Med den tid vi lever i, i dag, er der flere af os, der er gået hen og blevet en smule bakterie-forskrækkede. Og det med god grund. Med Corona har vi nemlig lært, at der er mange flere usunde bakterier, der omgiver os hver dag, end vi egentlig var klar over, og derfor har vi også tidligere udsat os selv for mange forskellige ting, der kan føre til sygdom.
Det er vi blevet opmærksomme på nu, og derfor er vi blandt andet også blevet gode til at spritte af, vaske hænder, nyse i ærmet og så videre. Det er faktisk blevet en hel normal ting af hverdagen for mange.
Derfor har vore krop brug for sunde bakterier Men vi skal dog også passe på, at vi ikke bliver for skræmte over for alle bakterier. Det er nemlig ikke dem alle, der er usunde. Vores krop har brug for nogle specielle bakterier for at kunne fungere rigtigt. Det er blandt andet dem, der er med til at sørge for, at vi har en sund tarmflora, hvorfor vi ikke kæmper med gener i maven eller problemer med at komme på toilettet.
Her er der tale om mælkesyrebakterier, der faktisk allerede naturligt findes i vores krop gennem normalfloraen.
Køb mælkesyrebakterier som kosttilskud online Mælkesyrebakterier er dog noget, man kan komme i underskud af, og derfor er der flere, der indtager mælkeprodukter som for eksempel yoghurt og andre syrnede mælkeprodukter for på den måde at slippe for maveonde. Dog er det også muligt for dig at købe mælkesyrebakterier som kosttilskud.
Køb mælkesyrebakterier som kosttilskud hos apopro.dk – Danmarks største, online apotek. Og få hurtigt styr på, at din normalflora igen bliver, som den skal være, og du også igen kan bevæge dig ubesværet rundt, uden at føle dig hæmmet og generet af din krop og manglende mælkesyre.
Der tales naturligvis med en vis forventning om, at Danmark genåbnes. Men der er også bekymring for, hvordan vi igen kommer op i gear i forhold til handel, aktivitet, fælleskaber osv.
Der er statslige hjælpepakker, men der kan være behov for kommunale hjælpepakker.
Vi er politisk enige om: – At de tilskud, der er på det kommunale budget til foreninger, museer osv., at de også udbetales i 2021 uanset mulighed for aktivitet eller ej grundet Corona nedlukningen. Aktivitetstilskud på Kultur- og fritidsområdet udregnes efter et normalt år.
– At vi er klar til dialog og evt. at holde hånden under med et økonomisk tilskud til arrangementer og lignende, hvor man direkte er truet på eksistensen. Der vil blive set på evt. bankbøger, udgifter og muligheder for overlevelse. Vi har afsat 500.000 kr. som ramme.
– At vi afsætter 800.000 kr. til genstart af handel, annoncering, markedsføring og publikumsaktiviteter i vores kommune gennem vores handelstandsforeninger: Sæby, Skagen og Frederikshavn 200.000 kr. hver. Ålbæk, Strandby, Dybvad og Østervrå 50.000 kr. hver.
Restpulje til noget vi ikke kunne forudse som konsekvens af nedlukningen: Rammen er 1 mio. kr.
Finansieringen af tilskud til foreninger, museer osv. er allerede budgetlagt. De ekstra til handlen og til afhjælpning af særskilte udfordringer i akut krise og reservepuljen – de kommer fra puljen by og opland. Der kan vi reservere 2,4 mio. i alt til ovenstående.
Der skal ikke ansøges, men der skal ske direkte henvendelse til ledelsessekretariatet i kommunen, hvis behov for dialog med kommunen om trussel på eksistens for aktivitet eller lignende.
Vi ønsker med dette at understøtte muligheden for en god start i kommunen, når det igen bliver muligt.
Birgit S. Hansen,borgmester og Mette Hardam,næstformand økonomiudvalget
Tapas of salmon, mussels, jamon and olives on ceramic plate
Vi ved godt, at vi har aflyst alle arrangementer her i foråret, fortæller formanden Michael Jørgensen. Men det betyder ikke at vi lægger alle tankeceller på hylden, og først tager dem frem når det bliver sommer.
Når nu vi ikke kan mødes til arrangementer i Sterup, må vi jo tænke ud af boksen, fortsætter formanden Michael Jørgensen.
Sterup Borgerforening vil derfor prøve med en ”Spis sammen hver for sig”.
I samarbejde med de nye kokke på Restaurantskibet Prinses Juliana, Aalborg, er der sammensat en tapas menu, der kan bestilles hos Sterup Borgerforening supplerer kasserer Kai Ahlmann Larsen
Arrangementet løber af stablen den 5. marts hvor det bliver muligt at afhente den forud bestilte menu ved Sterup Forsamlingshus, fortsætter formanden Michael Jørgensen.
Vi vil selvfølgelig overholde alle gældende retningsinstrukser i forhold til Covid 19, vi opfordrer alle til at holde den nødvendige afstand, selv om det kan være fristende lige at gå tæt på hinanden og lige få en lille snak, når man har mulighed for at møde naboen som man ikke lige har snakket med det sidste års tid, slutter formanden Michael Jørgensen.
Helledie & Søn startede i november 2017 og har udviklet sig lige siden. Helledie er, i dette tilfælde, Willy og Søn er Thomas, der er chauffør og fungerer som daglig leder af virksomheden.
I dag er firmaet leverandører til Falck og løser mange forskellige opgaver for både privatpersoner og virksomheder – de hjælper dig blandt andet med dyreredning, bugsering, fritræk og autohjælp.
De kører hovedsageligt i hele Nordjylland, men har også eksport til henholdsvis resten af Danmark, Sverige og Norge.
Firmaet sørger altid for at yde et professionelt og grundigt stykke arbejde for alle deres kunder.
Fem smukke blomsterbuketter ankom helt uventet søndag eftermiddag til Østervrå Ældrecenter. Den glade giver var Julie Horne fra Østervrå Blomsterbutik, som i anledning af Valentinsdag havde haft åbent ekstraordinært i butikken. Julie synes også, at beboerne på plejecentret skulle mærke, at det var en særlig dag.
– Jeg synes også, de skulle have noget pænt at kigge på, nu hvor tingene stadig ikke er helt, som de plejer. Det er en lille ting for mig at give, hvis bare det kan skabe en eller anden form for glæde hos modtagerne, forklarer Julie.
De uventede buketter blev modtaget med stor glæde, og straks fordelt rundt i fælleslokaler og dagligstuer. I dagene efter er der blevet talt rigtig meget om buketternes fine farver og hvilke blomster, der er i buketterne.
Boller, muffins, lidt små fine ”gaver” og en lille kærlig hilsen om, at du er savnet. Det er da noget, der kan tænde lys og sprede håb i en tid, hvor de triste tanker og ensomheden nemt kan snige sig ind.
Anni, Hanne, Esther, Charlotte og Karin fra Aktivitetscentret på Østervrå Ældrecenter savner deres normale hverdag med besøg af de faste brugere. Centret var i en lang periode lukket helt ned, og efter genåbning blev det med en del restriktioner. – Vi har godt nok haft nogle brugere, som er fortsat med deres aktiviteter, men en del brugere kommer ikke, netop fordi de aktiviteter, de plejer at deltage i, er omfattet af restriktionerne, og derfor lukket ned. fortæller daglig leder Karin Oehlenschlæger og fortsætter. Vi har tænkte rigtig meget på dem, vi ikke ser og vi savner dem – nogle af dem, har vi ikke set i et helt år.
Tanken om, at de måske også sidder derhjemme og savner fællesskabet fik de fem aktivitetsmedarbejder til at gå i aktion. – Vi bagte boller og muffins, lavede små fine ”gaver”, hvori der også var en lille kærlig hilsen fra os i Aktivitetscentret. Det hele blev samlet i en lille pakke, som efterfølgende blev delt ud til alle dem vi ikke ser i øjeblikket, forklarer Karin Oehlenschlæger. Nu håber vi, at vi snart kan få vores ”gamle” dagligdag tilbage, og med det et skønt samvær med alle brugerne. Vi håber med vores lille hilsen, at vi på den måde kan fortælle, at vi holder af alle og glæder os til at skulle ses igen.
Der er vist ingen tvivl om, at det søde og betænksomme lille indslag ramte helt rigtigt. 40 brugere ud over by og opland fik besøg og en gave, og de uventede gæster og gaver blev modtaget med stor glæde, overraskede og glade smil.
Kromand Niels Chr. Christensen opfører Flauenskjold Kro i 1852. Den 1. april 1853 flytter Generalpostdirektionen brevsamlingsstedet fra Agersted Kro til Flauenskjold. Allerede den 23. august samme år havde Flauenskjold Kro det første større arrangement, idet Hjørring Amts Landøkonomiske Selskab afholdte det første af mange årlige dyrskuer.
I foråret 1855 sendte kromand Niels Chr. Christensen en ansøgning til Hjørring Amt om tilladelse til at afholde et årligt marked den 19. september med kvæg, får, landlige produkter og fabricata. Han var på det tidspunkt 42 år, havde kone og 6 børn i alderen 1-10 år – og som medhjælper sin bror Chr. Christensen og 3 piger.
Amtsrådet vedtog at anbefale ansøgningen og at bemærke overfor Indenrigsministeriet “at ved anlæget af den mindre Landevej igennem Amtet fra Nørre Sundby til Sæbye i en strækning af 4,5 Mile er en mindre Kroe blevet etableret i Flauenskjold omtrent midt imellem Hjallerup og Sæbye, idet en stor, vel indrettet Bygning er blevet opført med passende Lokale for Rejsende, samt Rejselade, en stor Stald med hensyn til at Posten skifter Heste sammensteds, m.v. Ved denne Kroe er megen søgning af Rejsende, der er tiltagen idet bemeldte Landevej, der følger en aldeles ny Linie og er dragen mere vestlig igennem de store Dronninglund, Voer m.fl. Sogne, har bevirket en bekvem Forbindelse imellem til deels frugtbare Egne af et vidtudstrakt Distrikt.”
Tilladelsen blev givet, og det første af de årlige markeder blev afholdt samme år.
Dengang var det forbudt at have butikshandel på landet, det var forbeholdt købstæderne. Ønskede man at købe sukker, krydderier, stof, bånd, tallerkner eller køkkenudstyr, måtte man gå til Sæby eller sejle over fjorden til Aalborg. Men i kølvandet på den frie grundlov af 1848 kom en række love om næringsfrihed – og den 29. december 1857 blev der givet tilladelse til at oprette Kjøbmands- og Høkerhandel i forbindelse med gæstgiveri og krohold på landet. Det blev straks udnyttet af den aktive mand i Flauenskjold Kro.
Byen overtager bygningen i 2002. Efter en gennemgående renovering driver den valgte bestyrelse bygningen videre som Jyske Ås Kulturhus og vandrehjem. Planen var at drive vandrerhjem og udleje festlokaler på stedet. Den del af bygningen, der skulle drives som vandrerhjem viste sig imidlertid at være i så dårlig stand, at det ikke kunne betale sig at renovere det. Derfor blev den del af bygningen revet ned.
I erkendelse af, at det ikke er muligt at drive vandrerhjem i bygningen ændres navnet i december 2018 til Flauenskjold Kulturhus.
Hvad er Flauenskjold Kulturhus i dag? Flauenskjold Kulturhus udlejer festlokaler, mødelokaler og service til private og foreninger. Flauenskjold Kulturhus er et samlingssted for borgere i alle aldre.
Salen Salen er det største lokale. Her kan der dækkes til op til 100 personer, afhængig af bordopstilling, og hvad der i øvrigt skal være plads til i lokalet. Der er mulighed for at dække op med aflange/firkantede borde eller runde borde.
Salen lejes ud sammen med det store køkken.
Spisestuen I spisestuen er der mulighed for at dække til ca. 35 personer. Spisestuen kan også fungere som en forlængelse eller supplement til Salen, da de er i umiddelbar forlængelse af hinanden. Lejes Spisestuen alene, lejes det sammen med det lille køkken. Ønsker man at leje det store køkken sammen med Spisestuen, vil der være en merpris.
Hyggekrogen Hyggekrogen er et lille lokale, der kan bruges til mødelokale eller mindre selskaber. Der kan dækkes op til ca. 18 personer.
Vi har pæne lokaler og gode toilet- og køkkenforhold, fortæller Jens Abildgaard, der er kasserer for Kultuhuset og han fortæller yderligere, at der er mulighed for at leje bar med bartender. Efter særlig aftale kan vi levere maden, dække bord, pynte op, servere og tage opvasken, så du kan koncentrere dig om dine gæster og nyde festen.
Fredagsbar Når der ikke er corona er der 1. fredag i måneden, om eftermiddagen fredagsbar i den gamle pejsestue og der er også mulighed for at nyde dagens ret.
Eleverne fra 0.-4. klasse på Torslev Skole fejrede indgangen til vinterferien med tøndeslagning, fantasifulde udklædninger og slikposer.
I samarbejde med Østervrå Borgerforening og en lokal sponsor RB Multiservice blev der for andet år i træk fejret fastelavn på Torslev Skole. Fredag var der inviteret til tøndeslagning og efterfølgende hygge,klassevis, for at overholde de gældende restriktioner. I løbet af ugen forberedte eleverne sig med farverig maling og pynt til tønderne.
Glæde og forventning var bygget godt op hen over de kreative udfoldelser, og alle, både lærere og elever mødte fra morgenstunden fantasifuldt udklædte op til det store slag.
Der blev basket godt til tønderne, og efter en del bearbejdning lykkedes det at få de sidste tøndestave slået til jorden, og en kattekonge kåret fra hver klasse. Den traditionelle slik fra tønderne blev i stedet udleveret bagefter.
– Vi er glade for det lokale samarbejde, som gør det muligt for os at holde fast i traditionen med fastelavn, lyder det fra skolen, det betyder rigtig meget for os, at mærke opbakningen fra vores lokalsamfund.
Skolestart igen igen På Torslev Skole er elever og lærere ved at finde på plads igen efter den lange nedlukning. 0.-4. årgang og lærerne med tilknytning til klasserne mødte ind på skolen igen den 8. februar, og med det også til de efterhånden vante restriktioner. – Eleverne opholder sig på skolen klassevis både ude og inde. De må ikke blande sig, og har derfor hver deres udeområde i frikvartererne, oplyser skolen. Vi spritter og vasker hænder, som vi efterhånden har gjort længe – det er næsten blevet ren rutine.
Der var tale om en blid start, hvor den første dag gik med at få snakket sammen, leget, hygget og fundet tilbage til skolemiljøet igen. Eleverne har jo ikke været sammen på skolen siden den 18. december, så der var meget, der lige skulle indhentes.
Nu er vi spændte på, hvornår resten af eleverne får lov at komme tilbage. Det kunne være rart at få en helt normal hverdag igen, hvor alle elever og alt personale er tilbage på skolen, lyder det håbefuldt fra skolen.
BetterSound er en kørende høreklinik, som du kan bestille til at komme hjem til dig i dit private hjem. Du kan også vælge at bestille tid på høreklinikkens første fysiske location i Østervrå Idræts- og Kulturcenter.
Kniber det med hørelsen, eller vil du bare have bekræftet, at det ikke passer, når dine nærmeste påstår, at du ikke kan høre? Det næste skridt er at få bestilt en tid på en høreklinik. Hvor er der en klinik, er der parkering osv.? Den mobile høreklinik fra BetterSound kunne være et rigtig godt svar på alle dine spørgsmål. – Du ringer bare og aftaler en tid, så kommer vi hjem til dig i trygge og kendte rammer, forklarer audiologist Jeanette Anthonsen fra BetterSound, du kan også vælge at bestille en tid i vores fysiske location i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, hvor vi er hver mandag.
Når du bestiller en tid, er det også Jeanette Anthonsen, du kommer til at møde. – Jeg har afsat god tid til en fuld høreundersøgelse og til en efterfølgende snak om resultatet, forsikrer Jeanette. Viser det sig, at du vil være godt hjulpet med et par høreapparater, så er der også afsat tid til en grundig gennemgang af, hvilke muligheder, der er, og jeg hjælper også, via øre-næse-hals-læge, når det gælder henvisningen.
Når høreapparaterne kommer, ca. en uge efter mit første besøg, så kommer jeg hjem til dig, og indstiller dem. Vi er nemlig ret overbeviste om, at for at få den bedste og mest optimale brug af sine høreapparater, som muligt, så er det vigtigt, at få tilpasset sine høreapparater til sine vante omgivelser.
39-årige Jeanette Fischer Anthonsen ville egentlig være radiograf, men helt tilfældigt fik hun øjnene op for audiologi. Hun har uddannet sig og arbejdet inden for faget siden 2007, bl.a. som audiologiassistent og senest afsnitsleder for audiologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Et tilbud om, sammen med to andre, at blive stifter, medejer og administrativ direktør for en helt ny høreklinik fristede hende til at tage springet.
I BetterSound er vi klar over at konkurrencen på markedet er hård, men vi er også helt overbeviste om, at vi har et godt produkt, og at vi har fat i noget rigtigt, når vi tilbyder at komme hjem til borgerne privat. Her er mere fred og ro med god tid til at snakke om tingene.
Jeanette er meget optaget af, at det ikke skal være tabubelagt at have problemer med hørelsen. – Der er heldigvis sket rigtig meget på det område de seneste år, konstaterer hun. Den teknologiske udvikling har givet mange nye muligheder og løsninger, som gør det muligt at vi stort set kan hjælpe alle med udfordringer på hørelsen. Jeg har gennem årene set adskillige fine eksempler på børn og voksne, der har fået en helt ny tilværelse, når de får deres høreapparater opkoblet til trådløst tilbehør i form af bl.a. TV-streamer, ekstern mikrofon, fjernbetjening, mobiltelefon og iPad, understreger Jeanette Fischer Anthonsen.
Undersøgelser viser, at der er ca. 800.000 danskere, der døjer med hørelsen, og det tager i gennemsnit seks år, inden de får taget sig sammen til at gøre noget ved det. Jeg kan kun opfordre til, at man griber telefonen og bestiller en tid, lyder anbefalingen.
BetterSound har ambitioner om at blive landsdækkende med klinikker placeret i mindre byer rundt om i Danmark. – Østervrå blev valgt, som den første by, fordi den ligger centralt midt i Vendsyssel, har en passende størrelse og et godt opland, forklarer Jeanette, og så har det selvfølgelig også spillet ind, at jeg har et vist kendskab til byen og området, hvor jeg er født og opvokset, lyder det med et glimt i øjet.
På to uger har projekt ”Thorshøj Tæller Skridt” tilbagelagt i alt 4.189.734 skridt. Seks hold med i alt 23 deltagere har i den grad sat den ene fod foran det anden. Målet var, at de kunne vinde gode kontante kroner udloddet af Dansk Firmaidrætsforbund i den landsdækkende kampagnen ”Tæl Skridt”.
Alle fritidsaktiviteter er indstillet, men lysten til at komme ud og få rørt sig er ikke blevet mindre. I Thorshøj var der derfor ikke langt fra ide til handling, da kampagnen dukkede op. – Det var en ide, der udsprang af vintermørket og udsigten til lukkede sportsaktiviteter, fortæller Annika Thomsen fra Try Thorshøj Boldklub. Vi fik ret hurtigt tilsagn fra 23 personer her i lokalområdet. For at være coronasikrede valgte vi at køre med små grupper, og det blev til seks hold. Det betød også, at vi samtidig havde lidt større chance for gevinst i lodtrækningen om kampagnens kontante præmier.
Startskuddet til etape et gik søndag den 31. januar, hvor vi gik ”Kyndelmissemarch”. Vi markerede at de lyse tider er på vej, forhåbentlig både på det konkrete plan men også i overført betydning, fortsætter Annika Thomsen. Her var der 25 store som små, der med stramt knyttede sko begav sig ud på travetur – sammen hver for sig. Holdene blev sendt afsted i grupper på fem, og vi gik ”hver sin vej” på ruten, så vi kunne overholde de gældende restriktioner.
Personlige sejre Vi har haft hold i og omkring Thorshøj, men også i Nørhalne og i Norge, og det har været en sand fornøjelse at følge de enkelte holds præstationer. I løbet af uge fem og seks har vi i alt tilbagelagt 4.189.734 skridt, – gad vide, hvor langt vi kunne være nået, hvis vi havde gået en rute fra A til B?
I søndags den 14. februar sluttede ”Thorshøj Tæller Skridt” den første etape af ”Tæl Skridt Kampagnen”, det blev desværre ikke til nogen kontant præmie i denne omgang, men kampagnen er langt fra slut, og kampgejsten er intakt. – Vi vandt ikke lodtrækningen, men på det personlige plan har vi helt sikkert fået gevinst i form af en bedre kondition, mere energi/overskud, bedre humør, ja, jeg kunne blive ved, lyder det begejstret. Jeg er også sikker på, at der er blevet tænkt store tanker derude på landevejen, for det er jo som bekendt ”når du går, at de store tanker fødes”!
For os har det være en ideel måde at få lidt konkurrence ind i en tid, der er præget af Covid-19-restriktioner, og vi kan kun anbefale andre at hoppe med på gå-kampagnen – Dansk Firmaidrætsforbund – www.taelskridt.dk/
Der er flere, der allerede har meldt sig klar til etape to, som løber af stablen 14 dage i april/maj; og vores mål er at kunne tilmelde 10 hold. Til den tid er der forhåbentlig både lyser og mildere tider på mere end én måde, slutter Annika Thomsen.