Da TV 2’s nye fredags underholdningsprogram for første gang løb over skærmen den 16. april var det med deltagelse af Sofie Hemmert-Lund, der er bosiddende i Dannerhøj syd for Flauenskjold. Sofie udgjorde sammen med makkeren Tina Østergaard Filsøe fra Lunderskov et af de otte hold i den danske udgave af LEGO Masters.
De var blevet castet til programmet helt tilbage i september sidste år.
Tina og Sofie mødte hinanden da de begge arbejdede på LEGO for mange år siden. Tina er freelance illustrator og grafiker og bygger eventyrligt og naturalistisk, mens Sofie, der er freelance industriel designer, har en impulsiv og kunstnerisk byggestil.
Konceptet for LEGO Masters er hvem der kan bygge de mest fantasifulde, kreative og gennemførte universer og kreationer af LEGO-klodser.
De 8 par bliver efterhånden reduceret til tre par som skal deltage i finalen den 4. juni.
Det lykkedes på flotteste vis Sofie og Tina at deltage i tre programmer, inden de måtte forlade dette års LEGO-Masters.
Sofie Hemmert-Lund har i øvrigt også udvist sine kreative evner ved at være en af hovedkræfterne bag Danmarks største hæklede kunstværk. Værket består af 10.000 hæklede blomster, som blev skabt for at skabe glæde og fællesskab i en tid med Corona. Tid til blomster kunstværket er nu udstillet på Aalborg Stadsarkiv og inspirerer nu andre kommuner til at lave blomstrende kunstværk.
Hvis du går op i at træne, eller du kender nogen, der gør, så kender du måske allerede til romaskinen, og muligvis nogle af de mange fordele ved at bruge den. Det er nemlig ikke bare en maskine, som professionelle roere bruger for at træne. Det er skam også en fantastisk opfindelse for dig, der bare gerne vil træne og styrke din krop og dine muskler.
Styrker mange muskler Det er altså muligt at blive stærk af at ro på en romaskine. Det kan faktisk kræve en hel del styrke at bevæge dig bare ét trin op på maskinens indstillingerne. Til gengæld er du altså også garanteret en god og virksom træning af at gøre det.
Ifølge nordictrack.co.uk er det faktisk både ryg-, mave- og brystmusklerne, overkroppen og underkroppen, som du vil træne ved at bruge en romaskine.
Giver mulighed for at træne derhjemme Hvis du er glad for at komme i et træningscenter for at træne, så vil der være rig mulighed for at træne på en romaskine. Er du derimod mere til at træne derhjemme, så vil det måske glæde dig at vide, at du sagtens kan få og bruge en romaskine i eget hjem. Det er faktisk et godt valg, hvis du kun har plads til en enkelt træningsmaskine derhjemme.
Det er let at komme i gang Endelig er det også en stor fordel, at det er forholdsvis let at komme i gang med at bruge en romaskine til din træning. Det er ikke svært at forstå selve maskinen, og du skal primært bekymre dig om at finde den rette modstand i din træning.
Holdning er selvfølgelig også vigtig at få styr på, men hvis du har det, vil du hurtigt kunne komme ind i rutinen.
4. maj blev fejret efter alle traditioner i Mylund Kirke – med faner, musik og lys i vinduerne. Med de nyeste lempelser af coronarestriktioner kunne kirken byde velkommen til godt 40 deltagere, som kunne synge med på ”En lærke letted” og smukke aftensalmer. Sognepræst Ann Sofi Lægsgaard talte om længsel efter frihed og fred, og hjemmeværnet og KFUM-spejderne havde fanerne med.
Den stemningsfulde gudstjeneste sluttede med kaffe og kage – selvfølgelig på coronasikker afstand.
Sidste års 4. maj-gudstjeneste blev helt aflyst under den omfattende nedlukning, så selvom kirken med afstandskrav og kvadratmeteropmålinger ikke kunne fyldes til bristepunktet i år, var det en glæde for deltagerne at kunne være sammen om at fejre friheden igen.
Aktivitetscentret på Østervrå Ældrecenter er stadig omfattet af en del restriktioner, men personalet forsøger på bedste vis at skabe aktiviteter for de ti personer, der må være til stedet pr. gang. Senest har der været afviklet to torsdagscaféer.
Carl Børge Hansen fra Østervrå Museum kiggede forbi Torsdagscaféen med en stor samling af sine mange gamle ting. Lige fra en trillebør, som har været i borgmester Birgit Hansens families eje til helt små og lidt større gamle ting. Caféens deltagere kunne sagtens genkende mange af de gamle ting, og for at gøre det lidt mere spændende, arrangerede Carl Børge en slags gætteleg. Mange kunne huske fra egen opvækst og liv, hvad tingene havde været anvendt til, måske suppleret med en sjov historie. Carl Børge supplerede med sine egne beretninger om, hvor han f.eks. havde fået tingene fra.
Senest har der været afviklet en dejlig hyggelig musik- og sangdag i Torsdagscaféen med besøg af husvennerne Doris og Else. De havde ud over deres harmonikaer også medbragt egne sanghæfter, og det blev til et par timer i en god blanding af fællessang og musik, som alle nød i fuld drag.
Det er kun borgere ude fra byen, der må deltage i aktiviteter, centrets beboere må stadig ikke deltage i Aktivitetscentrets tilbud.
Dronning Margrethe fik uden tvivl den største opmærksomhed rent udstillingsmæssigt hos PixlArt i 2020 i et år, hvor nedlukninger, restriktioner og genåbninger har stillet krav om at kunne holde tungen lige i munden og samtidig ønsket om at give medlemmerne flest mulige oplevelser.
Når samfundsnormen ændrer sig markant, er det vigtigt, at have et omstillingsparat koncept, som kan tilpasse sig det nye. Hos PixlArt i Østervrå kan de se tilbage på et 2020, som begyndt særdeles nedslående med nedlukning af foreningens hidtil største satsning, udstillingen om Dronning Margrethe, men som endte med at bliver et ret tilfredsstillende år, hvis man kigger på antallet af aktiviteter. – Vi må sige, at det har været et interessant år med mange udfordringer, men her et år senere, at vi er lykkedes meget godt, lød det i formand Tao Lytzens årsberetning.
Bekymringerne var ellers til at få øje på, men i stedet for at sætte sig hen i et hjørne, valgte PixlArt at tage udfordringerne op. Det blev til en lang række aktiviteter både i udstillingshallen i Østervrå, og i høj grad med den mobile enhed Pixl-Box, digitale læringsforløb, fotocamps, popupudstillinger og besøg på plejehjem blandt meget andet.
Udstillingshallen i Østervrå var lukket ned i flere omgangen, men på trods af det lykkedes det at gennemføre den særdeles populære udstilling ”Længe Leve” om Dronning Margrethe og efterfølgende fotograf Søren Bistrups ”Amerika”. Det blev også til hele ca. 45 fremvisninger af den mobile udgave af ”Længe Leve” på 25 plejecentre i hele Region Nordjylland. Et skoleprojekt med fremvisning af en specielt tilrettelagt udgave af udstillingen ”Amerika” nåede ud til ti forskellige skoler i Vendsyssel.
PixlBox har været på besøg i København, Odense, Aarhus og Aalborg med ”Årets Pressefoto”, og det hele er naturligvis gennemført efter alle de gældende retningslinjer.
Det Obelske Familiefond tildelte i juli 2020 PixlArt 675.000 kr. til foreningens udstillingsprogram over en treårig periode. Flere landsdækkende medier fik for alvor øje på PixlArt og det gav flotte anmeldelser og omtaler.
Kulturdag hos PixlArt fik premiere på en sommerdag med et utal af aktiviteter og gæster på udendørsarealerne ved udstillingshallen i Østervrå. – Det har i den grad været et usædvanligt år, konstaterede formanden, vores planer fik ikke helt det forventede forløb, men alligevel tror vi, at vi har nået langt flere end forventet, men på helt nye og alternative måder. Dronning Margrethe meldte desværre afbud til vores udstilling, til gengæld blev hun, på trods af omstændighederne, alligevel vores mest besøgte og sete udstilling til dato. Det blev også et år, hvor vi har udbygget vores netværk yderligere og dermed mange nye samarbejdspartnere, som vi glæder os til at arbejde meget mere sammen med fremover.
Det høje aktivitetsniveau har genereret den hidtil største omsætning i foreningen, og årets samlede resultat endte på en pænt lille overskud, som bestyrelsen er godt tilfreds med.
Programlægningen for 2021 er lagt med alle forbehold, men der venter publikum flere spændende udstillinger både i Østervrå men også med den mobile enhed. – Vi håber da også, at vi kan holde en ny Kulturdag, men indtil videre er vi meget forsigtige med at melde ud, hvornår vi kan gøre hvad, slutter Tao Lytzen.
Vidste du at, Thiele er Danmarks ældste optikerkæde? Men det er ikke en sovepude, fortæller Pernille Asp fra Thiele i Sæby, vi gør vores bedste for at hjælpe dig til et godt syn – hver dag.
Thiele i Sæby har et bredt udvalg af briller, solbriller og kontaktlinser.
De er medlem af Dansk Erhvervs Optik og Danmarks Optiker Forening.
I Thieles butikker finder du det største udvalg af de nyeste mærkevarer. Du finder samtidig kvalitetsbriller til fast lavpris. Valget er dit. Det eneste Thiele vælger for dig, er service.
Antidug og reparation Hos Thiele i Sæby kan du købe en fantastisk antidug pudseklud, så længe vi har dem, for de er populære i disse mundbindstider, griner Pernille, men de er ret effektive og skulle uheldet være ude, og dine briller er knækket, så frygt ikke at du skal vente inden de nye briller kommer, vi kan det gamle håndværk i Sæby og glas kan omslibes til et nyt / andet stel.
Design og mærkevarer, vi har dem alle Vi samarbejder med nogle af verdens dygtigste brilledesignere. Hver sæson udvælger vi briller og solbriller fra de ”hotteste” modehuse i Paris, Milano og New York. Modehuse som Gucci, Escada Ray Ban, Hugo Boss, Lindberg, Silhouette, Tommy Hilfiger og Rodenstock er bredt repræsenteret, når vi viser de nye kollektioner frem i vores butik, fortæller Pernille.
Brillemærker med optiske traditioner har også en vigtig plads i vores udvalg. Hvem kender ikke Ray Ban og Police? Vi tilbyder imidlertid også relativt ukendte mærker såsom Filtenborg, Bellinger, Woow, Pro Design og Fleye.
Som kunde hos Thiele, kan du være sikker på at finde det største udvalg af de nyeste mærkevarebriller og solbriller.
Hvis du ønsker brilleglas fra Rodenstock, kan vi ”skræddersy” tynde og lette glas, så din brille fremstår som et funktionelt og eksklusivt smykke, forsikrer Pernille og fortæller fortsat, at der i deres kollektion af lavprisbriller, tilbydes trendy designs. Mærkevarebriller med standardglas behøver dog ikke at være dyre, vi har ofte rigtig gode tilbud. Kom ind i butikken og prøv dig frem og lad os hjælpe dig med at finde den helt rigtige løsning, slutter en serviceminded Pernille Asp.
Interessen for at få fingrene i kagecreme og krymmel er helt overvældende til et bagekursus for børn i Thorshøj. Arrangørerne Thorshøj Gl. Skole kan derfor melde alt optaget til deres første aktivitet.
Thorshøj Gamle Skole har afviklet den første aktivitet for børn. Et bagekursus, som to lokale piger – Julie og Katrine Skovsgaard står for og har taget initiativ til. Onsdag eftermiddag stod de klar til at tage imod en flok forventningsfulde børn, til de lånte lokaler i Thorshøj Klubhus, hvor inventaret var placeret i behørig afstand, så COVID restriktionerne kunne overholdes.
Arrangørerne er næsten blevet blæst bagover med den store interesse, der har været for kurset. – Det er med en vis portion stolthed, at vi kan fortælle, at to unge piger har taget initiativ til denne aktivitet, og at de har mod på at stille op som instruktører, fortæller Annika Thomsen fra bestyrelsen. I planlægningen håber man jo altid på at det bliver ”et hit”, men vi havde ikke fantasi til at forestille os, at vi faktisk blev nødt til at sige ”desværre alt optaget” allerede første gang.
Det er nok ikke overraskende, at pigerne er i overtal, men også en god håndfuld drenge har fundet vej til det kreative kageværksted. Kursets første opgave lød på: Pynt din egen lagkage. Under kyndig vejledning gik de unge bagere i gang med at lave små lagkager. Der blev rørt kagecreme til den store guldmedalje og pyntet i alle regnbuens farver. Knapt et par timer senere, havde deltagerne fabrikeret to til fire små minilagkager. Alle havde en forrygende aften, hvor kreativiteten var særdeles stor, og det lover godt for de næste tre kursusaftener.
Der var deltagerne, som var ved at revne af stolthed og forsigtigt bar deres kager udenfor til de ventende forældre på P-pladsen. Så var der de deltagere, der var ved at revne, fordi de havde spist deres lagkager.
Nu venter alle i spænding indtil der påny er bageskole onsdag den 19. maj, for det er nemlig ikke til at vide hvad Julie og Katrine finder på?
Ugen har givet fuldt hus med tre sejre til Flauenskjolds IF’s senior fodboldhold.
Herre serie 4: Serie 4 herrerne spillede torsdag aften lokalopgør mod Dybvad, og akkurat som i sidste sæson blev det Flauenskjold drengene der vandt slaget om Voergård.
Hjemmeholdet fra Dybvad bragte sig hurtigt foran 2-0 efter et par lidt tilfældige mål. Inden pausen havde Martin Nielsen dog bragt spændingen tilbage i kampen med en reducering til 1-2 efter hjørnespark.
I midten af 2. halvleg bragte Flauenskjold sig dog i front med to scoringer. Først udnyttede Emil Bering et flot opspil til at udligne, og kort efter hovedstødte Martin Nielsen sejrsmålet i kassen med sin anden scoring.
Herefter blev kampen på fornem vis kæmpet i land selvom Dybvad forsøgte sig med et desperat pres i den resterende del af kampen.
Kristi himmelfartsdag skal holdet en tur til Asaa.
Kvinder jyllandsserien: Pigerne i jyllandsserien som stiller op under DHF (Dybvad, Hørby, Flauenskjold) fik lørdag sin tredje sejr i træk, og holdet topper dermed stadig rækken nu med 13 point for seks kampe.
Aalborg Freja blev på udebane besejret med 3-2, efter at man havde været bagud med 1-2 ved pausen. Malene Mølholt havde ellers planmæssigt bragt DHF foran efter blot tre minutter.
I 2. halvleg fik pigerne dog sat tingene på plads med scoringer af Krestina Oien og Malene Mølholt der dermed blev dobbelt målscorer.
Næste opgave er allerede tirsdag aften (efter redaktionens slutning), hvor Aabybro venter ligeledes på udebane.
Herre serie 2: 1. holdet i serie 2 rundende weekenden af med kamp i Sæby søndag eftermiddag.
Efter en fantastisk fight kunne de unge Flauenskjold drenge tage hjem med 2-1 sejr efter en ellers meget jævnbyrdig kamp.
Mathias Drejer bragte med sit første sæsonmål gæsterne fra Flauenskjold foran 1-0 mod slutningen af 1. halvleg.
I begyndelsen af 2. halvleg fik Lasse Johnsen tilkæmpet sig et straffespark. Christian Kjeldsen misbrugte dog fra ellevemeterpletten, og på det efterfølgende angreb udlignede Sæby til 1-1.
Midt i halvlegen vristede Mathias Drejer sig fri på en hurtig omstilling, og på fornemmeste vis drejede han kuglen over i modsatte krog. 2-1 til Flauenskjold og stor jubel.
I den resterende del af kampen pressede Sæby på for en udligning. Flauenskjold leverede dog en flot fight, og havde vel også det held som et tophold ofte har.
Flauenskjold topper flot rækken efter de første syv kampe med 16 point. Det er et point mere end Østervrå som netop gæster Flauenskjold Stadion næste lørdag. Men forinden skal man dog lige en tur til Hirtshals Kristi himmelfartsdag.
Herre serie 6: Serie 6 har haft friweekend i forbindelse med ombrydning af turneringen.
Holdet er kommet i en ny pulje der foruden Flauenskjold består af Dybvad, Agersted, Bangsbo, Kvissel/Ravnshøj og Lyngså.
Næste søndag spilles første kamp på udebane mod netop Lyngså.
Virksomheden har eksisteret i 12 år under navnet RJ-Montage, som er en enkeltmands ejet virksomhed, fortæller Réne Jensen, fra hvem RJ initialerne kommer. Grundet stor ordretilgang, valgte vi i 2020 at starte firmaet Nordjysk Totalbyg ApS, og der er nu 5 ansatte, fortæller han.
Vi har igennem de 12 år stiftet bekendtskab med mange forskellige opgaver indenfor byggebranchen, og vi bruger lokale samarbejdspartnere til at udføre murer-, el-, og VVS-opgaver.
Kendetegnet for virksomheden er god kvalitet og kundetilfredshed, forsikrer René. Ingen opgaver er for store eller små.
Nordjysk Totalbyg ApS løser opgaver for både private og virksomheder. De laver bl.a. renoveringsarbejde, loft- og hulmursisolering samt tagarbejde.
Vi sørger altid for at yde vores bedste for alle vores kunder, fortæller René.
Vi har fx eget udstyr til at klare diverse isoleringsopgaver, fortæller han og vi er alle Isover certificerede indblæsnings-isolatører, men kan også indblæse andre produkter.
Renovering Overvejer du at renovere, så har vi stor erfaring indenfor det, også bevaringsværdige bygninger. Vi har en masse gode samarbejdspartner, så vi kan håndtere diverse opgaver.
En stor del af det arbejde vi udfører, er skift af diverse tagtyper såsom fx tegl, b6 og tagpap. Vi har stor erfaring med forskellige tagmaterialer.
Vi har som sagt over 12 års erfaring og et stærkt hold af 5 tømrere, der altid står klar til at hjælpe dig med dit næste byggeprojekt, lover René slutteligt.
Krolf, Naturgolf og Fodboldgolf er fremtidsvisionen for Skæve Stadion. Drømmesenariet er at kunne leje banerne ud, og at få genskabt et fællesskab for byen og omegnens borgere omkring den lokale klub.
Krolfbanen er etableret og en midlertidig Naturgolfbanen er også klar. Den midlertidige status skyldes, at der er langt større planer på tegnebrættet. – Hen over sommeren vil vi anlægge en Fodboldgolfbane, der hvor vi har vores Naturgolf lige nu, og når Fodboldgolfbanen er anlagt genetablerer vi Naturgolfbanen, forklarer klubbens kasserer Benn Uhrenholt.
12 og 18 huller Bestyrelsen i Skæve IF har ladet sig inspirere af andre klubbers erfaring med de overnævnte sportsgrene, og nu har de så slået deres egne streger. – Vi har som sagt allerede en 12-hullers Krolfbane, og vi håber på, at vi kan få et par lokale hold, som måske også har lyst til at deltage i DGIs turnering, oplyser Benn og fortsætter. Naturgolfbanen med 18 huller er også klar, og vi bliver blandt nogle af de få i Danmark med sådan et tilbud.
Fodboldgolfen bliver det, der kaldes en teknisk bane, hvor forhindringer er menneskeskabte, men det gør den bestemt ikke mindre udfordrende, understreger bestyrelsesmedlemmerne. Anlægsarbejdet er baseret på frivilligt arbejde udført af klubbens medlemmer. – Vi har fået tilsagn om hjælp fra et par lokale erhvervsdrivende, som stiller deres arbejdskraft og maskiner til rådighed i det omfang, de har tid, oplyser bestyrelsen. På sigt håber vi også, at få etableret en grill-hytte, så dem der lejer banerne kan kombinere spillet med fælles hygge og mad. Det er nemlig også planen, at leje alle tre baner ud, og gerne på en måde, der er så lidt arbejdskrævende for bestyrelsen som muligt – det der populært kaldes Pay & Play.
Foreningen har søgt og fået tilskud på 65.000 kr. til deres fremtidsplaner fra Frederikshavn Kommunes Distriktsudvalg og håber også på tilsagn fra Sparkassen Vendsyssels Fond.
Åbent hus Søndag den 16. maj er bestyrelsen klar til at præsentere deres planer, og de håber også på, at kunne lokke en masse spillere til at prøve både Krolf og Naturgolf. – Vi vil gerne vise, hvad spillet går ud på, men vi vil også rigtig gerne fortælle om planerne for Foldboldgolf, fortæller foreningens formand Orla Hansen.
Der er altså lagt op til, at der skal skabes nyt liv på Skæve Stadion, nu med kugler, kroket- og golfkøller men også fodbolde. I 2018 blev den sidste fodbold skudt ud over sidelinjen på Skæve Stadion, og klubben var på vej i graven, men folkene bag Skæve Petanque meldte sig på banen, og i dag er alt under én hat. – Vi er helt bevidste om, at vi selv er nødt til at gøre en indsats for at holde liv i klubben, erkender Benn Uhrenholt, og suppleres af Orla Hansen, hvis først foreningen er lukket, og klubfaciliteterne måske afviklet, så bliver det rigtig svært at få noget nyt op at stå, forudser Orla og fortsætter, det er meget vigtigt, at et lokalsamfund som vores, har noget vi kan mødes om.
Ud over de nævnte sportsgrene har foreningen også en særdeles aktiv Petanqueafdeling, som p.t. har 32 spillere. I vinterhalvåret afholder Skæve IF bankospil i klubhuset på Markusvej.
ÅB
FAKTA: Krolf: En blanding af golf og kroket, spilles med køller. Naturgolf: En blanding af golf og minigolf, som spilles i naturen. Spilles med en det golfjern, der hedder en Putter. Fodboldgolf: En blanding af golf og fodbold. I alle tre sportsgrene gælder det om at få kuglen/fodbolden i hul på så få slag/spark, som muligt. Alle aldersgrupper kan deltage.