Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Ugens fodboldresultater

Ugen har givet fuldt hus med tre sejre til Flauenskjolds IF’s senior fodboldhold.

Herre serie 4:
Serie 4 herrerne spillede torsdag aften lokalopgør mod Dybvad, og akkurat som i sidste sæson blev det Flauenskjold drengene der vandt slaget om Voergård.

Hjemmeholdet fra Dybvad bragte sig hurtigt foran 2-0 efter et par lidt tilfældige mål. Inden pausen havde Martin Nielsen dog bragt spændingen tilbage i kampen med en reducering til 1-2 efter hjørnespark.

I midten af 2. halvleg bragte Flauenskjold sig dog i front med to scoringer. Først udnyttede Emil Bering et flot opspil til at udligne, og kort efter hovedstødte Martin Nielsen sejrsmålet i kassen med sin anden scoring.

Herefter blev kampen på fornem vis kæmpet i land selvom Dybvad forsøgte sig med et desperat pres i den resterende del af kampen. 

Kristi himmelfartsdag skal holdet en tur til Asaa.

Kvinder jyllandsserien:
Pigerne i jyllandsserien som stiller op under DHF (Dybvad, Hørby, Flauenskjold) fik lørdag sin tredje sejr i træk, og holdet topper dermed stadig rækken nu med 13 point for seks kampe.

Aalborg Freja blev på udebane besejret med 3-2, efter at man havde været bagud med 1-2 ved pausen. Malene Mølholt havde ellers planmæssigt bragt DHF foran efter blot tre minutter.

I 2. halvleg fik pigerne dog sat tingene på plads med scoringer af Krestina Oien og Malene Mølholt der dermed blev dobbelt målscorer.

Næste opgave er allerede tirsdag aften (efter redaktionens slutning), hvor Aabybro venter ligeledes på udebane.

Herre serie 2:
1. holdet i serie 2 rundende weekenden af med kamp i Sæby søndag eftermiddag.

Efter en fantastisk fight kunne de unge Flauenskjold drenge tage hjem med 2-1 sejr efter en ellers meget jævnbyrdig kamp.

Mathias Drejer bragte med sit første sæsonmål gæsterne fra Flauenskjold foran 1-0 mod slutningen af 1. halvleg.

I begyndelsen af 2. halvleg fik Lasse Johnsen tilkæmpet sig et straffespark. Christian Kjeldsen misbrugte dog fra ellevemeterpletten, og på det efterfølgende angreb udlignede Sæby til 1-1.

Midt i halvlegen vristede Mathias Drejer sig fri på en hurtig omstilling, og på fornemmeste vis drejede han kuglen over i modsatte krog. 2-1 til Flauenskjold og stor jubel.

I den resterende del af kampen pressede Sæby på for en udligning. Flauenskjold leverede dog en flot fight, og havde vel også det held som et tophold ofte har.

Flauenskjold topper flot rækken efter de første syv kampe med 16 point. Det er et point mere end Østervrå som netop gæster Flauenskjold Stadion næste lørdag. Men forinden skal man dog lige en tur til Hirtshals Kristi himmelfartsdag.

Herre serie 6:
Serie 6 har haft friweekend i forbindelse med ombrydning af turneringen. 

Holdet er kommet i en ny pulje der foruden Flauenskjold består af Dybvad, Agersted, Bangsbo, Kvissel/Ravnshøj og Lyngså. 

Næste søndag spilles første kamp på udebane mod netop Lyngså.

IS

Populære artikler