Home Blog Page 367

Erhvervsmesse i Tårs – en god tradition

0

I ”forgangstider” dengang far var barn, var der messe i Tårs. I 1997 genoptog man det at holde messe og dette betyder, at det nu er den 12. messe der afholdes. Der er nemlig en stiltiende aftale med Østervrå, om at der kun afholdes messe på ulige år, begrundelsen er enkel Østervrå afholder messe på lige år. 

Mange af udstillerne er gengangere og to messer inden for et par uger vil blive for meget, da kampen om både udstillerne og besøgende blive stort set umulig. Der er nemlig rigtig mange virksomheder der vælger at udstille både i Østervrå og i Tårs.

I år har vi en rigtig flot og bred vifte af udstillere – et hjørne med hjælpeorganisationer bl.a. Diabetesforeningen. Vi har en bilforhandler og vi har sågar et værtshus, en ostehandel, bank og forsikringsselskaber. Helt nye virksomheder i messeregi og gamle kendinge – så som Chanella og Estate. Det er dejligt som messearrangør, at folk bakker op om messen. 

Vi kan byde velkommen til 45 udstillere mod 2017 hvor der var omkring 34 udstillere.

Der håbes på rigtig mange besøgende, dette også set i lyset af, at den nye Multihal indvies fra morgenstunden med rundstykker og kaffe til alle fremmødte. 

Vi glæder os også til at se dig og din familie, lyder det fra TUI Håndbold.

ESH

Roligt og stabilt år i Thorshøj

0

Try Thorshøj Boldklub (TTB) kan se tilbage på et 2018 helt i vant gænge, med en god blanding af sportslige og sociale oplevelser både hos ungdom og seniorer. 

Det er hovedsagelig de unge, der kører med klatten – eller fodbolden, kunne formand Kurt Thomsen konstatere ved den årlige generalforsamling. – Vi kan stort set, sammen med Østervrå IF, stille hold i alle rækker fra U10 og op, oplyste Kurt, og i de yngste rækker op til U9, som er udenfor samarbejdet, oplever vi også fortsat tilgang. Det kan være en udfordring at fastholde de unge, når de kommer i efterskolealderen, erkendte formanden, som dog også fandt grund til at glæde sig over, at især på pigesiden bliver der opnået fine resultater. 

Der var en særlig hilsen til foreningens trænere og ledere. – I gør en kæmpe indsats, og jeres betydning for klubben er større, end I måske selv er klar over, lød det anerkendende, også de mange andre frivilliges betydning i TTB blev nævnt. 

På seniorsiden har der ikke været de helt store resultater, men både herre serie 5 og serie 6 endte i den bedste ende af deres række. Skæve IF’s ophør med fodbold har haft en afsmittende virkning i Thorshøj, som har fået tilgang at både herre- og damespillere. – De skal være så velkomne alle sammen, lød det fra Thomsen, som konstaterede, at klubben ikke har for mange seniorspillere. 

Damespillerene havde en god sæson, med en del fornøjelige kampe, som ind imellem også sparkede flere sejrer af sig. Ingen tvivl om, at der bliver hygget igennem på holdet. 

Aktiviteter
DGIs fodboldskole var igen en skøn oplevelse for de mindst, mens det var lidt mere udfordrende at motivere de ældste. – Vi er lidt i tænkeboks, og vil måske overveje kun at afholde Miniskole i år, lød det fra formanden. 

SparV Cuppen blev igen en kæmpe succes med deltagelse af 80 hold, og det må vi nok erkende, er det noget nær det maksimale antal. 

Årets idrætsuge fik et fint forløb, og af regnskabet fremgik det, at der også var kroner at hente i det 10 dage lange arrangement. 

Formanden hilste det nye kommunale tilskudssystem velkommen, og forventer, at det på sigt vil få positivt betydning for TTB. 

Til bestyrelsen var der genvalg af Annika Thomsen, Anette Christensen og Kirsten Krogh Lunden. Der var ligeledes genvalg til suppleant Henning Jensen og nyvalg af Torkild Snørbjerg i s. f. Pauli Thomsen, der er gået ind i bestyrelsen i s. f. Allan Pedersen. 

Der var en særlig stor tak til Laila Ørslev Nielsen, som ønskede at afhænde opgaven som regnskabsfører efter mere den 25 års virke. Opgaven overtages af Anette Christensen.

ÅB

Dybvads Byfond opkøber ejendom

0

Dybvad Byudvikling har i den forgangne uge opkøbt ejendommen Winkelsgade 6 med henblik på nedrivning hurtigst muligt, så der efterfølgende kan ske genopretning af grunden – eksempelvis til grønt område med ophold eller aktivitet. Allerede i løbet af de næste uger bliver der ryddet op rundt om huset, og byfondens bestyrelse er i kontakt med nedrivningspuljen i Frederikshavn Kommune omkring det videre forløb.

Nyheden blev afsløret for foreningens medlemmer på generalforsamlingen tirsdag aften i Dybvad Forsamlingshus – hvor det også kunne oplyses, at der pr. 1. marts er stiftet to nye selskaber; ”Dybvad Sundhedshus ApS” og ”Dybvad Sanering og Forskønnelse ApS”. I øvrigt var der på aftenen også mulighed for at hilse på byens nye læge, der starter i lægehuset (som altså OGSÅ overtages af byfonden) til september. Meget mere herom følger naturligvis senere, lover bestyrelsen, som efter generalforsamlingen består af Kim Jensen, Gunnar Jensen, Klaus Nielsen, Svend Christian Rasmussen, Lynge S. Jensen, Lonna Lydbæk og Jesper Koldtoft.

Østervrå gør byen ren

0

Forårsrengøring: Mandag den 1. april i Østervrå Anlæg
Foråret er lige om hjørnet, og det er igen blevet tid til at hele byen samler skrald og affald på gader og veje. Det gælder en god sag – og en præsentabel by.

Byens handels- og erhvervsforening, borgerforeningen, baptistspejderne og KFUM-spejderne melder sig klar til at tage en ordentlig tørn, så byen kan komme til at se lidt pænere ud. – Vi mødes ved bålpladsen i byens anlæg mandag aften den 1. april, oplyser tovholder Knud Hjørnholm, og han håber sammen med de øvrige deltagere, at byens borgere i det hele taget vil melde sig på banen. 

Varme pølser
Knud Hjørnholm sørger for at fordele deltagerne på de forskellige ruter, godt udstyret med sække, snappere og handsker. Indsamlingen sker i samarbejde med Frederikshavn Kommunes Forsyning, som stiller en container og sække til rådighed. 

Østervrå Handel- og Erhvervsforening er klar med dejlige varme pølser og drikkevarer til alle, når indsamlingen er afsluttet. 

Sidste år nåede mængden af det indsamlede skrald, skrammel og skidt igen et pænt stykke op på vægtskalaen, men forhåbentlig er det en nedadgående tendens?

Alle er meget velkomne til at deltage. Det gælder en god sag, så vores by kan præsentere sig pæn og ryddelig, til glæde for os, der bor her, men også for dem, der besøger byen, og fortæller om den!

ÅB

Årets gang i Østervrå Borgerforening

0

De grønne hold, legeplads-tilsyn, Distriktsudvalget, Landsbyløbet, tværgående samarbejde, kontakt med kommunen osv. Opgaverne for borgerforeningens bestyrelse er mangfoldige året rundt.

Formand Birthe Løgtved kom i sin beretning godt omkring opgaverne i 2018, men også fremtiden blev belyst, og i det hele taget var der en god snak om Østervrå ved den årlige generalforsamling. 

Byens to grønne hold har trofast passet deres opgaver både i anlægget og ved Skovsøen. Udgiftsniveauet har været holdt på et absolut minimum, men en plæneklipper har levet sin bedste tid, og som hjælp til anskaffelse har foreningen søgt om økonomisk støtte fra Sparekassen Sæbys Fond. 

Formanden har i løbet af året haft talrige kontakter med kommunen. Bl.a. omkring nedrivningspuljen, idet byen stadig har et par sorte pletter, som gerne må forsvinde fra bybilledet. Der har været besøg fra legepladstilsynet, som fandt et par bemærkninger, der bliver løst i løbet af foråret med hjælp fra de grønne hold. 

Foreningen har også haft stor glæde af Landsbypedellernes arbejde, de har bl.a. udført arbejde ved Skovsøen. 

Formanden repræsenterer Østervrå i både LAG Nord og Distriktsudvalget, som også har bidraget økonomisk til projekter i byen. 

Bestyrelsen har fået lidt kritik for at aflyse Skt. Hans på grund af manglende opbakning, måske bliver traditionen taget op igen. 

Bosætning
Bestyrelsesmedlem Frode Thule Jensen præsenterede en lille ny folder, som skal være med til at fortæller nye borgere og potentielle tilflyttere om Østervrå. Frode har i årets løb arbejdet målrettet med en bosætningskampagne, som bliver foldet helt ud i løbet af 2019. 

Foreningen har også en lille aktie i f. m. indvielsen af det nye MTB Trail 30. marts, her tilbyder foreningen guidede ture med Gustav Urth og samtidig afsløres en del af de nye info-plancher i området ved Skovsøen. 

Kommunens Kultur- og Fritidsudvalg barsler med dialogmøder vedr. en ny kultur- og fritidsvision – og her får Østervrå et møde i løbet af foråret.

Regionens Kulturkaravane kører også i år, og i Frederikshavn Kommune rammer den Østervrå i efteråret med Aalborg Symfoniorkester, Kunsten og Den kongelige Ballet. 

Under eventuelt blev der bl.a. diskuteret byggegrunde og muligheden for et åbent hus arrangement. Der var positive tilkendegivelser for at arbejde med en digital infoskærm for hele byen, og der blev spurgt ind til Skt. Hans i 2019. 

Til bestyrelsen var der genvalg af Morten Hejslet, mens Jens Bakland fremover kun varetager posten som kasserer udenfor bestyrelsen og Ruth Jørgensen blev valgt som suppleant. I stedet fik bestyrelsen to nye medlemmer – Bent Bøgsted, Bakkevænget og Kirstine Brandt, Fasanvej. Bestyrelsen består desuden af Birthe Løgtved og Frode Thule Jensen. 

ÅB

Næsten 1000 medlemmer i Jerslev-Sterup IF

0

Folk er vilde med at være aktive i 9740-området, kan JSI konstatere efter årets generalforsamling. Medlemstallet ligger på 973, og der er gang i masser af aktiviteter i alle underafdelingerne, der byder på alt fra babyfitness til veteranfodbold. 

Mange nye tiltag er startet op i året der er gået, og der har været stor opbakning og god energi. E-sport er muligvis på vej i samarbejde med Jerslev Borgerforening og ungdomsklubben, og JSI håber at kunne begynde efter sommerferien. 

Så længe behøver man ikke at vente for se, hvor stor glæde multibanens mange muligheder spreder hos børn og unge – nu hvor solen varmer lidt mere, er der næsten altid nogen på parkourbanen, skaterbanen eller boldbanerne, der ligger så tilgængeligt lige ved siden af Toftegårdsskolen, så børnene også har fornøjelse af banerne i skole- og SFOtiden. 

Markedstiden nærmer sig, og der er mange nye kræfter til at holde et Jerslev Marked igen i år med god stemning og musik, så der forhåbentlig kan blive et flot overskud ligesom sidste år. Dette overskud betyder meget for foreningens mange aktiviteter, og støtten fra sponsorer, fra Sparekassen Vendsyssels Fond og fra Genbrugsbutikken Tusindfryd er også med til at skabe liv og glæde i idrætten. 

Lokalopvisning samler generationerne

0

GF77 Østervrås forårsopvisning var igen et dejligt livsbekræftende budskab om, at aktiviteter og fællesskab ingen alder har. 

P-pladserne var fyldt op, siddepladserne var fyldt op og gymnasterne var spændte af forventning til årets højdepunkt – den lokale gymnastikopvisning i Østervrå. 

Fanerne var højt hævede i spidsen for forenings ni hold med repræsentanter i alderen fra dem, der lige havde lært at gå og op til den ældste gruppe i seniormotion. 

Stjernegymnaster
Formand Tom Pedersen bød velkommen, og forsikrede de mange tilskuere om, at der var udsigt til 230 stjernegymnaster, som havde glædet sig til at vise, hvad de har brugt vintersæsonen til. Forårsstemningen fik et ekstra lille nyk med fællessangen ”Jeg ved en lærkerede”. – Jeg vil opfordre jer alle sammen til at rejse jer og hylde gymnasterne – både når de går på gulvet og af gulvet, sluttede formanden sin velkomst.

Det var de yngste, der lagde for, og de små smeltede igen alles hjerter med deres spontane energi, de lidt ældre imponerede med alt det, de havde fået lært og seniormotionisterne er et talstærkt hold, hvor både motion og socialt samvær går op i en højere enhed. Banditterne levede op til deres navn, og Rytmetøserne viste, at allerede, når man er en halv snes år, kan man godt bruge redskaber og lave flotte serier. 

Fælles for alle hold var en udstråling af glæde ved gymnastikken, og det var tydeligt, at de mange instruktører havde arbejdet seriøst og godt med deres hold. 

Det talstærke publikum af forældre, bedste- og oldeforældre, søskende med flere var rundhåndede med klapsalverne, og bagefter hvert indslag blev alle holdene foreviget, så ingen efterfølgende skal være i tvivl om, hvem det var, der lavede opvisning i 2019.

Kaffepause var der undervejs, og her var de voksne i Kulturhuset til en velvoksen udgave af et kagebord, som frivillige havde stået for. Børnene kunne tumle sig i hallen.

ÅB

Officiel indvielse af Østervrå MTB-Trail

0

MTB-rytterne i Østervrå glæder sig til lørdag den 30. marts, hvor de endelig kan markere åbningen af det nye MTB-Trail i byen. Borgmester Birgit S. Hansen klipper det røde bånd. 

Alle er velkomne til indvielse af den nye facilitet, og flere har allerede meddelt, at de kommer for at prøve de nye udfordringer. – Vi er stolte over at kunne præsentere vores nye MTB spor i Østervrå, lyder det fra cykelrytterne, som med den officielle indvielse samtidig kan sætte punktum for et ukendte antal frivillige timer, der er lagt i etableringen af det nye spor. 

Sporet er ca. fem km langt, beliggende i områder med god kombination af åbne arealer og skov i umiddelbar tilknytning til Østervrå by. Udover motion og udfordringer, så får brugerne også en fin og varieret naturoplevelse. Hele sporet er forsynet med tydelig skiltning, så det er nemt at finde rundt – også for gæster udefra.

Indvielse
Borgmester Birgit S. Hansen har takket ja til at komme og foretage den officielle åbning af sporet, og efterfølgende er det frit for alle, at køre eller gå sig en tur. På sporets højeste punkt bliver der serveret øl, vand og grill-pølser, som er i de bedste hænder hos Palle Thomsen og Brian Mathiassen. 

Guidede ture
Østervrå Borgerforening tilbyder samme dag guidede ture i området. Foreningen får hjælp af den meget naturinteresserede Gustav Urth fra Hjørring, som også har hjulpet med at lave nye informationstavler. 

On Trail
Det nye spor i Østervrå er i øvrigt blevet blåstemplet for ganske nylig, da Christoffer Riis Svendsen fra On Trail var på besøg for at besigtige og kommentere på den nye facilitet. 

On Trail er et projekt i DCU regi, der i samarbejde med Nordea Fonden, DGI og Naturstyrelsen, skal skabe tilgængelige og brugervenlige spor for alle. Dette gøres i et samarbejde mellem OnTrail projektet og sporbyggerne på de tilmeldte spor.

Der er vel også ekstra grund til at glæde sig, for det nye spor i Østervrå er også en brik til Frederikshavns Kommunes 4. plads i listen over de kommuner i Danmark som tilbyder de bedste faciliteter til udendørs idræt.

Det nye MTB-Trail er støttet af Sparekassen Sæbys Fond, Frederikshavn Kommune, Distriktsudvalget og lodsejer Frode Thule Jensen. 

ÅB

Korsang og humor

0

En aften med masser af flot korsang og dejlig musik, krydret med masser af humor
Forleden aften gæstede Frederikshavns Mandskor Dybvad Ældrecenter og præsenterede masser af gode sange og dejlig musik – det hele blev serveret med små anekdoter og festlige bemærkninger af korets leder, Lasse Flyvbjerg. Koret bestod den aften af 16 sangere.

Frederikshavns Mandskor har eksisteret siden 1902, dog er der ikke sangere tilbage fra starten, som de meget humoristisk sagde.

Dirigent for koret er organist Thomas Kursch, som også serverede nogle flotte musikstykker for publikum ind imellem alle de dejlge sange, som koret glædede publikum med. Korets pianist og også medlem af koret – Jørgen Friis – underholdt ligeledes med mange dejlige melodier på klaveret ind imellem. Det var i det hele taget en aften med mange gode musikalske oplevelser og koret overraskede flere gange – med det brede repertoire, som de havde og så var der masser af muligheder for at synge med indimellem, der var nemlig uddelt et sangblad til alle .

Koret gav også deres hyldest til Frederikshavn i anledning af jubilæet sidste år – teksten er lavet af en fra koret – melodien er: Forelsket i København, som i sangen er blevet til: Forelsket i Frederikshavn.

Der var selvfølgelig også indlagt en kaffepause og her havde Hyggeholdet endnu en gang bagt mange forskellige lækre kager. Herefter var der tid til endnu en omgang sang og musik fra Frederikshavn Mandskor og her havde de en overraskelse med for de frivillige damer blev inviteret op for at synge med og derefter også de frivillige herrer – det var et indslag, der var meget populært.

En rigtig god aften med masser af flot korsang, dejlig musik og masser af højt humør og smil på læben hele aftenen igennem fra de optrædende og det smittede af på alle, der var til stede, så musik og godt humør kan altså noget.

Jo-Jo

Generalforsamling i Dagli’ Brugsen Dybvad

0

Onsdag den 20. marts afholdt Dagli’ Brugsen i Dybvad generalforsamling på Dybvad Kro. Der var mødt omkring 100 medlemmer op for at være med.

Aftenen startede traditionen tro med, at der blev serveret masser af stegt flæsk og persillesovs med godt med rødbeder.

Herefter gik man over til selve generalforsamlingen hvor formand Kirsten Riis-gaard Jensen i sin beretning bl.a. sagde: 2018 blev det år, hvor Coop slog meget på tromme for at kunderne anvender CoopApp både til specielle tilbud samt til betaling i kassen – og videre lød det: Coop gør meget for at orientere butikkernes ledelse om, at det ikke er blevet lettere at drive butik. Mange butikker har det svært og der er blevet større konkurrence, idet nye kæder åbner i vores nabobyer.

Hun sagde videre i beretningen: I løbet af 2018 er der blevet meget fokus på økologi og vegetarmad.Det betyder jo også, at man i Dybvad har fået flere varegrupper indenfor dette område.

I Dybvad Brugs skete der meget i 2018: Dagen efter status i januar påbegyndtes renoveringen af butikken.

Alt blev flyttet rundt,loftet malet og lysstofrør blev skiftet til LED. Der er kommet nyt inventar, nye energivenlige kølere og frysere og mælkekøleren er udskiftet.

Indvielsen af den nye butik blev afholdt den 3. marts og indvielsestalen blev holdt af borgmester Birgit Hansen og der var musikalsk underholdning ved Ibsens Kapel og med lidt godt til ganen derefter.

Der har været hele to jubilæer i Dagli’ Brugsen – først Mette Binder Baden, der havde 25 års jubilæum og det var i februar, men p.g.a. ombygningen blev det først fejret den 13. april og fredag den 7. december holdt uddeler Preben Hansen 25 års jubilæum.

Af aktiviteter i året kan nævnes det populære Torvemarked i august, Smag på butikken i september, vinsmagning i bagbutikken i november og endelig deltog Brugsen også i Open By Christmas i december.

Brugsen har ligeledes indskudt kapital i Dybvad Byudvikling, sagde formanden i sin beretning og fortsatte – det ser ud til at være en god investering, idet det nu er offentliggjort, at der kommer en ny læge til byen. Der er stiftet et selskab: Dybvad Sundhedshus ApS, der har købt lægehuset. Den nye læge og tandlæge Annelise Goth lejer sig så ind i huset.

Formanden fortsatte med at fortælle, at bestyrelsen desværre havde besluttet at stoppe med udbetaling af 2% dividende til brugsens egne medlemmer pr. nytår 2018. Administrationen af dividende blev foretaget i Coop sammen med administrationen af bonus. Denne administration ville pr. nytår koste 65 kr. plus moms pr. medlem og for vores 1.384 medlemmer betyder det ca. 112.500 kr. inkl. moms bare i administration. Udbetaling af dividende udgør i alt ca. 115.000 kr. Bestyrelsen er enige om, at det er bedre at bruge beløbet på nogle gode lokale tilbud og øget annoncering. Det har også vist sig, at flere af de øvrige butikker, der var tilbage i ordningen også er stoppet her til nytår.

Beretningen blev godkendt og herefter var det tid til godkendelse af Årsrapporten 2018 v. uddeler Preben Hansen – rapporten var fremlagt på bordene – den blev også godkendt.

Så var man nået til valg til bestyrelsen og her var Lynge Sort Jensen, Kirsten Riisgaard Jensen og Bøje Jensen på valg. De to førstnævnte ønskede genvalg, hvorimod Bøje Jensen ikke ønskede genvalg, da han er flyttet fra byen, nyvalgt i stedet for blev Vinie Meldgaard Kristensen. Bestyrelsen består herefter af: Kirsten Riisgaard Jensen, Inge Margrethe Grøndallund Jensen, Lynge Birger Sort Jensen og Rune Holm Bidstrup og Vinie Meldgaard Kristensen.

Aftenen sluttede med bankospil.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen