Home Blog Page 293

42 mio. kr. til nye underværker

0

Heldigvis blomstrer frivilligheden stadig i en tid, hvor corona sætter sit præg på hverdagen. Nu kan ildsjæle igen søge om støtte til at føre gode projektidéer ud i livet. Realdania har øremærket 42 mio. kr. til at hjælpe nye frivilligprojekter videre. Næste ansøgningsfrist er den 20. april.

Fællesskaber kan trives alle steder, men med de rigtige fysiske rammer kan de også udvikles og styrkes. Heldigvis blomstrer frivilligheden stadig i en tid, hvor corona sætter sit præg på hverdagen – måske er der ovenikøbet sat ekstra blus under ildsjælene i et vanskeligt år, hvor der har været brug for initiativ, fællesskab og hverdagsglæde som modvægt til nedlukning, ensomhed og smittetal. Med Underværker har den filantropiske forening Realdania støttet mere end 280 ildsjæleprojekter siden 2014. Nu har Realdania afsat 42 mio. kr. til tre nye ansøgningsrunder, hvor byggende ildsjæle kan søge støtte til at gøre deres idé til virkelighed. 

En række nordjyske projekter er tidligere blevet til virkelighed med en økonomisk håndsrækning fra Underværker – heriblandt PixlArt i den nedlagte baptistkirke i Østervrå, ét af verdens første digitale udstillingssteder for fotografi. 

”Underværker har dannet fundamentet for PixlArts fællesskab. Med den støtte, vi har fået, har vi omdannet en nedlagt kirke til et unikt udstillingsrum og bragt bygningen ”tilbage til fremtiden” som lokalt samlingssted. Jeg vil opfordre alle nordjyske ildsjæle til at tro på deres drømme og bede om den hjælp, de kan få,” siger Tao Lytzen, PixlArt.

Se flere nordjyske ildsjæleprojekter på www.underværker.dk

Ny ansøgningsrunde starter nu
I Realdania glæder man sig til at modtage projektidéer fra hele landet, som kan bidrage til at styrke de lokale fællesskaber:
”Selv om mulighederne for at være sammen er begrænsede lige nu, ved vi, at der findes masser af ildsjæle over hele landet med gode idéer til projekter – og kræfter til at realisere dem. Projekter, som kan være med til at styrke de lokale fællesskaber i kølvandet på en svær tid, og som kan blive til virkelighed i takt med, at samfundet åbner igen. I Realdania håber vi, at mange flere ildsjæle vil lade sig inspirere af projekter som PixlArt,” siger Stine Lea Jacobi, programchef i den filantropiske forening Realdania.

Er man en ildsjæl med en god idé til et projekt, søger man ved at lægge sit projekt op på kampagnens hjemmeside, www.underværker.dk. Dernæst gælder det om at skabe opmærksomhed om idéen og få mindst 500 mennesker til at give den en stemme. Når stemmerne er i hus, er man sikker på, at projektet bliver vurderet af Underværkers jury og Realdania ved næste ansøgningsfrist. 

Underværker har tre ansøgningsrunder frem til 2023. Der er åbent for ansøgninger nu, og næste ansøgningsfrist er den 20. april.

FAKTA: Med Underværker støtter Realdania projekter i det byggede miljø, som er drevet af frivillige kræfter. Kampagnen bidrager både med økonomisk støtte, rådgivning og videndeling til at gøre gode idéer ud i livet. I sin levetid har kampagnen støttet virkeliggørelsen af mere end 280 projekter med ca. 131 mio. kr. 

Med et glimt i øjet

0

Det er dejligt at blive kløet på ryggen
En flok damer, der trænger til at blive kløet på ryggen. En udfordring, som måske godt kan give selv den modigste mand sved på panden. Det gælder ikke for cykelhandler John Buchhave fra Østervrå Motor- og Cykelcenter – tværtimod. Damerne vil sikkert sende en venlig tanke til John, som er mand for at klare opgaven. 

Vi er ikke ude i et lokalt tilfælde af sexisme, selv om der er tale om nærkontakt af første grad. 

Det bliver heller ikke aktuelt for alle os med coronahår, der hungrer efter en aftale med vores frisør, at skulle se misundeligt til, når de omtalte damer i samme ombæring får trimmet hårpragten.

Buchhave har endnu en gang løst en af de specialopgaver, som han ikke er spor bange for at kaste sig over. 

Kære læser! Håber at ovenstående har fået dine mundvige til at bevæges sig i opadgående retning, for det er blot et lille (ko)misk glimt af en hverdagssituation. 

ÅB

Bag facaden hos Østervrå Motor- og Cykelcenter

0

Er der liv bag butiksfacaderne i Østervrå? Hvordan er humøret, og hvad får de tiden til at gå med? Vi kiggede indenfor hos Østervrå Motor- og Cykelcenter for at høre, hvordan det går – naturligvis med god afstand.

– Vores butik er lukket, men vi har åbent for erhvervskunder og i værkstedet, fortæller John Buchhave, og vi har faktisk en hel del at se til på værkstedet. 

I butikken er der også travlhed. Nedlukning bliver udnyttet til at få en ny indretning på plads, som fremover vil betyde, at der kommer en ekstra indgang fra p-pladsen bag butikken. – Vi har i længere tid haft det på vores to-do-liste, men tiden og travlhed har udskudt det gang på gang, forklarer Buchhave, så nu var der tid til det, og vi tror, det bliver rigtig godt. Mange af vore kunder har ofte beklaget den lange gåtur rundt om butikken til butiksdøren. Det er slut nu, og de kan gå direkte fra bilen og ind i butikken. 

Click and Collect 
Varesalget ser også fornuftigt ud med pæn trafik på forretningens netbutik, hvor der hele tiden kommer flere og flere varegrupper til. – Vores kollega Annette Pedersen arbejder hele tiden på at forbedre vores varesortiment, så kunderne har mulighed for at finde, det de mangler digitalt, og gør de ikke det, så kan de også ringe til os, forklarer John Buchhave og fortsætter. Vi synes, det går rigtig fint med at overholde alle restriktioner, og vore kunder er helt med på, at de skal holde afstand, bære mundbind og spritte af, så når det ikke kan være anderledes, må vi sige, at vi får en dagligdag til at fungerer. 

På forretningens hjemmeside kan du læse, hvilke restriktioner, der gælder.

Alsidig butik og værksted
Hos Østervrå Motor- og Cykelcenter er de alsidigt funderet og klar til at løse mange forskellige opgaver. I butikken sørger Birgitte Lehmann og Annette Pedersen for at holde styr på det ualmindeligt brede varesortiment. På værkstedet råder John og lærling Simon Pedersen, og de er ikke bange for at tage andre opgaver på sig.  

En af de seneste specialopgaver bestod i at renovere en kobørste for en landmand. – Vi har skiftet lejer, sat nyt gear i og nye børste på, så nu fungerer den igen, fortæller John. Køerne hos landmand Frode Thule Jensen kan igen blive kløet på ryggen, og det er de sikkert ret godt tilfredse med. 

ÅB 

Entreprenør med et tvist af landbrug

0

På Brøndenvej – sådan lidt inde bagved – huserer Kennet Lunderskov Rasmussen med sit firma ”Entreprenørfirmaet KL Rasmussen”. Udover entreprenørarbejde tilbyder han sig med maskinstation og med landbrugsbyggeri.

Tager man et kig på hans Facebookside, kan man konstatere, at han bygger stålpladehaller og rundbuehaller og at maskinparken bl.a. tæller en ny rendegraver, gummiged, grenklipper og -knuser til beskæring af læhegn, bigballepresser og -wrapper. Firmaet tilbyder også udkørsel af gylle med slanger samt spredning af staldgødning og ikke mindst skårlægning. Så sæsonen er lang og der er ikke mange pusterum for den travle entreprenør.

Kennet har drevet entreprenørfirmaet siden 2002. og han har to ansatte året rundt.

Kulden er over os

0

Med temperaturer på ned til minus 15 graders frost om natten, er Flauenskjolds mange søer efterhånden frosset godt og grundigt til

Det gør at søerne indbyder byens børn og unge til skøjtning, ishockey eller blot almindelig leg og bevægelse.

Man har dog fra myndighedernes side igen og igen kunnet høre advarsler om farligheden af at færdes på isen, hvis ikke den er godkendt.

Flauenskjold Skole oplyser imidlertid at den lille sø ved Oasen bag skolens boldbaner er testet og godkendt af kommunen. Der er dog intet skilt der fortæller dette.

Modsat Europa Søen, og søen for enden af JP Jensens Vej, hvor skilte fortæller at “Al færdsel på isen er forbudt”. Ved byens sidste sø, bagved brevdueforeningens klubhus i den nordlige ende af Flauenskjold, er der ikke opsat skilt.

Trods den lidt forskellige skiltning eller mangel på samme, vil det nok være en god idé, at holde sig til skolens udmelding om at søen ved Oasen er godkendt til at boltre sig på.

Det er under alle omstændigheder dejligt at der, i denne kolde tid, og samtidig med genåbningen af skolen for de mindste klasser, er endnu et aktivitetstilbud for byens børn og unge.

Tekst og fotos: IS

Fredagsbar sammen og hver for sig

0

Den populære fredagsbar i Flauenskjold Kulturhus, der plejer at løbe af stablen den første fredag i hver måned, har som så mange andre aktiviteter haft trange vilkår det sidste års tid.

Som et muligt alternativt i disse tider har ”Fredagsbaren derfor lavet et tiltag under mottoet ”Fredagsbar sammen og hver for sig”.

Man har nemlig kunnet bestille en sixpack frit leveret indenfor en radius af fire km.

På billedet præsenterer Jørgen Lund fra husets bestyrelse de flotte æsker indeholdende seks blandede øl.

Jørgen Lund oplyser endvidere at det fortsat vil være muligt at bestille en øl leverance i tiden frem mod den længe ventede åbning af den månedlige fredagsbar.

Tekst og foto: IS 

Østervrå Blomsterbutik udvider med selvbetjening

0

Et helt nyt tiltag med selvbetjening hos Østervrå Blomsterbutik betyder, at kunderne får mulighed for at handle uden for butikkens åbningstid. Fremover bliver det meget lettere at købe buketter, sammenplantninger, specialiteter og lignende alle ugens dage.

Det er ganske enkelt. I et lokale lige ved siden af butikken har indehaveren af Østervrå Blomsterbutik Julie Horne indrettet en ekstra lille selvbetjeningsbutik. – Du skal bare trykke på den lille hvide knap ved siden af døren, forklarer Julie, og et fif er, at du lige holder knappen nede et par sekunder, før døren åbner. Herefter kan du frit gå rundt i den lille butik og finde friske buketter, planter eller forskellige specialiteter, alt efter hvad du lige står og mangler. Betalingen sker via mobilepay – og nummeret finde du også i butikken. 

Julie har i et stykke tid gået og tumlet med ideen om selvbetjening i en mere permanent udgave.  – Jeg har i nogle måneder haft gadesalg efter lukketid, og det har fungeret rigtig fint. Jeg har imidlertid været udfordret af vinterens lave temperaturer, så jeg ville gerne finde en løsning, hvor jeg kunne holde en mere plantevenlig temperatur, forklarer Julie. 

Nabobutikken var ledig, og så var der ikke langt fra tanke til handling. Julie er så heldig, at hendes bror har et tømrerfirma, og så var alt det praktiske jo lagt i trygge hænder der. 

Det nye lokale giver også mulighed for at tilføre flere varegrupper, og noget tyder på, at det nye tiltag falder i god jord. – Vi har allerede haft åbent for selvbetjening i et par uger, og omsætningen har været fin, så det lover godt for fremtiden, konstaterer Julie. 

Hun er helt bevidst om, at dette tiltag er baseret på gensidig tillid, men med de gode erfaringer hun har haft fra sit gadesalg, så er hun ikke spor bekymret. – Indtil videre har det været en rigtig positiv oplevelse, forsikrer Julie. Hun har også en formodning om, at det for nogle kunder kan være en ekstra tryg oplevelse at handle i selvbetjeningen i disse coronatider. 

Butikken er åben
Det er tre et halvt år siden Julie overtog sin tidligere læreplads, og forretningen nyder stor opbakning i lokalområdet. – Du må gerne skrive, at vi har åbent, som vi plejer, siger Julie, der er mange, som tror, at vi også er coronalukkede, men det er vi altså ikke. Blomsterbutikken er nemlig omfattet af de butikker, der må holde åbent, fordi afskårne blomster er en letfordærvelig dagligvare, forklarer Julie. 

ÅB ν

Flauenskjold Korn – tilbyder at levere i hele Nordjylland

0

Hos Flauenskjold Korn hedder indehaveren Allan Christensen og han har drevet forretningen siden 1989. Firmaet tilbyder salg af brænde og træpiller, foder, strøelse, gødning og græsfrø. Så der er mange forskellige ting på ”hylderne” i Else og Allans butik.

Hos Flauenskjold Korn forhandler de kvalitetsfoder til hunde, heste, køer, grise, geder, får og vildfugle. De har også fuglekugler, hønsefoder og andet fjerkræsfoder til hobby og erhverv.

Ligesom de har forskellige tilbehørsprodukter til fjerkræ, som bl.a. foderautomater, vandtårne, spande osv.

På hylderne finder man også træpiller og træbriketter. Vi importerer vores træpiller fra Sverige, vores træbriketter fra Rusland og vores brænde fra Letland, fortæller Allan. Vi garanterer for kvaliteten af vores træpiller, og derfor bliver de afhentet, og du får pengene retur, hvis du er utilfreds.

Vi har naturligvis også traditionelt kvalitetsbrænde til brændeovne. Der er tale om tørt træ, og det kan blandt andet være ask eller birk fra Letland. Træbrændet leveres i brændetårne og også her tilbyder vi levering, slutter Allan. ν

Lisbeth er en ægte kromutter – 70 år

0

Kroejer Lisbeth Kristensen, Vendelbokroen i Thorshøj fylder søndag den 14. februar 70 år. Lisbeth er en rigtig ægte kromutter, som har en evne til at favne alle, og står klar med omsorg og hjælp til dem, der har brug for det, men som heller ikke er bange for at kalde en spade for en spade. Hun siger gerne sin mening klart og tydeligt, og det selv om den ikke helt flugter med tidens trend. 

I næsten 43 år har Lisbeth Kristensen stået bag bardisken på Vendelbokroen. Hun overtog kroen sammen med sin mand Erik ”Bonden” Porsmose Kristensen i 1978.  

På kroen har Lisbeth oplevet lidt af hvert, men altid har hun stået som en solid klippe klar til at byde alle velkommen, for er der noget, der kendetegner Vendelbokroen og Lisbeth, så er det, at her er plads til alle – høj som lav. Krostuen har altid fungeret, som et sted, hvor der er plads til en god diskussion om alle mulige emner, men der er dog visse regler, som skal overholdes. Lisbeth forventer et ordenligt sprog, og hun tolerere ikke at nogen griber til korporligheder. Skulle det ske for en enkelt, vil vedkommende forbavsende hurtigt kunne finde sig selv udenfor på fortovet. 

Vendelbokroen har gennem årene været et samlingspunkt for byens og omegnens borgere. Her har Lisbeth været som en mor for mange skæve eksistenser, og altid været klar til at støtte, både på det moralske og personlige plan. Har nogen haft brug for hjælp til at kontakte myndighederne, så har hun også stillet sin hjælp til rådighed. 

Børn har altid haft en helt særlig plads hos hende. Hvis hun ser et barn, som ikke har det godt, sætter hun alt til side for at hjælpe. De eventuelle konflikter, der kan følge med, dem tager hun som noget helt naturligt konsekvensen af. 

Lisbeth har i alle årene taget aktivt del i byens liv, og har bl.a. siddet i bestyrelsen for Thorshøj Borgerforening. 

I 2016 havde Lisbeth den store sorg at miste Erik efter 39 års ægteskab, men alligevel fortsatte hun med at drive Thorshøj Kro videre i den kendte ånd, også fordi kroen er hendes livsværk.

COVID sætter spor i os alle, også hos Lisbeth, som i mange måneder har måtte holde kroen lukket. Det kommer også til at betyde, at hun ikke kan fejre sin fødselsdag, som hun gerne ville, og der er med garanti også mange, der rigtig gerne var mødt op for at sige tillykke og fejre alle tiders kromutter. 

ÅB 

Østervrå Idrætsforening vil gerne have dit papir

0

Avisindsamling: lørdag den 13. februar 
Gem dine aviser, blade og reklamer, så kommer din lokale idrætsforening og henter dem. Du kan også smide det i den store container på p-pladsen ved Meny, så støtter du ØVIs fodboldafdeling.

Østervrå Idrætsforenings fodboldafdeling sender en lille appel ud til byens borgere. – Vi håber, at I vil tænke på det lokale idrætsliv og gemme jeres aviser, blade, reklamer osv., lyder det fra bestyrelsen i ØVI fodbold, jeres bidrag betyder nemlig, at vi kan tjene et pænt beløb til klubbens daglige aktiviteter. 

Seks lørdage om året indsamler frivillige fra ØVI fodbold papir i Østervrå by og ca. en kilometer ud i omegnen. – Det er ganske let, du stiller bare dit bundtede papir ud til fortovskanten, så kommer vi forbi og samler det op, forklarer Johnni Jensen fra ØVI fodbold, og du må også meget gerne kontakte os pr. telefon, så kigger vi forbi.

Flere kilo – flere kroner
I mange år har ØVI samlet papir i tæt samarbejde med Frederikshavn Forsyning, og samlet set har det givet foreningen et anseligt beløb. Det håber foreningen på kan fortsætte.  – Hvis du ikke har plads til at gemme dit affaldspapir, kan du smide det i containeren på P-pladsen ved Meny, så støtter du også ØVI fodbold, lyder opfordringen, reglerne er enkle: flere kilo i containeren er flere kroner til den lokale idræt. Vælger du derimod at smide papiret i containere på genbrugspladsen, så støtter du ikke ØVI. 

I god tid før indsamlingen er der opsat skilte ved byens indfaldsveje og annoncering i Østvendsyssel Folkeblad, så holde øje med skilte og annonce – eller smid papiret i den store container! 

ÅB