Home Blog Page 355

Fortidens synder nedarves på sønnerne

0

De tider hvor mergelgrave og kyststrækninger blev brugt som lossepladser er forbi
Fortidens synder hænger som tungt arvegods over vores syndige hoveder. I dette århundrede er alverden kommet til den erkendelse, at vi ikke kan blive som vi ønsker, hvis vi fortsætter med at gøre det som vi gør. Vi har oplevet et massivt opgør med massive halmafbrændinger, der i øvrigt også nappede de levende hegn ved samme lejlighed. Mergelgravene bliver ikke mere brugt til deponering af gamle dæk, olietønder og udtjente cykler. De store virksomheder udleder ikke mere, vistnok, kemikalier og andre kræftfremkaldende stoffer i grundvandet og på kyststrækningerne. Brugte batterier håndteres separat osv.-osv. Nu skal folk så bare lære ikke at smide affald ud af bilruden og i øvrigt tage deres udtjente festivalgrej med hjem når festen er slut. Lidt beskæmmende, for ikke at sige dobbeltmoralsk, når man har indtryk af, at de samme mennesker gerne står inde på Slotspladsen og kræver klimahandling nu.

Skridtene i den rigtige retning
At skulle omstille sig til grønt og klimavenligt svarer til at skulle vende et fuldlastet tankskib. Ting tager tid. Men der er gode takter. Politikere, embedsmænd og forskere arbejder seriøst på problemstillingen. Læs bare videre. I uge 32 skrev jeg om de 33 kommuner i Danmark, ud af 98, der er Naturkommuner. I tillæg hertil har foreløbig 8 kommuner tilmeldt sig Giftfri Have. I al sin enkelhed går det ud på, at der nu er ca. 13.674.306 kvadratmeter kommunale arealer der skal drives uden sprøjtegifte. Man håber på den måde, at inspirere haveejere, virksomheder og foreninger til også at droppe round-up-flasken og andre sprøjtegifte. Formålet er overordnet at fremme vild natur og biodiversitet i de danske haver og samtidig beskytte grundvandet.  De 8 giftfri kommuner er Furesø, Vordingborg, Aalborg, Roskilde, Albertslund, Lejre, Høje-Taastrup og Glostrup. 

En win-win situation
Der er indlysende fordele ved ovenstående initiativer. Man sparer en hulens masse penge på kemikalier. Man sparer arbejdskraft. Man giver befolkningen nogle gode og sanselige oplevelser. Man fremmer biodiversiteten. Og endelig passer man på miljøet og grundvandet.

Den store nabo i syd går foran
Den tyske regering har besluttet at bruge 100 millioner euro eller omtrent 747 millioner kroner om året på at bevare insekter. Det tyske tiltag kommer, efter at et studie i 2018 viste, at mængden af insekter i de tyske naturreservater er faldet med hele 75 procent på 30 år. Handlingsplanen leverer en pakke af initiativer og tiltag, som præciserer, hvad regeringen vil gøre. Således vil det blive forbudt at bruge insektmidler eller ukrudtsmidler i store dele af de beskyttede områder. Tyskland har også besluttet at forbyde glyfosat, som er virkestoffet i det meget brugte og omdiskuterede ukrudtsmiddel Round-up. Handlingsplanen dikterer også, at lysforureningen skal begrænses. Visse insekter bliver tiltrukket af lys, og lyset kan angiveligt forvirre dem på forskellige måder. Derudover vil man øge fokus på undervisning i børnehaver og skoler i forbindelse med nationale kampagner, der fortæller tyskerne om, hvordan de selv kan gøre deres egne haver mere insektvenlige.

Og hvorfor er det lige så vigtigt med insekter?
Insekterne er afgørende for livet som vi kender det. Der findes over 200 vilde biarter og over 60 sommerfuglearter i Danmark. Flere er forsvundet eller truet. Dels på grund af manglende levesteder, men også på grund af mangel på gode levesteder, hvor der ikke bruges sprøjtegifte. Selv små mængder sprøjtegifte til privat brug efterlader rester i jorden og i de omkringliggende planter. Det truer insekternes overlevelse. Haven er et lille økosystem med insekter, fugle og smådyr. Det samspil ødelægger man, hvis man sprøjter. 

Du kan også være med
Kommuner og private kan tilmelde sig Giftfri Have via nettet. Og man behøver ikke en TV-kendis for at komme i gang. Der i skrivende stund 18.000 tilmeldte haver. Og som skrevet 8 kommuner.

Kilder: Videnskab.dk, Danmarks Naturfredningsforening og Kristeligt Dagblad.

KL

Syng sammen-aften på Sæbygaard Slot

0

Hjerteforeningen Sæby afvikler i samarbejde med Sæbygaards Venner ”Syng sammen-aften” i slotskælderen den 14. november. Når publikum ankommer, vil slotskælderen være smukt og stemningsfuldt illumineret.

Til start serveres en lækker platte, og derefter starter de musikalske indslag – herunder fællessang. Den del af underholdningen vil Hans Ole Kalhøj og Claus Søby stå for.

Overskuddet går til Hjerteforeningen. Det antages, at op mod 476.000 danskere har problemer med hjertet. Hvert år bruger Hjerteforeningen ca. 30 mio. kr. i forskning omkring hjerte-kar-sygdomme.

Bo Young er populær i Østervrå

0

Det var tredje gang sangeren og musikeren Bo Young gæstede Hyggekrogen på Østervrå Ældrecenter, og hans popularitet er bestemt ikke blevet mindre – tværtimod. 

Han har løftet arven efter sin far Jodle Birge på bedste vis, men udover evnen til at synge de populære sange fra Birges repertoire, så mestrer sønnen også fortolkninger af bl.a. Gustav Winckler, Elvis, Big Fat Snake m.fl. 

Mange var kommet for at genhøre sangeren, og de blev bestemt ikke snydt. Gang på gang begejstrede Bo Young, og en særlig stor succes var det, når han fik udvalgte blandt publikum til at synge med. Det gjorde bl.a. parret Elsebeth og Frede Frederiksen, der kunne synge med på ”Tre små Ord”, og det vakte stor jubel og brede smil. Ligeledes blev det afsløret, at Poul Therkildsen er rigtig god til at synge med på Big Fat Snake nummeret ”Bonsoir Madame”. 

– Bo Young har en dejlig optræden, hvor han går rundt mellem bordene, synger til eller sammen med publikum. Han har et stort hjerte for de mennesker, som måske ikke er så anerkendte her i samfundet. Dette viser han ved sin væremåde, men også i sangvalget, fortæller Karin Oehlenschlæger fra Hyggekrogen. 

Dobbelt fest
På forhånd havde personalet i Hyggekrogen haft mægtig travlt med at få gjort plads til den total fyldte koncert, så der kunne blive plads til de 90 deltagere. Det var en dobbeltfest, idet arrangørerne havde valgt at slå koncerten sammen med årets Høstfest. Helt nyt var det, at køkkenet denne gang havde lavet en stor buffet med lækre retter, og senere blev der serveret kaffe og lagkage. 

Alle var særdeles begejstrede og ingen havde lyst til at slippe den populære gæst, så der blev klappet længe, hvilket udløste det ønskede ekstranummer.

ÅB

Billetterne går som varmt brød

0

Det går strygende med at sælge billetter til den store julefrokost i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. 

Hvis du har planer om at deltage i Julefrokosten i Østervrå lørdag den 7. december, så er det en god ide at få bestilt billetter, for der er ikke mange tilbage. – Vi har lige omkring 600 billetter til salg, fortæller Lone Spangenberg fra ØVIs Venner, og vi har solgt langt over 500 på nuværende tidspunkt, og de sidste billetter regner vi helt sikkert med at få solgt inden længe. 

ÅB

Elever manipulerede med virkeligheden

0

Eleverne i 6.z på Torslev Skole i Østervrå er også med i Kulturkaravanens program, når den lander i Østervrå fredag den 1. november. 

I sidste uge havde eleverne i 6.z besøg af kunstner Jesper Olsen fra Kunsten i Aalborg. Torslev Skole havde valgt, at eleverne skulle deltage i en workshop med billedmanipulation, et blandt flere emner, der også ligger i Kulturkaravanen som et tilbud til skoler og institutioner. 

Lidt historie
Jesper Olsens oplæg til eleverne tog udgangspunkt i historien fra maleri til fotografi. Han kom også ind på, at fotografier altid er iscenesat uanset, hvor meget det ligner virkeligheden, og vigtigst af alt i disse fake newstider, så skal man være klar over, at fotografier altid ”virker”, fordi de er troværdige. Det er meget svært at gennemskue, om de er manipulerede. 

Bagefter var det elevernes tur til på egen hånd at gå på jagt med mobilkameraet, og ud fra de billeder de tog, lave manipulationer, set ud fra deres eget perspektiv. Eleverne skal selv komme med forslag til, hvordan de vil udstille deres billeder.

Udover Torslev Skole, så har elever fra Sæbygård Skoleafdeling også deltaget i workshops.

Resultatet af elevernes arbejde kan ses den 1. november, når Kulturkaravanen løber af stablen i Østervrå Idræts- og Kulturcenter.

ÅB

Fotos: 9300

DHF’s fodbolddamer i Jyllandsserien

0

DHF’s fodbolddamer er efter 20 års fravær tilbage i jyllandsserien. Dengang ganske vist under navnet Flauenskjold IF. Nu er dameholdet placeret under klubsamarbejdet DHF Fodbold, der udover damerne omfatter alle ungdomshold fra de tre byer Dybvad, Hørby og Flauenskjold.

Oprykningen kom i hus sidste lørdag på Hørby Stadion, hvor nærmeste forfølger Frederikshavn, i overbevisende stil, blev sendt hjem med et nederlag på 4-0. De mange tilskuere, der havde fundet vej, til den flotte bane i Hørby kunne opleve noget af det flotteste fodbold, der er set i mange år, og sejren, der altså resulterede i oprykningen var fuldt fortjent.

Sejren blev fulgt op af endnu en sejr denne lørdag på 4-2 over Aalborg Chang, og efter kampen på Flauenskjold Stadion kunne champagnepropperne endelig springe. Dagen blev sluttet af med mad og hygge i Flauenskjold Hallens cafeteria.

Selvom sidste ophold i jyllandsserien i 1999 var i regi af Flauenskjold IF, så er målmanden stadig den samme. 46 årige Majken Pedersen er, på imponerende vis, still going strong. På et hold, hvor hun kunne være mor til de fleste, og hvor nogle af medspillerne ikke engang var født i 1999, så har hun med hendes engagement og gode humør, været en vigtig brik på holdet igennem de sidste par sæsoner. Majken har godt nok varslet at denne sæson bliver hendes sidste, og at hun vil overgå til rollen som holdleder. Men lad os nu se…

Holdet mangler endnu en kamp om 14 dage på udebane mod Fortuna Hjørring. Det er indtil videre blevet til 9 sejre i 9 kampe. Så målet må være at gå igennem serie 1 med maksimumpoint.

Det bliver spændende at følge pigerne til foråret i jyllandsserien, hvor turene til udekampene nu bliver noget længere. Udover et par klubber i Aalborg området vil modstanderne nu skulle findes i Thy samt Viborg og Randersområdet.

Der skal også lyde en stor ros til de tre trænere Peder Lund, Anders Dige Østergaard og Peter Østergaard, der i kraft af deres store engagement, og evne til at holde sammen på pigerne, kan tilskrives en stor del af æren for holdets succes. Det kan i den forbindelse også nævnes at 7-mands holdet for tredje gang i træk også vandt deres pulje.

IS

Kend hinanden igen – et eksempel til efterlevelse

0

På en regnvåd eftermiddag manglede kun vindheksene da jeg ”red” gennem Præstbro. Vor-herre-bevares, her kan man da ikke bo og hvor er folk henne? nåede jeg at tænke inden Lenettes Blomsterbix dukkede op gennem duggede ruder.
Anledningen til mit ophold i Præstbro skyldtes faktisk, at jeg var inviteret af to ildsjæle, Kirsten og Ida. De mente begge, at jeg ville have stof til en god artikel hvis jeg dukkede op onsdag til café og snak. Da min redaktør gerne vil have lokalkolorit på sprøjten, sagde jeg straks ja til invitationen. Og til trods for førstehåndsindtrykket af Præstbro blev jeg ikke skuffet. 

Glem Livsens Ondskab, Livets gang i Lidenlund og Matador
I Præstbro har de to ildsjæle, Ida og Kirsten, gjort op med fremmedgørelsen/sig selv nok trenden i Danmark. Hver onsdag mellem eftermiddag er der cafe i Lennettes Blomsterbix. Blomsterbix er stærkt underdrevet i denne forbindelse. Vel er der blomster, afskårne ++, men der er også mange andre livsstil ting og sager i de store, lyse og venlige lokaler. Cafeen tjener flere formål. Men i hovedsagen drejer det sig om, at folk på landet lærer hinanden at kende igen. Og det næste er, at tilflyttere kan lære de lokale at kende på den gode måde hvor man mødes i øjenhøjde, hjælper hinanden og skaber kontakter. Med andre ord bliver den moderne rastløshed mellem glatte skærme og dagligt besvær gjort nærværende, relevant og håndterbar. Her er ingen sladder, men tværtimod varme og en udstråling af, at her vil man hinanden.

Ikke raketvidenskab men almindelig medmenneskelig foretagsomhed og omtanke
I udgangspunktet mente Kirsten og Ida, at mennesker ude i de små landsbyer på landet ikke kendte hinanden mere som i gamle dage. Så for halvandet år siden etablerede de cafeen i blomsterbixen. De ca. 270 indbyggere i Præstbro har stort set alle taget godt imod initiativet. Så på en god onsdag kommer der mellem 10 og 15 gæster i cafeen til kaffe og kage, som Kirsten og Ida står for. Det hele fås for en flad tyver. Et eventuelt overskud går til byforskønnelse eller andre gode formål. Tilflytterne, som har luret de billige huspriser, korte afstande til motorvej og større byer har også stor glæde af cafeen. På den måde er de ikke fremmede og deres børn kan finde nye legekammerater.

Der er puls i landsbyen
Under det lidt søvnige dække gemmer der sig et pulserende liv og en spirende iderigdom i Præstbro. Man kan også sige, at hvor der er vilje er der også vej. Og den vej står Kirsten og Ida på. De arrangerer koncerter, events og andre fælles oplevelser i Præstbro. Sussi og Leo er på vej, i sommers var der Country og western event og flere arrangementer er på vej. Feriecenteret får lejet værelser ud og indehaveren af de flotte veteraner på Retroværkstedet kan indkassere anerken-dende blikke. Og kroen som ellers er lukket genopstår i fordoms pragt for en kort stund.

En ny tidsalder for landsbyerne?
Med Præstbro som det gode eksempel kan man med en vis optimisme håbe og tro på, at den i tidligere tider omtalte ”landsbydød” nu er gjort til skamme og at man har fået øjnene op for sammenhængskraften i de små samfund. Inspirationen er hermed givet videre. Lykke til derude!

KL

God start på Festdage i Østervrå

0

De første arrangementer er kommet godt fra start i Østervrå, hvor uge 42 står i Festdagenes tegn. Ugen er for hele familien, og de næste dage er der bl.a. poolparty, pizzaspring, familiebanko og danseaften. 

Knapt havde støvet lagt sig efter to døgn med LAN-party i Kulturhuset, før der igen var røre i Østervrå. Søndag eftermiddag blev det hyggelige Blomsterløb skudt i gang for sjette gang fra ØVIs Klubhus, hvor omkring 120 børn og voksne havde fundet vej på gå- eller løbeben, på MTB, racer eller almindelig cykel. 

De valgfrie ture rundt i Østervrå by og opland havde undervejs fem pitstop, som alle relaterede sig til forsyning – herunder el-forsyning, vand- og varmeværker, containerpladsen og ikke mindst byens lokalhistoriske arkiv, hvor arkivalier over fortidens forsyningsenheder var fundet frem. Alle steder blev der kræset for deltagerne med kage, chips, slik – men også vand fra vandværket, og en spritnyt drikkedunk fik deltagerne med hjem. For dem, der havde lyst, var der mulighed for at få en rundvisning på vand- og varmeværk. 

Danseaften
Der er stadig ledige billetter til Danseaftenen i Østervrå Idræts- og Kulturcenter den 18. oktober, hvor det også er muligt at deltage uden spisningen. Fem orkestre spiller på skift op til dans og der trækkes lod på indgangsbilletterne om fine sponsorgaver.

ÅB

Teatertur og motionsdag i den kommunale dagpleje

0

Kultur og fysiske aktiviteter er også en fast ingrediens for de yngste borgere i kommunen. Hos de kommunale dagplejere i Østervrå har begge dele været i spil på en og samme uge.

Det var meget få og beskedne rekvisitter Gertrud Exner fra Teater Blik benyttede sig af, men effekten var ikke til at komme udenom. En spand, fem brædder, nogle lodder og en snor, så beskedent var udstyret, og lige så fascinerende var det, at opleve, hvordan hun kunne fange de små dagplejebørns – ja også de voksnes – opmærksomhed i forestillingen ”Hvad nu hvis…”. Åndeløst fulgte børnene med, når brædder balancerede med spand, vand og lodder alt imens vægten blev forskudt. Det hele kun tilsat ganske få ord, og publikum var med hele vejen. 

Motion skal der til
Skolerne har tradition for en motionsdag inden efterårsferien, og den ide har de også grebet hos Østervrås kommunale dagplejere. – Vi vil gerne signalere den røde tråd mellem dagpleje, børnehave og skole, lyder det fra dagplejerne.  

Årets tema var løb koblet sammen med høsten, som jo f.eks. kunne være kartofler og gulerødder. På en firkantet bane, markeret med fire spande i hvert hjørne, skulle børnene fragte rodfrugter fra spand til spand, og det var en opgave de små tog helt til sig. Rundt og rundt gik det på de små ben. 

Knapt havde de fået pusten, før der for alvor skulle pustes til sæbebobler, som bagefter blev jagtet rundt på hele naturlegepladsen. 

Al den løben krævede en tiltrængt pause, og i hytten på legepladsen fik alle børn en flot medalje for den fine indsats ved dagens løb, og inden turen hjem en ekstra belønning i form at små pakker rosiner. 

Hjemme ventede frokost og middagslur, og mon ikke det blev til en ekstra rugbrødsmad og måske også en halv time mere på øjet? 

ÅB

Vellykket LAN-party i Østervrå

0

50 computerspillende unge mennesker deltog i det andet LAN-party i Østervrå, og der blev råhygget igennem med spil, konkurrencer og meget lidt søvn.

Torsdag aften begyndte opstillingen og fredag eftermiddag rykkede spillerne ind med deres spilleudstyr, sovegrej, snacks, drikkevarer og mod på næsten to hele døgn i ”computer-
world”. 

Der blev spillet spil efter eget valg, men også tilrettelagte turneringer i f.eks. Rochet League, Trackmenia og CSGo, og til de heldige var der både pokaler og medaljer. Forbindelsen virkede også helt optimalt, ikke mindst fordi Østervrå IF og Østervrå Idræts- og Kulturcenter til dette LAN-party har investeret i en helt ny forbindelse.

Når arrangørerne synes, at deltagerne lige skulle strække ben, var der tilrettelagt sjove konkurrencer. Bl.a. stabling af kasserede computerkabinetter. I den disciplin var det Mikkel Thomsen, der nåede højeste med 2,66 m. 

God opbakning
LAN-party har fået særdeles flot opbakning fra det lokale erhvervsliv, som har stået klar med både præmier, T-shirts, fribilletter til svømmehallen, rundstykker m.m. 

Der er heller ingen tvivl om, at de mange timer bag skærmen giver appetit, der blev således konsumeret 10 kg frikadeller, næsten 10 kg kartoffelsalat, fem store skinkestege og fire store bakker flødekartofler. – Det eneste vi godt kunne bruge lidt mere hjælp til er maden, så hvis der er nogen, som vil byde ind til næste gang, så kunne det være dejligt, lyder Mortens opfordring. KFUM-spejderne var hyret til at rydde det sidste fra kulturhuset, så den opgave var i gode hænder.  

Tilfredse arrangører
Forårets første LAN-party var på 24 timer, denne gang var det dobbelt op, så arrangørerne var naturligvis spændte på forløbet. – Vi er rigtig godt tilfredse med forløbet, fortæller Morten Rasmussen, og vi har helt sikkert også fået nogle erfaringer fra vores første LAN-party, som vi har gjort god brug af denne gang, ligesom vi også har lært noget denne gang, som vi vil bruge næste gang. Styregruppen på fire mand – Morten, Nikie, Magnus og Nikolai er friske på et nyt LAN-party i 2020, og det bliver sandsynligvis i slutningen af uge syv som optakt til vinterferien. 

Nu skal de 50 deltagere og styregruppen vist bare have sig nogle velfortjente timers nattesøvn.

ÅB