab af Hjem-Is bilen, der gav is til alle. Isen blev nydt på legepladsen i det skønne solskinsvejr inden legen fortsatte igen fortæller forældrerådet på vegne af HørbyBørnehus.

Albæk venstrevælgler­forening holdt åbent hus

0

Arrangementet foregik på den verdensførende, lokale virksomhed DSI Freezing Solutions på Parkvej i Dybvad.

Der var samtidig den aften mulighed for at møde skatteminister Karsten Lauritzen og tidligere forsvarminister Søren Gade, der præsenterede sit EU – kandidatur.

Man startede med en guidet rundvisning på fabrikken – her blev man opdelt i hold og kom hele vejen rundt i produktionen og der var mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Der blev bl.a. fortalt, at virksomheden er en nichevirksomhed med stor ekspertise.

Man har anskaffet robotter på flere steder i produktionen og her spurgte en af de besøgende ind til, om de ansatte var bekymrede over robotternes indtog på virksomheden og hertil var svaret, at det var der ikke tale om, fordi robotterne faktisk var med til at sikre arbejdspladserne.

Efter rundvisningen mødtes alle til kaffe og kage og herefter var det tid til mødet med Karsten Lauritzen og Søren Gade.

Allerførst bød Per Smith fra Albæk Venstrevælgerforening velkommen til arrangementet og han sagde i den forbindelse, at Dybvad er den by i kommunen, som har flest arbejdspladser målt på antal indbyggere.

Herefter var det direktør Lars Friis, DSI, der fik ordet og han sagde bl.a. at DSI, der blev grundlagt i 1969, har udvidet flere gange, så der nu i Dybvad og Agersted, er i alt 80 medarbejdere.

Så var det skatteminister Karsten Lauritzen, der gik på talerstolen. Han fortalte om, hvad han lavede som skatteminister ud over at suge pengene op af folks lommer. Han kom ind på sine ønsker for Skat i fremtiden og han nævnte også, at han arbejder på at forenkle skattesystemet. Der var mulighed for at stille spørgsmål til ministeren og det var der nogle, der benyttede sig af.

Søren Gade, kandidat til EU, fortalte, da det blev hans tur om sin store interesse for at komme ind og løse opgaver i EU og han kom naturligvis også ind på Brexit. Også her fik tilhørerne mulighed for at stille spørgsmål og meget naturligt var der netop spørgsmål, der handlede om Brexit.

Formand for Albæk Venstre-væl-ger-for-ening, Mette Hardam, sluttede aftenen af med at takke Karsten Lauritzen og Søren Gade, fordi de havde afset tid til at være med. Hun takkede også DSI, fordi de havde åbnet deres virksomhed for åbent hus – arrangementet og endelig takkede hun også alle, der var kommet. Der var i øvrigt omkring 150, der deltog i arrangementet.

 

 Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Aftentur ved Vesterskov

0

Kræftens Bekæmpelses vandretur ved Vesterskov torsdag den 2. maj.
Kom maj du søde milde, er jo en velkendt sang, som indikerer, at nu er foråret på vej. Men torsdag aften ville majvejret lidt af hvert. Først en god byge, kulde og en god vind, inden det hele endte op med sol, lune og stille vejr.

Det afskrækkede ikke de 105 deltagere i aftenturen ved Vesterskov. Alle var mødt op med forventninger til en oplevelsestur med naturvejleder Bo Storm, som aftenens guide.

Turen gik ud over Fejborg bakker og med stop undervejs, hvor Bo Storm fortalte om landskabet, der er formet af istiden for 15.000 år siden, den spændende natur og dyrene, der bor her. Skoven er nu på sit grønneste og turen blev en buket af farver, fuglestemmer, dufte og ikke mindst kunne man se finurlig kunst på vejen igennem skoven.

Der blev hygget, snakket og snuset indtryk til sig og det varede et par timer inden alle var kommet igennem turen, hver med sit tempo og lyst til at udforske stedet.

Aftenen sluttede af i laden ved Vesterskov, hvor Elin Jakobsen fra Kræftens Bekæmpelse i Frederikshavn bød indenfor. Her kunne man forsyne sig med kaffe, brød, frugt og drikkevarer. Aftenen sluttede med sang og tak for denne gang. Næste år vil Kræftens Bekæmpelse igen i samarbejde med Bo Storm finde en ny aftentur og udforske skønne naturpletter.

Dobbelt udstilling hos PixlArt i Østervrå

0
158 001

Fernisering: søndag 12. maj. 
PixlArt er klar med hele to udstillinger. ”Kystlandet” af Ulrik Hasemann og Mathias Svold, samt en kombineret udstilling af fotos og installationer med multikunstneren Nanna Rosenfeldt-Olsen.

PixlArt kan byde velkommen til en helt ny form for udstilling med multikunstneren Nanna Rosenfeldt-Olsens kombination af fotos og installationer. Nanna Rosenfeldt-Olsen stammer fra lokalområdet med en barne- og ungdom i Åsen Teater i Sterup. Netop Nannas forældre Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen indgår som en aktiv del i den aktuelle udstilling, der har fået navnet “My Object Become The Shadow Of Their Object”. Den internationale titel udspringer i projektet, som bestod af objekter indsamlet i november 2016 af Nanna Rosenfeldt-Olsen på en stor befærdet gade i Chicago og objekter indsamlet af Nannas forældre, Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen på en landevej i Nordjylland.

Rosenfeldt-Olsen og hendes forældre skaber en visuel langdistance samtale gennem billederne de udveksler. De fundne objekter på billederne fungerer som talebobler fra to vidt forskellige verdner. Sammen skaber de et fælles sprog og interagerer på tværs af kontinenterne.   

Til åbningen af udstillingen i PixlArt inviterer Nanna alle til at medbringe et indsamlet objekt fra deres lokale vej. Objektet bliver en del af åbningsudstillingen. 

Nannas projekt er støttet af Kulturkanten. 

Kystlandet
Er en fotografisk rejse langs Danmarks kyster. I billeder fortæller fotograferne Mathias Svold og Ulrik Hasemann historier om de mennesker og den natur, der findes, hvor land møder vand. Det dokumentariske værk har et kunstnerisk udtryk og viser både hverdagslivet og ekstraordinære øjeblikke langs kysterne. ”Kystlandet” er netop udkommet som bog, og det er billederne herfra, det bliver muligt at se i det kendte storformat på digitale skærme hos PixlArt. 

Begge fotografer er dokumentarfotografer, og Mathis Svold blev dette års pressefotograf med tre af billeder fra ”Kystlandet”, og i 2018 vandt det begge to årets pressefoto.

Lokalt har udstillingen en særlig interesse, netop fordi der er en del billeder fra bl.a. Frederikshavn og Hjørring Kommunes kysterne.

Ferniseringen er på Mors Dag, så en rigtig god anledning til at invitere på en lille udflugt til en både fotografisk og kunstnerisk oplevelse. 

ÅB

Red din fars dag og hyld ham i avisen

0

I forbindelse med Fars Dag den 5. juni hylder Østvendsyssel Folkeblad sammen med Kræftens Bekæmpelse alle de dejlige fædre i vores udgivelsesområde.

Alt for mange mænd overser vigtige symptomer på kræft og kommer for sent til lægen – og det kan koste liv. Derfor vil vi her på avisen sammen med Kræftens Bekæmpelse som en del af kampagnen ”Red din fars dag” sætte fokus på mænd og de 7 tegn, der kan være symptomer på kræft. Din far har brug for din hjælp til at genkende tegnene på kræft og til at komme til lægen, hvis han oplever et symptom. Undersøgelser viser nemlig, at mænd er bedre til at tage til lægen, hvis deres børn giver dem et kærligt skub derhen.  

Så for at vise din far, at du ikke kan undvære ham, send os et billede af ham samt en kort tekst, hvor du beskriver, hvorfor du synes, at han er verdens bedste far. Så trykker vi en hyldest til din far her i avisen i forbindelse med Fars Dag. Send det til os på mail avis@oestvend.dk

Du kan læse mere om kampagnen her: reddinfar.dk 

De 7 tegn på kræft: 
– Længerevarende synkebesvær

– Uforklarligt vægttab

– Længerevarende hoste eller hæshed

– Uforklarlig blødning

– Ændrede modermærker eller sår, der ikke vil hele

– Ændret afføringsmønster

– Knuder eller hævelser

Statistik
Frederikshavn kommune
Alle kræfttilfælde i 2017
Begge køn 574
Mand 299
Kvinde 275

Kilde: eSundhed.dk, Nye kræfttilfælde. 

Kørselstidspunkt: 10-04-2019

Bedsteforældredag i Dybvad Børnehave – en god tradition

0

Flaget var hejst og solen strålede og gjorde sit til, at rigtig mange valgte at sidde ude den eftermiddag i Dybvad Børnehave – der var nemlig bedsteforældredag og det er en dag, som alle glæder sig til både børnene, personalet og ikke mindst bedsteforældrene.

Når man træder inden for i børnehaven, lige netop den her fredag, er der et bord med masser af lækre kager – lige et drømmesyn for folk med en sød tand. Det er nemlig også en tradition, at bedsteforældrene tager kage med til bedsteforældredagen og denne gang var ikke nogen undtagelse. Der var muffins, boller, drømmekage, brunsviger – ja, man kunne blive ved og der var rift om lækkerierne og det var svært at vælge – jo, det var også en stor dag på kagefronten i børnehaven den dag.

Der var børn og voksne i gang i sandkassen, på rutchebanen, ved gyngerne og der blev cyklet på livet løs og der var mange, der sad og hyggede sig med hinanden og nød de lækre kager.

En rigtig god eftermiddag for alle – og så kunne børnene vise deres børnehave frem for deres ”bedster” og så måske komme med hjem og hygge videre for rigtig mange af børnenes vedkommende.

Bedsteforældredagen afholdes hvert år her i foråret.

Jo-Jo

Mindegudstjeneste for Danmarks befrielse

0

Når fanerne bæres ind til 4. maj-gudstjeneste i Mylund Kirke er det altid et særligt højtideligt øjeblik. Her markeres det, at fred er noget at fejre, og ikke noget der kan tages for givet. Spejdernes og hjemmeværnets faner står vagt under hele gudstjenesten.

Det bliver en stemningsfuld aften med levende lys og smuk musik. Blandt andet medvirker kirkernes voksenkor, som er festligt klædt på i rødt og hvidt. Ann Sofi Lægsgaard Andersen er liturg denne aften.

Når man bor Danmark er kaffe en stor del af hverdagen, så der vil naturligvis være kaffe efter gudstjenesten – ægte kaffe og ikke erstatningskaffe som under besættelsen.

Fodboldspillere mister indtægt efter containerbrand

0

Østervrå IFs fodboldafdeling kommer til at miste et større beløb i forbindelse med en brand sidste weekend i papircontaineren på P-pladsen mellem Bredgade og Vrængmosevej i Østervrå. 

Ukendte gerningsmænd tændte natten mellem lørdag og søndag i påsken ild i aviscontaineren på P-pladsen ved Meny i Østervrå. Det lokale brandberedskab var ellers på pletten med det sammen og lagde skum ud, men det letantændelig indhold af papir og pap var allerede overtændt. Containeren ser heller ikke for godt ud, og skal erstattes med en anden. 

I Østervrå IF er de rigtig ærgerlige over branden, som betyder et økonomisk tab for foreningen, der har en pæn lille indtægt fra genbrugspapiret. – Vi har ikke et overblik over, hvor meget, der var i containeren inden branden, og dertil kommer den manglende indsamling i det næste stykke tid, men det vil da komme til at betyde en indtægtsnedgang, og vel at mærke penge, vi skal ud at finde på anden vis, beklager formanden for ØVI, Knud Hjørnholm. 

Hvornår, der kommer en ny container op, er en lille smule uvist, idet kommunens Park & Vejafdeling ikke p.t. har ledige containere til rådighed. – Jeg vil tro, at der måske kommer til at gå mindst tre uger, slutter Hjørnholm.

Hvem har set noget?

Politiet var til stedet ved containerbranden, og de ser med stor alvor på sagen, og hvis der er nogen, der har set eller hørt noget, så hører politiet meget gerne om det. 

For et par uger siden var der en eller flere personer, der forsøgt at brænde madpakkehytten af i Østervrå Anlæg. Heldigvis blev deres forehavende forhindret, og der er da heller ingen, der kan vide, om de to brande, har noget med hinanden at gøre.

Det er bare så kedeligt, når ganske få personer ødelægger det, som der er lagt et stort stykke frivilligt arbejde i – til glæde og gavn for os alle.

ÅB

Fotos: Søren Ejstrup Brunse