Home Blog Page 312

Thorshøj tænder lys i mørket

0

I samarbejdets ånd blev der fredag eftermiddag tændt lys i Thorshøj by. Børn og voksne fra Thorshøj Børnehus samt borgerforeningens og Try Thorshøj Boldklubs (TTB) folk var rundt i byen for at sprede lys i en mørk tid.

Træer med lysende pynt, hjerter og stjerne med lys er blevet fordelt rundt omkring i Thorshøjs bybillede, i anlægget, ved byskiltet og på sidevejene. – Ideen opstod fordi COVID-19 har betydet, at alle vores traditionelle arrangementer har været aflyst, fortæller Annika Thomsen fra TTB. Det hele strammede lidt mere til her hen under efteråret og den mørke tid, så kom den ekstra nedlukning og mens vi ledte efter vores samfundssind, opstod ideen: ”måske hjælper det, hvis vi tænder lidt lys”. 

De gæve Thorshøj-folk har aldrig langt fra tanke til handling, så bestyrelserne fra borgerforeningen og TTB allierede sig med børnene i Thorshøj Børnehus, og de var helt med på ideen. – De har været virkelig kreative og lavet to flotte juletræer med pynt og lys, som nu står og på hyggelig vis og byder velkommen ved byskiltene på Hjørringvej, bekræfter Annika Thomsen. 

I fredags blev den fine pynt sat op i byen og det var et stort øjeblik for børnene, da træerne blev stillet op. Samtlige børn og voksne fra Børnehuset var med ude og sætte det første træ, mens det kun var de ældste, der insisterede på at være med til at stille det andet træ op – helt oppe i den anden ende af byen. 

Frisk luft giver appetit, så da alle var vel tilbage i børnehuset blev madpakkerne fundet frem og i dagens anledning var der kagemand til dessert. Et ekstra plus var pebernøddedej fra Hørby Bageri, som sikkert også har givet travlhed i det lille børnehus. 

Mere lys i mørket 

– Vi har sat ekstra lys op i år, fortsætter Annika Thomsen, i anlægget er der små stjerner og hjerter hele vejen rundt og flagstangen har også fået en flot belysning samt ekstra små lyseffekter i rabatter ved byens to indfaldsveje. 

Lørdag var det tid at sætte julestjernerne op, det gik rigtig fint med god opbakning. De flittige folk sluttede af med æbleskiver i klubhuset, så nu er Thorshøj godt på vej til at blive en rigtig hyggelig julebelyst by, men det stopper ikke der. 

Thorshøj Borgerforeningen opfordrer alle byens borgere til at sætte lidt ekstra lys udenfor og i år må vi gerne være lidt tidligere ude, lyder opfordringen fra formand Geir Kåsa.

Borgerforeningens bestyrelse har flere ideer i ærmet – en lille lokal konkurrence, som de kalder ”Julehuset i Thorshøj”. – Vi udfordrer byens borgere til en lille uhøjtidelige konkurrence med at pynte/dekorere deres huse/haver med lys frem til jul, forklarer formanden, der er ingen krav, blot at man har lyst til at være med til at skabe julehygge og god stemning. Samtidig vil dem, der kører gennem byen, også få en oplevelse af hyggen langs vejen. Vi håber, at alle har lyst til at være med, lyder opfordringen. Startskuddet går den 1. december og frem til juleaften, og det bliver byens borgere, der udgøre juryen i den lille julespøg. Det betyder jo også, at de må rundt i byen og beundrer hinandens julebelysning, slutter Geir Kåsa.

ÅB

Julebelysningen blev tændt lidt tidligere

0

DYBVAD: Forrige weekend blev de flotte stjerner og guirlander hængt op i Dybvad og som formanden for Dybvad Handel & Erhverv, Svend Christian Rasmussen, siger, så er det lidt før end vi plejer at gøre det, men lige netop i år trænger vi vist alle ekstra meget til noget, der lyser op i hverdagen.

Formanden kan i øvrigt fortælle, at ingenting er som det plejer at være, når vi snakker jul i Dybvad – der kan ikke afholdes Open By Christmas og i den forbindelse bliver der heller ikke arrangeret juleoptog, som ellers er noget mange både børn og voksne altid glæder sig til. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre i disse Corona-tider.

Der er heldigvis også noget, der kan lade sig gøre nemlig julekonkurrencen, hvor man får udleveret lodder ved handel i byens butikker. Der er som de øvrige år et spørgsmål man skal svare på og herefter lægges lodderne i Ønskebrønden, der er placeret v. Dagli’Brugsen og der bliver 3 udtrækninger i løbet af december.

Formanden vil også gerne takke alle de frivillige,der brugte deres lørdag på at sætte juleudsmykningen op. Det er igen i år rigtig hyggeligt at gå en tur gennem byen og kigge på guirlanderne, der hænger i Jernbanegade og de flotte julestjerner ned ad Aalborgvej – der er noget særligt ved vores julebelysning – er der mange, der siger og det kan vi da heldigvis nyde i fuld udstrækning – også i år. Svend Christian Rasmussen nævner også det flotte juletræ, som kommunen har sat op over for Dybvad Ældrecenter og så kan man da også vende blikket mod den store beholder ved Dybvad Varmeværk for oven på den står der det fineste juletræ og skaber julestemning. Endelig vil formanden gerne sende en stor tak til alle, der har pyntet så flot op ved deres egne huse – det er alt sammen med til at skabe en ekstra god julestemning i vores lille by.

Dybvad Handel & Erhverv ser frem til det nye år, hvor alt det, der ikke har kunnet lade sig gøre i år p.g.a. Corona – igen bliver muligt,siger formanden afslutningsvis.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Ny film om Østervrå

0

Så er den her – den nye film om Østervrå. Filmprojektet sætter positivt fokus på Østervrå, som et attraktivt område at flytte til – også hvis du har lyst til at etablere egen virksomhed eller er på jobjagt.

”Er du klar til at blive overrasket?” Det er åbningsreplikken på filmens speak og de fleste bliver da ofte overrasket, når de kommer til Østervrå, som har langt flere butikker, erhvervsvirksomheder og fritidstilbud end andre byer af samme størrelse. 

Filmens længde på lige knap tre minutter har stillet krav til, hvad der skulle være fokus på og valget er faldet på erhvervsdelen og de tilbud og muligheder, der er for sparring, hvis du f.eks. påtænker at starte egen virksomhed eller er på jobjagt. 

Østervrå Borgerforeningen har tidligere selv stået for 10 små film med særligt fokus på bosætning. Den nye film har det lokale erhvervsliv særdeles positivt medvirket økonomisk til. Formålet med alle filmene er, at fortælle den gode historie om, hvorfor netop Østervrå er et godt sted at bosætte sig eller etablere egen virksomhed.

I Østervrå er de klar over, at de selv er nød til at trække i arbejdstøjet, hvis de ønsker en fortsat udvikling og tilflytning til området og den opgave kan være både positiv og negativ. Formanden for Østervrå Borgerforening Frode Thule Jensen oplever at hele følelsesregistret kan komme i spil, når det gælder udfordringer i hverdagen. – Nogle gange bliver man gal i skralden, som da Nordjyske Bank skrev og fortalte, at borgerforeningen skal betale 0,75% i rente af vores indestående. Andre gange bliver man glad, som da jeg hørte om profil-filmen om Østervrå, forklarer Frode Thule. Nu har jeg også set filmen, og jeg er fortsat meget glad. Det er en utrolig flot film, der præsenterer Østervrå på fornemste vis. At filmen sætter fokus på handels- og erhvervslivet er så godt, og samtidig et signal om, at der også er langt flere arbejdspladser end forventet i en by af Østervrås størrelse. 

Filmen, der er tekstet, kan ses på Youtube og på Facebook.

– Vi håber selvfølgelig at rigtig mange har lyst til at kommentere filmen, like og dele i stor stil, så vi kan få bredt budskabet så langt ud, som muligt, slutter Frode Thule Jensen. 

ÅB

Elever på virtuel rejse til Amerika

0

Lige inden den seneste nedlukning nåede syvende, ottende og niende årgang på Torslev Skole at få besøg af PixlArts udstilling AMERIKA med fotojournalist Søren Bistrup. Udstillingen var højaktuel i forhold til det amerikanske præsidentvalg. 

Den sidste fredag i oktober lagde PixlArt vejen forbi storrummet på Torslev Skole i Østervrå for at vise udstillingen AMERIKA, hvor PixlArts formand og (i overført betydning) fotojournalist Søren Bistrup i ord og billeder klassevis ”tog” eleverne med på en 45 minutters rejse over Atlanten til et kig ” bag kulisserne” på et Amerika på godt og ondt – set gennem fotografens linse.

Søren Bistrup har i næsten 25 år rejst og arbejdet i USA, og det er der kommet en lang række fotos ud af.  Eleverne fik først et indblik i amerikanske værdier, religion og kultur via et interview med Søren Bistrup og efterfølgende suppleret med bl.a. billeder fra valgkampen op til præsidentvalget, unge piger i gang med at gøre sig klar til skolebal, fotos med dybe kristne bevægelser, der præger landet, modstanden mod den frie abort med demonstranter uden for såkaldte abortklinikker, og fotos af et land, hvor den enkeltes frie ret til at bære våben blev illustreret med nogle af den seneste tids meget omtalte selvbestaltede militser. Til at understrege den autentiske stemning strømmede der ud af de opstillede højttaler tonerne af Bruce ”The Boss” Springsteens musik ”Born in the USA”. 

Skoleturné
Besøget på Torslev Skole var en del af PixlArts turné i oktober måned – dels med PixlBox og Dronning Margrethe til plejehjem i tre kommuner og dels med udstillingen AMERIKA til efterskoler og folkeskoler i de samme tre kommuner. På grund af coronarestriktionernes forsamlingsforbud har det været vanskeligt for skolerne at tilrettelægge et besøg hos PixlArt. – Vi synes, at det var synd, hvis eleverne gik klip af den højaktuelle udstilling, som jo i høj grad relaterer sig til samfundsfag og lignende, så derfor valgte vi at tilbyde, at vi kunne komme på besøg, forklarer formand Tao Lytzen fra PixlArt. Det har været en super oplevelse at komme rundt, og hver gang blive ”belønnet” med en flok elever, der med nysgerrige øjne og ører kiggede og lyttede. Det kan kun endnu en gang bekræfte os i, hvor vigtigt kunst og kultur er. 

Projektet – både til plejehjem og skoler, blev gennemført med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen, PixlArts sponsorerer og Det Obelske Familiefond. 

ÅB

Cluster 5 er sandsynligvis uddød, oplyser Statens Serum Institut

0

Den efterhånden så berømte og frygtede minkmutation af coronavirus, cluster 5, findes højst sandsynlig ikke mere. Sådan lyder det nu fra Statens Serum Institut.

– Der er ikke påvist yderligere tilfælde af minkvariant med cluster 5 siden den 15. september, hvorfor Statens Serums Institut vurderer, at denne variant med stor sandsynlighed er døet ud, står der nederst i den pressemeddelelse, som Sundheds- og Ældreministeriet har sendt ud i forbindelse med ophævelse af de nordjyske sær-restriktioner, skriver DR på deres hjemmeside.

Restriktioner i Nordjylland bliver ophævet

0

Restriktionerne i de syv nordjyske kommuner bliver ophævet i dag og i morgen. Det har borgmestrene for Vesthimmerland, Frederikshavn, Thisted, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Læsø fået at vide med kort varsel her til formiddag, fortæller tre af dem. Ifølge Brønderslevs borgmester er erhvervslivet åbnet fra klokken 10.00, og borgerne må passere kommunegrænserne, så længe det sker med omtanke. Restauranter og caféer må åbne fra i morgen, ligesom restriktionerne i den kollektive trafik også ophæves fra i morgen, skriver DR Nordjylland.

Men ellers må man besøge hinanden og arbejde på tværs af grænserne allerede her fra klokken 10.00, siger Brønderslevs borgmester, Mikael Klitgaard (V).

Borgmestre og erhverv i opråb til minister: Akut behov for hjælpepakke til nordjysk turisme

0
Direktør Destination Nord, Tonny Skovsted Thorup.

Nedlukningen af syv kommuner har katastrofale konsekvenser for den nordjyske turisme- og oplevelsesbranche. Det får nu fire nordjyske borgmestre og Destination Nord til at rette henvendelse til erhvervsminister Simon Kollerup angående en akut hjælpepakke på 20 mio. kr. til nordjysk turisme.

Coronapandemien har vendt turisme- og oplevelsesbranchen på hovedet, og nedlukningen af syv kommuner har sat erhvervslivet i Nordjylland under yderligere pres. Det får nu fire nordjyske borgmestre og Destination Nord til at rette henvendelse til erhvervsminister Simon Kollerup angående en akut hjælpepakke til nordjysk turisme.

Med det klare budskab ”GENSTART Nordjylland” opfordrer Birgit Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune, Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune, Karsten Nielsen, borgmester i Læsø Kommune samt bestyrelsesformand i Destination Nord Karsten Madsen og direktør i Destination Nord Tonny Skovsted Thorup ministeren til at afsætte 20 mio. kr. til en særlig turismeindsats, som skal udmøntes i et samarbejde mellem destinationsselskaberne i Nordjylland og VisitDenmark på det internationale marked. 

– Nedlukningen og de medfølgende restriktioner har katastrofale konsekvenser for det nordjyske turisme- og oplevelseserhverv, som hver dag mister omsætning og jobs. Derudover har de mange negative omtaler af Nordjylland som epicenter for spredningen af en ny pandemi enorme konsekvenser for det nordjyske turismebrand, hvilket vil tage år at genoprette markedsføringsmæssigt, siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination Nord.

Coronapandemien har i forvejen medført store konsekvenser for den nordjyske turismebranche, som i høj grad har manglet den sædvanlige tilstrømning af udenlandske turister, der normalt tegner sig for omkring 40 procent af regionens samlede turismeomsætning. Det har blandt andet betydet kraftige nedskæringer i kapaciteten hos rederier, luftfartsselskaber og blodrøde belægningstal på regionens hoteller. Håbet om genoprejsning blev således skudt til jorden med meldingen om yderligere nedlukninger, som har tvangslukket og umuliggjort indtjening for store dele af branchen.

Genetablering af Nordjylland som trygt rejsemål i højsædet
Der er i regi af Genstart-teamet for turisme- og oplevelsesøkonomi sat gang i en række udviklingsprojekter, som også forventes at involvere Nordjylland, men der er ifølge initiativtagerne behov for en særlig indsats, der har fokus på at genetablere trygheden ved at rejse til Nordjylland – privat såvel som i forretningsøjemed. 

De fire borgmestre og Destination Nord fremhæver således, at der er behov for at genetablere og brande Nordjylland som et trygt og sikkert rejsemål, at stimulere efterspørgslen fra de danske såvel som udenlandske gæster samt styrke de virksomheder, som er afhængige af erhvervsturismesegmentet, der er blevet forværret yderligere af nedlukningen. 

– Nordjylland er blevet bragt i en særlig situation, der gør os ude af stand til at konkurrere på lige fod med resten af landet. Det kalder på en ekstraordinær indsats, der på kort og længere sigt kan bidrage til at få gæsterne tilbage og det nordjyske brand reetableret, slutter Tonny Skovsted Thorup. 

Destination Nord er en sammenslutning af de fire nordjyske kommuner Brønderslev, Frederikshavn, Læsø og Aalborg. Destinationen er blandt de største i landet med fokus på storby-, erhvervs- og mødeturisme og dels krydstogt-, kyst- og naturturisme og er således stærkt påvirket af nedlukningen.

Østervrå Handel & Erhvervsforening skrider til handling

0

Lukningen af syv nordjyske kommuner har fået den lokale erhvervsforening i Østervrå til for alvor at trække i arbejdstøjet. Det har udmøntet sig i masser af nye tiltag – og flere er i vente. 

Intet er som det plejer at være. Coronasituationen er spidset til især i Nordjylland, hvor nedlukning af syv kommuner er en realitet foreløbig frem til torsdag den 3. december. – Ingen tvivl om, at det er en udfordring at drive virksomhed i denne tid – vi ved aldrig, hvad morgendagen bringer, lyder det fra direktør Lene Therkildsen fra Per & Jørgen Therkildsen. Flere virksomheder mangler folk på grund af restriktionerne omkring kommunegrænserne. Andre står med aflyste opgaver og dermed tomme ordrebøger. Hvad med julehandlen? Vælger forbrugeren at handle på nettet, eller husker de at støtte de lokale fysiske butikker, der står klar med håndsprit og ikke at forglemme den bedste service? Spørgsmålene er mange? 

Bestyrelsen i Østervrå Han-del & Erhvervsforening har udvekslet idéer og tanker vedr. den pågældende situation. Det har udmøntet sig i en masse nye tiltag – og der er flere i støbeskeen, lover bestyrelsen. – Det handler om at stå sammen, hjælpe hinanden og ikke mindst tænke kreativt, så alle kommer igennem denne krise på bedst mulig vis, understreger bestyrelsen. 

Der er pt. 43 virksomheder i foreningen, men der er altid plads til flere. Vi er en aktiv bestyrelse og ønsker en aktiv forening, hvor der er fokus på vækst og engagement til glæde for by, opland og erhvervsdrivende.

Bestyrelsesmedlemmerne mener selv, at der er mange fordele ved at være i fællesskabet omkring erhvervsforeningen – og til en yderst attraktiv pris. – Medlemmerne kan følge med i, hvad der rører sig i det lokale erhvervs- og handelsmiljø bl.a. via nyhedsbreve, som i øvrigt suppleres med en lukket Facebookgruppe, der er med til at fremme samarbejde, sparring, nye initiativer/gode tips m.m., fortæller Lene Therkildsen. 

Et forholdsvis nystartet erhvervsnetværk understøtter med fire årlige netværksmøder, som i øvrigt er med forplejning for blot at nævne nogle af de mulighed, det giver at være med under den samme ”hat”. 

Et medlemskab i foreningen kræver blot en henvendelse med virksomhedens oplysninger til bestyrelsesmedlem Gitte Mølbak fra Propagandafabrikken. Det er også muligt at følge Østervrå Handel & Erhvervsforening på Facebook, og så afslører bestyrelsen, at der er overraskelser i vente i december måned. 

ÅB

ØVIs Venner appellerer til sammenhold og opbakning

0

Bak op: Bestil Take Away Julefrokost og køb en julekalender!

ØVIs Venner er her stadig, og selv om alle sportslige aktiviteter i øjeblikket er indstillet, så er støtteforeningens bestyrelse stadig fuldt fokuseret på deres opgave med at tjene penge til gavn for det lokale børne- og ungdomsarbejde i Østervrå IF. 

Østervrå IF er, i lighed med alle andre idrætsforeninger, under pres på grund af corona –  både i foråret og nu igen. Klubbens støtteforening er opmærksom på dette, og bestyrelsen barsler nu med alternative muligheder, så de kan tjene lidt penge til ungdomsafdelinger. 

Take Away julefrokost 
– Den store julefrokost i Østervrå Idræts- og Kulturcenter bliver der desværre ikke i år, men når vi ikke kan holde en fest, må festen komme til Jer, lyder opfordringen fra vennerne. Derfor tilbyder de, som erstatning for julefrokosten en ”Take away julefrokost”, lørdag den 5. december. MartinKok, som skulle have leveret maden til julefrokosten i idrætscenter, har sammensat en traditionel julemenu. 

Det eneste du skal gøre er at melde tilbage, hvor mange menuer, du gerne vil have, og dem kan du så hente i ØVIs Klubhus sidst på eftermiddagen. Menuerne er portionsanrettet, og vi overholder naturligvis alle restriktioner, oplyser vennerne. 

Tilbuddet henvender sig til alle former for mindre selskaber og ikke mindst til familier, idet der også er tænkt på en særlig børnemenu. – I vennerne synes vi, at det mere end nogen sinde er vigtigt, at vi står sammen om vores lokalområde, så vi alle sammen kan komme så godt som muligt gennem denne krise, slutter bestyrelsen. 

Julekalendere
I år skal vi alle sammen hjælpe ØVIs Venner med at få solgt deres julekalender. – Traditionen tro sælger vi også julekalendere i år, men på grund af cororna, vil der ikke komme unge mennesker rundt og lave opsøgende dørsalg, forklarer Charlotte Dahl Albertsen fra vennerne. Vi håber meget på stor lokal opbakning, så vi igen kan få et flot salg til gavn for det lokale idrætsliv. 

Kalenderne kan du købe tre steder i byen – hos Høyrup, Jyske Ost og Østervrå Blomsterbutik, og der kan betales både med kontanter og via mobile pay. Lørdag den 21. november kan du møde bestyrelsen fra ØVIs Venner, når de står ved Meny og Fakta og sælger kalenderne. 

Kalenderne giver køberen hele 24 chancer for at vinde fine præmier sponsoreret af lokale erhvervsdrivende. – Udtrækningen af vindernumrene, foregår, helt som det plejer, og de kan ses på bl.a. i Østvendsyssel Folkeblad og via opslag hos Høyrup, slutter vennerne. 

ÅB

Grethes Julestue på plads i Skæve Bogerhus

0

Julehyggen har atter indfundet sig i det lille borgerhus i Brønden, hvor Grethe Hostrup afvikler sin alsidige julestue til fordel for dem, der mangler, og har det svært. 

Grethe Hostrup brænder for at gøre en forskel. Året rundt samler hun ind, for at give til dem, der mangler og har det svært, men 2020 har i den grad spændt ben for hendes arbejde. Den årlige julestue er blot ét af de projekter Grethe afvikler for at samle penge ind, og efter at have overvejet – skal/skal ikke, blev hun enig med sig selv om, at det skal kunne lade sig gøre. – Vi tager højde for alle tænkelig restriktioner, og min julestue har jo en overskuelig størrelse, så jeg kan sagtens holde øje med, at der ikke er for mange til stede ad gangen, forklarer Grethe. 

En af de få julestuer
Der er netop tale om en hyggelige, og i år måske en af de få, julestuer, som bl.a. har gode ideer til julegaver, hjemmelavet surt og sødt – det er både på glas og i flaske. Du kan også lade dig friste af kringler, sirupslagkager, klejner m.m. – Vi har en meget alsidig julestue, som ikke gør så meget i nisser, fortæller Grethe, derimod er vi leveringsdygtige i hjemmelavet syltetøj, saft, rødbeder og græskar. Desværre har vi ikke mulighed for at servere vores sædvanlige lækkerier i husets køkken, men kaffe, det skal vore gæster ikke snydes for, og så er her hyggeligt og varmt, forsikrer Grethe Hostrup. 

Køkkenet har i stedet fået plads til et bord, hvor gæsterne med det samme kan pakke deres indkøb pænt ind, så gaven er klar til at give videre. 

Humanitært arbejde
Fra torsdag den 19. november til søndag den 22. november og igen fra torsdag den 26. november til søndag den 29. november er Grethes Julestue åben i Skæve Borgerhus, Skævevej 144 i Brønden.  

Et besøg i julestuen er samtidig et bidrag i den gode sags tjeneste. Hele overskuddet fra julestuen går nemlig til humanitært hjælpearbejde, og Grethe Hostrup fortæller gerne om sit projekt, som hun startede i 1996. Alle er meget velkomne i Skæve Borgerhus. 

ÅB