Home Blog Page 329

Reden – et frirum med støtte og omsorg

0

Det næste Tirsdagstræf 28. januar i Østervrå Frikirke kommer til at handle om ”Reden” i Aalborg – et gratis og anonymt rådgivningscenter for men-nes-ker, der er eller har været tilknyttet prostitu-tion. 

I efteråret 2014 åbnede ”Reden” i Aalborg, som en del af KFUKs Sociale Arbejde. 

Et frirum for kvinder og mænd, der – ofte eller bare en gang imellem – har eller har haft sex for penge, husly eller andet. 

”Redens” primære målgruppe er mennesker af beg-ge køn, som enten sta-dig er i prostitution eller som er kommet ud af det, men som aldrig har fået bearbejdet de efterfølgende skadevirkninger. Et gratis og anonymt rådgivnings-center, der blandt andet yder vejledning, terapi, støtte og omsorg. 

Brug for støtte
En sekundær målgruppe er udenlandske kvinder i prostitution og kvinder med anden udsathed end prostitution. Fælles for dem alle er, at de har brug for livsforbedringer og støtte til at komme videre i livet enten via intensive exitforløb eller andre livsforbedrende hel-hedsorienterede tiltag og tilbud. Centret driver endvidere et krisecenter for ofre for menneskehandel.

Leder af ”Reden” cand. scient soc. Jeanette Dam Kaastrup fortæller i det næste Tirsdagstræf om prostitution og men-neske-handel, lovgivningen på områderne, de sociale- psykiske og fysiske skadevirkninger ved prostitution, det lokale nordjyske prostitutionsmiljø samt ”Redens” arbejde og tilbud.”

Alle er velkomne til foredraget, der er gratis adgang og mulighed for at købe kaffe med tilbehør. 

ÅB

Hvem skal fremover kridte banen op?

0

Er du mon Østervrå IF’s nye vigtige medspiller? Fodboldafdelingen er nemlig på jagt efter en ny stadioninspektør eller et helt team af inspektører, som kunne tænke sig at bliv en del af et større fællesskab. 

Klubbens nuværende stadioninspektør Erik Mathiasen vil gerne afløses på posten, så derfor er fodboldafdelingen på udkig efter Eriks afløser. – Vi har i de foregående sæsoner været meget privilegerede at have en dygtig stadioninspektør, der har fået omgivelserne og banerne til at spille. Nu trækker han sig velfortjent tilbage og derfor søger vi en ny stadioninspektør, der kan varetage opgaven enten alene eller i samarbejde med en eller flere, forklarer Søren Fjordbak for ØVI fodbold.  

Vigtig rolle
Stadioninspektøren har en vigtig rolle, ja man kan vel sige, at han er en ekstra spiller på holdet. Uden kridtstreger og net på målene går det ikke, og det er et par af de vigtigste opgaver, der skal løses. Det er også stadioninspektøren der har sans for detaljen og sørger for at skraldespandene er tømt, at der er fejet ved klubhuset, og så må der også gerne komme blomster i krukkerne, når den tid kommer. 

Gerne flere
Bestyrelsen kunne rigtig godt tænke sig, hvis der var flere, som har tid og lyst til at dele opgaverne, så det blev et hyggeligt lille arbejdsfællesskab. – Vi håber på, at der er nogle stykker, som kunne tænke sig at blive en del af det fællesskab, der er omkring Østervrås lokal fodboldliv, hvor man samtidig er med til at gøre det muligt for områdets børn og unge at dyrke et aktivt fritidsliv. 

Bestyrelsen hører meget gerne fra interesserede, som naturligvis bliver grun-digt sat ind i tingene af erfarne folk. 

ÅB

De ”gamle” løb med håneretten

0

Da Flauenskjolds fodboldherrer ikke havde kvalificeret sig til weekendens regionsmesterskaber i indefodbold åbnede det mulighed for deltagelse i den såkaldte “Wueso Cup”, der lørdag blev afviklet i Voerså Hallen.

Flauenskjold IF stillede med to hold, “De gamle fra Flauenskjold” og “De unge fra Flauenskjold”.

De to Flauenskjold mandskaber gjorde rent bord, og skulle således mødes i en ren Flauenskjold A-finale.

Efter en forrygende finale løb de “gamle” med håneretten med en finalesejr på 5-2. De “unge” måtte nødtvungent indrømme at de havde tabt til et bedre hold. Det hjalp dog på humøret da 1. præmien (en kasse øl) på ægte Flauenskjold manér efterfølgende blev delt i omklædningsrummet. Tror dog stadig der er lagt op til revanche på næste træningsaften.

Men endnu en god social aktivitet hos fodboldherrerne i Flauenskjold IF, som optakt til den kommende sæson, der indledes med standerhejsning lørdag den 1. februar. Mere om det i næste uges udgave af Østvendsyssel Folkeblad.

IS

25 års jubilæum i Dybvad Børnehave

0

Sidste onsdag var det 25 år siden Niels Bentzen startede i Dybvad Børnehave – Niels Bentzen – hvem er det, tænker alle, der har og har haft sin gang i børnehaven – det er da vores allesammens Niels eller Nielsefar, som han også bliver kaldt.

Niels har været mange børns faste klippe i børnehaven og det så man da også tydeligt på det store fremmøde på jubilæumsdagen, hvor forældrebestyrelsen havde inviteret til jubilæumsfest i Klubhuset lige efter boldleg, som Niels har været en del af i mange år.

Der var dækket op med kagemand og masser af kage med ”Tillykke” skrevet i glasur.

Det skal lige nævnes, at hele arrangementet var hemmeligt for Niels til det sidste, hvor børnehavens leder, Jan Kokholm, kom ind i hallen, hvor boldleg foregår og sørgede for, at få jubilaren og alle børnene og trænerne med ind i klubhuset, hvor der ventede rigtig mange gæster allerede.

Man kunne tydeligt se på Niels’ ansigt, at det var en kæmpestor og god overraskelse og det fortalte han da også senere til avisen og han sagde også, at han blev helt utrolig glad for alt det, der var lavet for ham.

Da leder, Jan Kokholm, havde budt velkommen og sagt tillykke til Niels endnu en gang, sagde han samtidig værsgo’ til alle til at gå ombord i alle kagerne og drikke kaffe og saftevand og være med til at fejre Niels på hans 25 års jubilæumsdag.

Masser af gaver var der også til Niels bl. a.. en flot trøje, hvor der foran stod: 25 års jubilæum og bagpå stod der Nielsefar og der var mange af børnene, som selv havde lavet en helt speciel gave til Niels, som de var spændt på at give til ham.

Et rigtigt flot arrangement i anledning af at en meget populær medarbejder i børnehaven i Dybvad kunne fejre 25 års jubilæum – et arrangement som forældrebestyrelsen stod for.

Jo-Jo

Pia Fog og Lili Olesen

0

Tirsdag den 28. januar er der koncert i Østervrå Kirke
Pia Fog er sanger. Hun er diplomuddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium med efterfølgende studier ved Sct. Cecilia-konservatoriet i Rom. Pia har deltaget i master-classes i bl.a. England og Italien og har givet talrige koncerter i ind- og udland og har flere solistiske opgaver bag sig, bl.a. Aalborg Symfoniorkester, radio og TV. 

Lili Olesen er pianist og er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium hos docent Tove Lønskov. Lili har efter diplomeksamen studeret tre år ved Chopin-Akademiet i Warszawa på et polsk statsstipendium og har herudover deltaget i mange master-classes bl.a. i England og Norge. Hun har givet talrige koncerter herhjemme og i udlandet, både som solist, kammermusiker og akkompagnatør. Det er også blevet til flere CD-udgivelser med hendes medvirken eller som solist.

Aftenens program består af musik komponeret af Peter Heise og Edvard Grieg.

Dansk folkesjæl og lyrisk norsk natur Dyvekes Sange er Peter Heises sidste sangcyklus, der udkom efter hans alt for tidlige død, og som dermed slutter hans livsværk. Det er sange med stor dramatisk nerve, tilskyndet af Drachmanns tekster. Hvis Heise havde levet længere, antyder dette værk, at der kunne være kommet et helt stort, dansk sangdrama fra hans hånd. At Grieg og Heise er fra nogenlunde samme periode, men alligevel vidt forskellige, viser sig f.eks. ved, at de begge kom til Danmark og studerede hos N. W. Gade. Heise var en svoren discipel, men Grieg følte sig ikke tilfredsstillet af den undervisning, han modtog. Grieg dannede livsvarige venskaber med flere danske komponister, og han kom til at kende H. C. Andersen og satte musik til hans digte ”Hjertets melodier”.

 På vegne af menighedsrådene. Annette Bæk, organist

Regionsmesterskaber i indefodbold

0

Flauenskjold Hallen dannede lørdag rammen for Regionsmesterskaberne i indefodbold i rækkerne Kvinder A/B samt Herrer B.

DHF hos kvinderne og Klokkerholm hos herrerne udgjorde det lokale islæt i stævnet. Ingen af de to lokale mandskaber formåede dog at spille sig videre til de jyske mesterskaber, der afvikles i Hadsund i weekenden 1.-2. februar.

Hos kvinderne gik Tornby og Hillerslev Sport fra Thisted videre til JM i A-rækken, mens Vejgaard og Støvring gik videre til JM i B-rækken. Hos herrerne var det Hadsund og Aabybro der trak det længste strå, og derved sikrede sig adgang til de jyske mesterskaber.

På trods af et sidste øjebliks afbud fra Skovsgaards kvindehold blev der afviklet godt 20 kampe, og det hele forløb planmæssigt. Der var da også stor ros fra DBU’s udsendte repræsentant for Flauenskjold IF’s afvikling af arrangementet. Der har efterhånden udviklet sig en tradition for at et eller flere DBU mesterskaber afholdes i Flauenskjold Hallen hver vintersæson. Dette skyldes selvfølgelig ikke mindst en fast garde af trofaste hjælpere, der hver især kender deres opgave og udfører den til punkt og prikke. Her kan særligt nævnes Carsten “Skipper” Larsen ved dommerbordet og Conny Thomsen i cafeteriet. Tak for jeres store indsats i rigtig mange år.

Alt i alt en god og hyggelig lørdag i vores dejlige hal.

IS

Der blev plantet træer i Dybvad Bypark

0

Lørdag eftermiddag var der gang i spader, skovle m.m. i Dybvad Bypark, der lige nu er i færd med at blive anlagt midt i byen – over for Dybvad Ældrecenter og som i øvrigt er en del af Områdefornyelsesprojektet.

Regnen havde silet ned op til kl. 14, hvor man havde kaldt sammen til arbejdet med at plante træer i Byparken, men det endte med at blive et godt plantevejr alligevel.

Der var en god lille flok, der var mødt op for at hjælpe.

Svend Christian Rasmussen fra Dybvad Planteskole fortalte, hvilke træer, der skulle plantes i den nye Bypark. Der er valgt Japanske Kirsebærtræer langs stierne og på volden skulle der plantes æbletræer – og her er tale om spiseæbler og endda flere forskellige slags, som er modne lidt forskudt af hinanden, så man kan få glæde af æblerne i en længere periode. Endelig skulle der plantes egetræer bag ved og grunden til at valget faldt på netop egen, er at man ser egeløv i byens bomærke.

Der var godt humør over hele linjen og ud over de voksne, der var mødt op, var der også et par børn, der nu kan tænke på, at de træer var de med til at plante engang.

Nu skal der så senere plantes nogle blomster i Byparken, så det kan alle gå og glæde sig til – men allerede nu kan man tage en gåtur og nyde de nyplantede træer.

Jo-Jo

Østervrå – spritbilist sigtet og anholdt

0

En personbil blev standset til et rutinetjek på Hjørringvej i Østervrå fredag den 18. januar kl. 00.29. Patruljen på stedet henvendte sig til føreren af bilen, som var en 32-årig kvinde. Hun blev skønnet påvirket af patruljen, hvorefter hun blev instrueret i at deltage i en alkometertest. Testen gav udslag, da kvindens promille var over de tilladte 0,5. Hun blev derfor sigtet og anholdt for spirituskørsel.

Disse ting skal på indkøbslisten, når du skal flytte til en ny bolig

0

I en travl hverdag kan der være mange ting at se til, hvorfor det kan være svært at komme helt ned i gear i weekenderne. Der er nemlig mange danskere, der tager arbejdet med hjem, og derfor er der også mange, der aldrig holder 100 % fri. Står du og skal flytte, er det dog vigtigt, at det er noget, som du kan overskue, og det kan du sikre på flere måder. Én måde er at lave en indkøbsliste, så du kan overskue, hvad du skal have købt til din nye bolig – og netop den liste kan du få gode råd til her. 

Der er mange ting, man hurtigt kan komme til at glemme, når man flytter til et nyt sted

Bor du i en lejebolig, og har du købt egen lejlighed eller hus, så kan der være mange ting, du glemmer at skrive på indkøbslisten, når du skal flytte. Der er nemlig mange ting, der i forvejen er i boligen, når man flytter ind i en lejebolig, og derfor er det noget, man hurtigt kan glemme, når man flytter ind i sin egen lejlighed eller sit eget hus, hvor man selv skal sørge for alt. Eksempelvis skal du huske på, at du skal have fundet de rette lamper, så du kan se noget, når det bliver mørkt. Se eksempelvis MENU lamper som kan pynte i ethvert moderne hjem. 

Udover lamper kan man også hurtigt komme til at glemme spejle, og de er ikke til at undvære – især ikke på badeværelset. Har du overvejet at prøve noget nyt, så kan du eksempelvis investere i runde spejle. De er nemlig atypiske i forhold til de velkendte firkantede spejle. 

Du kan også få inspiration til listen via nettet

Har du allerede ovenstående på listen, kan du på nettet finde mere inspiration til den. Se eksempelvis mere på www.roomformore.dk

Besøg fra krise­center

0
Laila Hyldgaard Tronsen og Inge Bergstedt

Netværkscafeen i kulturcenter Vendsyssel får den 22. januar, besøg af Inge Bergstedt, leder af Frederikshavn krisecenter, og en af kvinderne der har fået hjælp derigennem, Laila Hyldgaard Tronsen. Inge vil fortælle om hvordan krisecentret hjælper de voldsramte kvinder, og hvordan de får hjælp og støtte til at komme videre, både praktisk, økonomisk og psykologisk.

Laila fortæller om sine oplevelser og erfaringer med hvordan det var at leve i et voldeligt forhold, og hvorfor det skulle tage hende 21 år at komme ud af det. Og at det først var da hun var tæt på at blive slået ihjel, at hun flygtede med sine to piger, og fandt hjælp på Frederikshavn krisecenter. Laila har hjulpet mange kvinder i det, der kaldes efterværnsgrupper, og den 22. januar tager hun sin veninde med, som også vil fortælle hvordan hun kom ud af sit usunde forhold.  

Det bliver en dag, hvor temaet vil være, hvordan man genvinder sin selvrespekt og selvtillid, og hvordan man kan finde styrke til at komme videre og også have kræfter til at hjælpe andre voldsramte kvinder videre. Se også den tidligere omtale af samme arrangement i Østvendsyssel Folkeblad den 30. december.