Home Blog Page 276

Glødende strikkepinde i Østervrå Frikirke

0

Forleden var damerne samlet igen efter den lange nedlukning, og resultatet af de glødende strikkepinde betyder at børn og kvinder i Bulgarien, Burundi og Rwanda kan se frem til lune strikvarer. 

Damerne strikker selv eller formidler strikkede ting, som de aflevere til Østervrå Frikirke, der sørger for den videre fordeling til nødhjælp.  Forleden var damerne samlet og kunne, foruden et lækkert kaffebord, nyde synet af alle de fine farvestrålende sweatere, huer, strømper, tæpper og små babytrøjer, der siden september 2020 er røget af strikkepindene rundt om i hjemmene.

Det er hovedsagligt varme sweatere og strømper, der kommer til Bulgarien, og allerede i uge 43 bliver de sendt med lastbil til de to største byer – Sofia og Plovdiv. – Vi sender gennem Danske Baptisters Kvindenetværk, der står for kontakten til de modtagende kirker, som dele de lune ting ud til trængende børn, fortæller Susanne Andersen fra Østervrå Frikirke. 

De små bomuldstrøjer med huer kommer med til Burundi og Rwanda, når Baptistkirken har udsendte, der besøger landet, og vi har lige sendt en stor portion af sted. Modtagerne er især fødeklinikker i de to lande, og her får en fødende kvinde udleveret en trøje og en hue – måske det eneste tøj, hun har til barnet.

Takket være vores flittige damer, så er skabene fyldte igen og venter på en lejlighed til at turen igen går til Afrika. De bugnede skabe skyldes særligt to kvinder, der har været ekstra flittige til at strikke under Coronatiden og afleverede henholdsvis 92 og 170 små trøjer. I alt er der indsamlet 363 trøjer, 283 huer og 93 par blebukser som de små afrikanske børn kan få glæde af, oplyser Susanne Andersen.

Påskønnelsesprisen
Strikkedamerne fik i 2020 tildelt Påskønnelsesprisen fra Danske Baptisters Kvindenetværk, og den blev på mødedagen omsat til lagkage og kringle. – Nye strikkedamer er kommet til siden sidste år, og der er stadig plads til flere, lyder opfordringen. Konceptet er stadig at kvinderne strikker derhjemme og mødes én eller to gange om året, hvor de høre nyt og ser billeder fra stederne, der modtager deres produktion. 

Damerne er vendt hjem efter en hyggelig eftermiddag, og gad vide om ikke strikkepindene allerede gløder mellem de flittige hænder – til glæde for både dem selv og fattige og vanskeligt stillede børn. 

ÅB

Stuepigen fra Voergaard i Tirsdagstræf

0

Ellen Christensen fra Hjørring fortæller tirsdag den 12. oktober, i Østervrå Frikirke om sin tid på Voergaard Slot. 

I 1960 var Ellen Christensen 18 år og havde planer om at starte en uddannelse på Hjørring Seminarium 1. september. Hun havde brug for at tjene lidt penge, og var heldig at få plads som stuepige på Voergaard Slot. – Månedslønnen var 225 kr. plus eventuelle drikkepenge, husker Ellen. Jeg skulle selv anskaffe en sort kjole, hvid kappe til håret, hvidt forklæde og sorte sko – og så kunne jeg i øvrigt begynde med det samme. 

Den første uge var der ingen gæster, så jeg blev sat til at pudse alle vinduer både udvendig og indvendig. I øverste etage skulle jeg stå på sålbænken og holde fast i midtersprossen, mens jeg lænede mig ud i det fri for at nå de øverste vinduer, fortæller Ellen Christensen, som i øvrigt led af højdeskræk. Det næste, der skulle gøres, var at pudse sølvtøjet. Der er mange krinkelkroge på de store fade og terriner, så det tog sin tid. 

Det bedste var, når der kom gæster, fortsætter Ellen. Hvis det var liggende gæster, stod jeg på trappen sammen med greven og tog imod. Jeg skulle vise op til værelserne og slæbe bagage. Det var spændende med de mange prominente gæster, bl.a. Karen Blixen.

Når der var gæster til spisning, blev der serveret efter rangorden. Greven sad midt for bordet, og skulle have til sidst. Det var et værre renderi fra den ene side af bordet til den anden, og fadene var tunge. Hvis der var mange gæster, serverede hushovmesteren og jeg. Hvis der var få, serverede jeg alene. Rigtig spændende var det, når de franske maltesermunke var på besøg, så blev der hængt et forklæde/viskestykke på den nøgne kvindefigur i hallen. Vi måtte heller ikke bruge de glas, hvor stilken forestiller nøgne figurer. 

Det var en spændende tid med masser af nye indtryk. Arbejdstiden var ofte fra syv morgen til 22 aften, slutter Ellen Christensen, som i øvrigt krydrer sit foredrag med billeder. 

Tredje gang er lykkens gang. Det håber de i Østervrå Frikirke, hvor det nu endelig er blevet muligt, at få besøg af den tidligere stuepige, som oprindelig var programsat til foråret og senere efteråret 2020. 

Der er fri entré til foredraget på Hjørringvej 435, med mulighed for at købe kaffe og brød. 

ÅB

Weekendens fodboldresultater

0
Soccer player running with ball

Kun et udlignende mål i overtiden af Kirkeholdet Vrå i serie 6 hindrede Flauenskjold i at få fuld gevinst på herresenior siden, idet både serie 1, 4 og 5 vandt deres kampe i denne weekend.

Herre serie 1:
Flauenskjold IF’s 1. hold i serie 1 havde ikke formået at vinde i  sæsonens første ni kampe, men 10. gang blev lykkens gang for det unge Flauenskjold hold, der hjemme på Nordturn Arena endelig fik de tre point i hus via en 3-1 sejr over Brønderslev.

Holdet blev godt hjulpet på vej af et i øvrigt korrekt rødt kort til gæsternes målmand i starten af 2. halvleg.

Ligesom i sidste spillerunde var det de tre angribere Christian Kjeldsen, Kasper Bisgaard og Mathias Drejer der sørgede for de tre scoringer. 

Kampens spiller blev dog den unge midtbanespiller Tobias Lex, der er vokset gevaldigt med opgaven i denne sæson. 

Trods sejren ligger Flauenskjold stadig sidst i serie 1 med blot 5 point for 10 kampe.

Næste lørdag gælder det topholdet Aalborg KFUM på udebane.

Herre serie 4:
Serie 4 herrerne vandt ligeledes på hjemmebane med 2-0 over lokalrivalerne fra Dybvad/Hørby. I en forholdsvis jævnbyrdig kamp sørgede Andreas “VP” Pedersen for begge scoringer.

Næste søndag er der udekamp mod Dronninglund.

Herre serie 5:
Serie 5 holdet gæstede sent søndag eftermiddag Øster Brønderslev. Her blev det til en 3-2 sejr efter en heroisk indsats. 

Flauenskjold kom foran på et selvmål efter et godt indlæg fra Lasse Falden, inden hjemmeholdet bragte sig foran med to hurtige mål. Frederik Dam fik dog bragt balance i regnskabet inden pausen og i starten af 2. halvleg scorede Mathias Holst hvad der skulle vise sig at blive sejrsmålet. Holdet indtager nu 2. pladsen i puljen.

Næste lørdag er der hjemmekamp mod Lyngså.

Herre serie 6:
Serie 6 holdet spillede for tredje gang i træk uafgjort denne gang 1-1 på udebane mod Kirkeholdet Vrå. Det tegnede dog længe til en sejr på det mål som Elias Rosenkilde lavede i 1. halvleg.

Hjemmeholdet udlignede dog i overtiden.

Næste søndag tager holdet i mod Lundergård på hjemmebane.

Kvindeserie Vest:
DHF pigerne havde besøg af Vejgaard og holdet måtte endnu engang gå fra banen med et nederlag, denne gang på 0-6 efter 0-2 ved pausen.

Næste lørdag venter der en udekamp i Romalt.

IS

Verdens bedste job med køkkenlåger

0

25-års jubilæum hos JKE

25 års jubilar hos JKE, Hanne Maarschalk, og produktionsleder Kenneth Nielsen.

Hanne Maarschalk fra Frederikshavn fejrer nu fejre 25-års jubilæum hos køkkenvirksomheden JKE i Jerslev. Hun arbejder med køkkenlåger hver dag og synes, at det er verdens bedste job. Hun glæder sig over en hverdag med gode kolleger og tanken om, at hvert nye køkken skaber glæde hos en familie.

Da Hanne Maarschalk havde første arbejdsdag ved JKE var fattigfirserne blev afløst af optimisme og investeringer i køkkenet. Det skulle være større, mere åbent og gerne med en stor køkkenø. Den hvide bølge havde ramt køkkenet.

Siden er moden skiftet i køkkenet, og JKE er vokset, men Hanne Maarschalks glæde ved at arbejde med køkkenlåger er den samme som dengang i 90’erne.

”Jeg har verdens bedste job. Sådan er det bare. Det er skønt at gå på arbejde og tænke på, at de køkkenlåger, som jeg laver sammen med kollegerne, er med til at skabe glæde. Der er jo altid en familie i den anden ende, som har ønsket sig et nyt snedkerkøkken og får glæde af det i rigtig mange år,” siger Hanne Maarschalk.

Nye medarbejdere og god modtagelse
Hanne Maarschalk husker endnu, at hun mødte kl. 08.00 den første dag hos JKE, hvor normal mødetid ellers er kl. 07.00.

”Det har altid været sådan, at der skulle være god tid til at hilse på en ny medarbejder. Og dagen efter havde jeg fødselsdag. Dengang var vi vel 50 medarbejdere, så traditionen var, at vi gav kaffe og kage til alle i JKE,” fortæller Hanne Maarschalk.

Netop et tæt og godt sammenhold på arbejdspladsen gennem alle år er en stor del af forklaringen på et kvart århundrede på samme arbejdsplads.

”Vi har det rigtigt godt sammen og hjælper hinanden hos JKE. I lågeafdelingen har jeg kolleger, som har været her i rigtig mange år – akkurat som jeg selv har. Vi kender hinanden ud og ind, og hvis der er én, som hænger lidt med hovedet, så bliver der også taget hånd om det,” siger Hanne Maarschalk, som ser frem til flere gode år hos JKE.

Hanne Maarschalk er nummer otte i rækken af medarbejdere, der i år kan fejre 25-års jubilæum eller mere hos JKE, som selv fyldte 50 år for et år siden. 

”Det er vigtigt for JKE som virksomhed, at vi har erfarne og tilfredse medarbejdere. Vi er stolte over vores mange jubilarer, og et jubilæum er altid en glædelig begivenhed, som vi fejrer med alle vores medarbejdere. Det er trofaste og tilfredse medarbejdere som Hanne Maarschalk, der er ambassadører for en god arbejdskultur, som de bringer videre til nye medarbejdere. Vi arbejder hårdt for at fastholde og udvikle det gode arbejdsmiljø, som vi har oparbejdet gennem mange år,” fortæller Claus Beier, administrerende direktør hos JKE.

Områdefornyelse i Flauenskjold

0

Som tidligere omtalt her i avisen er Flauenskjold udpeget til at få lavet områdefornyelse. Det er det tidligere fokusby projekt der er konverteret til de såkaldte områdefornyelse. Der er tale om en rammebevilling fra staten på 5 mill., som skal fordeles mellem Flauenskjold og Aså, der ligeledes er udpeget til områdefornyelse.

Brønderslev Kommune havde derfor, i samarbejde med den lokale arbejdsgruppe og tegnestuen LABLAND, inviteret til kombineret Åben tegnestue og fredagsbar i Flauenskjold Kulturhus.

Processen er allerede i fuld gang men det er stadig muligt at påvirke arbejdet og komme med inputs. Ved fredagens seance havde LABLAND medbragt plancher med skitser af de projekter der arbejdes med. Planerne blev fremlagt for de mange fremmødte borgere, og efterfølgende var der selvfølgelig mulighed for at stille spørgsmål og få en uformel snak med kommunen, arbejdsgruppen og arkitekterne.

Projektet ser virkelig spændende ud, og af de fremlagte plancher fremgik det at der foreløbig arbejdes med udvikling af områderne omkring købmanden, kroen og søen samt med de eksisterende stisystemer.

Der arbejdes nu videre med planerne som skal godkendes inden årets udgang. Herefter vil man indbyde til endnu et borgermøde i januar eller februar således at de enkelte projekter så småt kan sættes i gang. 

Det er iøvrigt tanken at supplere de tildelte midler med ansøgninger til diverse fonde, således at pengene kan række endnu længere.

Plancherne vil i den næste tid være opsat i Flauenskjold Hallen så alle har mulighed for at tage de påtænkte projekter i nærmere øjesyn. 

Spændende fremtid vores by går i møde.

IS

Foto: Privat

De sidste lopper er solgt

0

Siden 1985 har baptistspejderne i Østervrå holdt deres store loppemarked, men nu er det slut, i lørdags blev de sidste lopper omsat, og det endda efter 2½ års pause på grund af corona. 
Handlen gik livligt til lørdagens loppemarked hos baptistspejderne i Østervrå, og alt tyder på, at der også bliver et pænt lille overskud til spejderarbejdet. Udbuddet af loppesager var ekstra stort, fordi coronaen har betydet, at der ikke har været afholdt marked siden 2019. 

I 36 år har baptistspejderne holdt loppemarked, og det har gennem årene samlet rigtig mange mennesker. Overskuddet har været et fint tilskud til bl.a. spejderlejre og lignede, men nu er det slut. – Arbejdet er efterhånden for stort og tidskrævende, og det er jo frivillige, der skal løfte opgaven, lyder det fra spejderne, og desuden sælger flere og flere selv deres brugte ting og møbler via aviser og på nettet. 

I arkiverne hos Østervrå Lokalhistoriske Forening ser det ud til, at de første loppemarkeder blev afviklet fra 1985 hos Nelly og Thorkild Sørensen på Ågårdsvej 4 indtil 1988, hvor lopperne blev rykket ned på den gamle varmeværksgrund, der hvor Fakta ligger i dag. 

Hvor længe handlen foregik her er lidt uvist, men i årene fra 1996 til 1998 var der livlig handel i det gamle korntørreri på Erantisvej, der hvor Tulipanvej ligger i dag. Fra 1999 flyttede spejderne deres loppemarked til varmeværket på Industrivej i Østervrå. 

Gamle billeder trak
Nogle helt andre gamle sager var også at finde på Industrivej i lørdags. Østervrå Lokalhistoriske Foreningen og PixlArt viste godt 300 lokalhistoriske billeder i Pixl­Boxen. Udstillingen var et populært indslag, og mange kiggede forbi for at se det brede udsnit af historiske billeder fra Østervrå by og opland – bl.a. begivenheder, butikker, ejendomme, kirker og konfirmandbilleder.

Nåede du ikke at se udstillingen er der en ny chance på fredag, hvor PixlBoxen holder på P-pladsen ved Meny. Her vil bl.a. Vivi Dybdahl og Jørgen Clausager være til stedet klar til at fortælle om billederne og svare på evt. spørgsmål. 

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Nye toner i kirkerne

0

Med udgangen af september måned er organist Annette Bæk officielt fratrådt sin stilling som organist i Østervrå og Torslev kirker. Annette har besluttet, at det nu er tid til at gå på pension – og menighederne skal nu vænne sig til nye toner i kirkerne.

Det har været sytten dejlige år i kirkernes tjeneste, fortæller Annette. Jeg nyder at høre menigheden synge og jeg føler en dejlig, indre glæde og stolthed når jeg støtter salmesangen. Jeg har ofte fået at vide, at mit spil er let at synge til – men dertil hører, at begge menigheder er ret velsyngende. Så det hele går op i en højere enhed.

Annette Bæk har foruden orgelspillet også arbejdet med babysalmesang, minikonfirmander og kirkekor. Det har været dejligt med kontakten til børnene og deres forældre. Og jeg har i gennem tiden fået mange betroelser, siger Annette. Med så mange år på posten har det været en stor glæde at kunne følge mange af børnene fra babysalmesang, hvor de første gang mødte Folkekirken – via dagplejen og til de siden skulle konfirmeres.

I gennem årene er det også blevet til en del salmesangsaftener og koncertarrangementer, hvor spændende kunstnere har bragt både ny og traditionel musik ind i de to kirker. Annette har desuden deltaget i menighedsrådets møder som medarbejderrepræsentant i Torslev sogn.

I sit otium vil Annette Bæk nu vil bruge sin tid på familie, børn og børnebørn.Og så skulle der gerne blive mere tid til at male… Hos menighedsrådene er man nu i fuld gang med at lede efter en ny, dygtig organist.

Tekst og foto: Olav Andersen

Mini OL i Flauenskjold

0

Centerrådet i Flauenskjold har i forbindelse med sine ugentlige tirsdagsmøder, i Flauenskjold Kulturhus, afholdt et såkaldt mini OL.

Der blev dystet i boccia, dåsekast, stigegolf og kurvespil. 

Lissy Olsen fra Centerrådet oplyser at det var en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der blev grinet og uddelt blomster til alle.

IS

Foto: Privat

Nye møbler til Flauenskjold Hallens cafeteria

0

Flauenskjold Hallen er blevet tilgodeset af Sparekassen Vendsyssels Fond, Dronninglund med et beløb, der har gjort det muligt at investere i nye møbler til cafeteriet. 

Møblerne er af en sådan karakter, at hallens cafeteria er omdannet til et hyggeligt caféområde med møbler i forskellige højder.

Fredag i sidste uge havde Flauenskjold Hallen besøg af Sparekassen Vendsyssels Fond, Dronninglund, der var repræsenteret ved fondens næstformand Villy Sørensen samt afdelingsdirektør i Dronninglund Anders Gulborg.

På billedet ses, foruden Villy Sørensen og Anders Guldborg, Flauenskjold Hallens formand Susanne Rishøj samt et par af hallens unge brugere, der afprøvede møblementet ved denne lille indvielses ceremoni.

IS

Foto: Privat

I godt selskab med evanglelisterne

0

Det var en succesfuld debut for tema-aftener i kristendommens tegn, som blev afholdt torsdag aften fra kl. 19-20.30 i hallens lokaler. 

Ikke mindre end 20 mennesker (herunder en fødselar) var mødt op for at høre Christian fortælle om de 4 evangelier og deres særlige kendetegn, forskelle og ligheder og ikke mindst, hvilken betydning, de hver især har fået gennem årene. Christian lagde op til spørgsmål og gav plads til at man kunne undres over, hvorfor evangelierne er så forskellige. Der var ingen, der skulle stå til regnskab for kendskabet til bibelen og i kombination med kaffe, te og kage, var det alt i alt en virkelig hyggelig og lærerig aften.