Home Blog Page 24

Sommer­hus­forening inviterer til loppe­marked i Sæby

0

Sæby: Beboerne i sommerhusforeningen Granly har ryddet op i gemmerne og inviterer søndag den 2. august til loppemarked, hvor besøgende kan gå på jagt efter gode fund.

På græsplænen ved Nordre Strandvej 67 opstilles en række boder med alt det, som sommerhusejerne ikke længere har brug for. Her vil der være mulighed for at finde alt fra brugskunst og køkkenting til møbler, nips, legetøj og andre genstande, der kan få nyt liv hos en ny ejer.

Arrangørerne håber, at både lokale og sommergæster vil kigge forbi markedet, hvor tanken er at skabe en hyggelig dag med fokus på genbrug og bæredygtighed. Samtidig er det en oplagt mulighed for at gøre en god handel og finde unikke ting, som ikke findes i de almindelige butikker.

Loppemarkedet finder sted søndag den 2. august fra klokken 10 til 15 på græsplænen ved Nordre Strandvej 67 i Sæby. Alle er velkomne til at kigge forbi og gøre et godt kup.

Rusbjerg og Stensgaard giver koncert i Torslev Kirke

0

TORSLEV: Argentinsk tango og sydamerikansk musik er på programmet når duoen RusbjergStensgaardTANGO torsdag den 6. august giver koncert. Her spiller de den smukke klassiske tangomusik af bl.a. Carlos Gardel og den nyere tangomusik af Astor Piazolla. Her kan bl.a. nævnes Libertango og Oblivion, som eksempler på energifyldte og inderligt smukke værker. Koncerten byder også på andre berømte sydamerikanske kompositioner og beslægtede værker, arrangeret for accordion og marimba.

Kristian Rusbjerg er efter mere end 30 år med harmonikaen på skuldrene kendt som en sublim harmonikaspiller! Kristian har i dén grad formået at sætte harmonikaen på det musikalske landkort. Kristian Rusbjerg har i mange år turneret landet tyndt med sin harmonika og de forskellige musikere og bands, han er involveret i.

Kai Stensgaard, international kendt marimbasolist og komponist, har indspillet seks CD’er og komponeret mange stykker for marimba, som spilles af marimbaister verden over. Kai Stensgaard har turneret i USA, Mexico, Argentina, Chile, Taiwan, Japan og EU hvor han har givet koncert og masterclasses. Han er kendt for at have udviklet en speciel spilleteknik, hvor han spiller med seks køller.

Skæve Mejeri bygger videre på den gode udvikling

0

Brønden: Et år efter generationsskiftet på Skæve Mejeri kan den nye ejer, Kenneth Christensen, se tilbage på et travlt første år. Selvom hverdagen som selvstændig har budt på udfordringer, er han tilfreds med udviklingen og ser optimistisk på fremtiden.

Kenneth Christensen overtog mejeriet sidste sommer efter Albert M. Pedersen, som gennem næsten tre årtier stod bag den velkendte ostebutik. For den uddannede mejerist var overtagelsen en mulighed for at føre en mangeårig drøm om at blive selvstændig ud i livet.

Siden overtagelsen har fokus været på at bygge videre på de værdier, som har gjort Skæve Mejeri kendt blandt kunderne. Sortimentet er blevet udviklet, og butikken tilbyder i dag et bredt udvalg af kvalitetsoste, både til private kunder og til erhverv.

En af de største overraskelser i det første år har været, hvor uforudsigelig kundestrømmen er.

– Nogle dage er der travlt, mens der andre dage kan være stille. Det er svært at forudsige, men jeg prøvre stadig at afkode det, fortæller Kenneth Christensen.

Til gengæld har han fundet en opskrift, der virker. Når der lægges gode tilbud og beskrivelser af mejeriets oste på Facebook, kan det tydeligt mærkes i butikken.

– Det har været den største succes indtil nu. Kunderne reagerer virkelig positivt på opslagene, og det giver ekstra liv i butikken, siger han.

Også mejeriets vareture har udviklet sig. Flere nye kunder er kommet til, og Kenneth Christensen leverer i dag oste til flere institutioner og virksomheder end tidligere. Han ser dog fortsat et stort potentiale på det felt.

– Jeg vil meget gerne have endnu flere institutioner og virksomheder med på ruten. Det er et område, hvor jeg tror, der er gode muligheder for at udvikle forretningen yderligere, siger han.

Skæve Mejeri har fortsat til huse i de historiske bygninger i Brønden ved Dybvad, hvor den personlige betjening, faglige vejledning og fokus på kvalitetsoste stadig er omdrejningspunktet. Kenneth Christensen lægger vægt på at bevare de kvaliteter, som kunderne kender mejeriet for, samtidig med at forretningen udvikles i et roligt tempo.

Efter det første år som ejer er ambitionen derfor klar: Den gode stil skal fortsætte.

– Vi fortsætter med at gøre det, vi er gode til, og samtidig vil jeg udvikle forretningen, når de rigtige muligheder opstår. Jeg er meget glad for den opbakning, kunderne har vist, og den vil jeg gerne bygge videre på, siger Kenneth Christensen.

KØH2

Open By Night i Sæby

0

Fredag den 7. august afholder butikkerne i Sæby en ny omgang “Open By Night”.

SÆBY: Butikkerne holder åbent til langt ud på aftenen, og der er dagen og aftenen igennem aktiviteter og underholdning for både store som små.

Denne gang vil arrangementet være præget af country-stemning, hvor gruppen Western Girls spiller sommermusik på Torvet i Sæby.

Sæby Handelsstandsforening er arrangør af eventet.

Notabene

Hjerteforeningen Sæby klar til motion og beachwalk

0

Hjerteforeningen Sæby gør klar til endnu en sæson fyldt med fællesskab, bevægelse og gode oplevelser i hjertets tegn. I første omgang gælder det aktiviteterne hjertemotion og beachwalk. 

Hjertemotion er for sundhed og fællesskab med tilhørende professionel vejledning. Som deltager kan man forbedre sin kondition, sænke sit blodtryk og styrke sit hjerte.

Træningen sker under ledelse af fysioterapeut Janne Nielsen fra FITNESSHUSET, Tranåsvej 14 i Sæby.

”Uanset om du er nybegynder eller erfaren, vil vores fysioterapeut Janne tilpasse øvelserne til dit niveau og tage de nødvendige hensyn til eventuelle skader eller smerter. Hjertemotion er derfor for alle, uanset alder og fysisk form, da du kun konkurrerer med dig selv og din egen trivsel. Træningen foregår i en atmosfære af leg og godt humør og afsluttes med afspændingsøvelser og en hyggelig snak over en kop kaffe eller te,” udtaler næstformand Malene Ryberg fra Hjerteforeningen Sæby.

Efterårssæsonen starter i uge 34 med formiddagshold på onsdage og eftermiddagshold på torsdage.

Beachwalk 2026 
Hjerteforeningen Sæbys tilbagevendende sommerbegivenhed ”Beachwalk” afvikles tirsdag den 18. august.

Her indbydes til en til gåtur langs stranden med start fra pladsen foran Sæby Søbad. Turen varer en time, og den enkelte deltager sætter tempoet. Der gås nemlig ½ time ud og ½ time retur. Så det vil være forskelligt, hvor langt man går. Men alle er tilbage på samme tid.

Traditionen tro sørger Sæby Gymnastikforening for forudgående opvarmning, og efter turen er der vand og frugt til alle.

”Vi glæder os til at se jer”, lyder det afslutningsvis i en sommerhilsen fra Hjerteforeningen Sæby.

Notabene

Lokalpolitisk sommerferie til et stykke ind i august

Frederikshavn Kommune: Byrådet i Frederikshavn Kommune samt til tilhørende politiske udvalg og råd holder også officielt sommerferie til ind i august. Nogle udvalg består af 5 politikere, nogle af 7, mens et enkelt har 9 medlemmer. Vi skal et stykke ind i august, før udvalgene atter tager fat på de politiske forhandlinger, og august bliver også der, hvor kommunens fremtidige økonomi skal drøftes.

Udvalget for Børn, Unge og Familier holder næste politiske møde mandag den 10. august. Udvalget består af 7 medlemmer med Jan Bjeldbak (V) som formand og Søren Frederiksen (F) som næstformand.

Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur med 5 medlemmer holder møde den mandag den 10. august. Her er Søren Visti (F) formand og Mogens Brag (V) næstformand.

Udvalget for Kultur, Idræt, Forening og Lokalsamfund har 5 medlemmer. Dette udvalg holder også næste møde den 10. august. Formand er Klaus Hjulmand (I), og næstformand er Jill Byrdal (V).

Udvalget for Arbejdsmarked, Virksomheder og Uddannelse holder næste møde den 11. august. Udvalget består af 5 medlemmer med John Lamp Henriksen (C) som formand og Bent Bøgsted (Æ) som næstformand.

Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser har 7 medlemmer. Formand er Jens Nygaard (Æ) med Thomas Jørgensen (V) som næstformand. Næste møde er onsdag den 12. august.

Udvalget for Sundhed, Pleje og Forebyggelse med 5 medlemmer har ligeledes berammet dets næste møde til den 12. august. Udvalget har Mette Hardam (V) som formand og Karsten Thomsen (A) som næstformand.

Udvalget for Ældre, Social og Handicap har Thomas Hjort (O) som formand og Brian Kjær (A) som næstformand. Udvalget består af 7 medlemmer. Dette udvalg holder første møde efter sommerferien torsdag den 13. august.

Udvalget for Økonomi og Strategi (nærmest af sammenligne med det tidligere Økonomiudvalg) har 9 medlemmer med borgmester Jon Andersen (V) som formand og Peter Sørensen (C) som næstformand. Næste møde for dette udvalg er berammet til onsdag den 19. august, hvor man tager fat på 1. behandling af kommunens budget for 2027.

Det samlede byråd har 29 medlemmer, og byrådets næste møde er fastlagt til onsdag den 26. august, hvor 1. behandling af budgettet kommer igennem den politiske ”vridemaskine”.

Notabene

Dana Cup-spillerne er kommet til Tårs

0

TÅRS: Der summer igen af liv, latter og mange forskellige sprog rundt omkring i Tårs. Dana Cup-deltagerne er ankommet og er indkvarteret på Tårs Skole og i Taars­hallen.

Bag kulisserne har der været stor travlhed og masser af planlægning. I køkkenet var der gang i de store gryder, og mange kilo kartofler skulle tilberedes, når de mange unge mennesker samles til fælles aftensmad søndag aften.

I skolens kantine blev der vist fodbold på storskærm, og selvom forbindelsen drillede lidt i begyndelsen, var både indlevelsen og den gode stemning stor, da det endelig lykkedes at få billeder på skærmen. Der blev hygget med slushice og popcorn – og humøret var højt.

Også i Dana Cup-headquarteret (skolekøkkenet på Tårs Skole) har der været travlt med blandt andet uddeling af armbånd. Det hele kan kun lade sig gøre takket være de mange frivillige hjælpere, som igen i år yder en stor indsats for at give de unge gæster en god oplevelse i Tårs.

ESH

Østervrå Vandværk styrker forsyningen med ny vandboring

0

Bestyrelsen i Østervrå Vandværk har taget et vigtigt skridt for at sikre en stabil drikkevandsforsyning i årene frem. I juni måned er der etableret en ny vandboring på vandværkets indvindingsplads ved Hjørringvej, og resultatet er af høj kvalitet. 

ØSTERVRÅ: Vandværksbestyrelsen besluttede først på året, at der skulle laves en ny vandboring på indvindingspladsen i Østervrå, der ligger lige bag ved Lone og Ole Madsens ejendom ”Mellergård” på Hjørringvej 350. Årsagen var, at to eksisterende boringer er blevet taget ud af drift, fordi de gav alt for lidt vand. – Filtret i boringen kunne ikke renses mere, forklarer formand for vandværket Jørn Aagaard. 

I juni måned tog brøndborerfirmaet K. Sørensen og Søn, Frederikshavn fat på at udføre arbejdet. I stedet for at etablere to boringer, valgte vandværket at samle kapaciteten i én ny og større boring. 

Den nye boring er 43 meter dyb, og selve røret er 225 millimeter og forsynet med et tre meter rustfrit filter i bunden. Til sammenligning var de to oprindelige boringer kun nede i ca. 30 meters dybde, og kunne til sidst kun afgive 2-3 m2 vand i timen. 

– Den nye boring giver 15-17 m2 i timen, hvilket er ret godt, og vandprøverne, som vi lige har fået taget på grundvandet, er særdeles fine med kun ubetydelig nitrat (0,5 mg/l) og ingen spor af pesticider, fortæller en særdeles tilfreds formand, Jørn Aagaard. 

I det hele taget er vandet fra Østervrå Vandværk af rigtig god kvalitet og overholder alle de krav, som miljøministeriet har vedtaget, selv nu, hvor nitratindholdet kun må være på max. 50 mg/L, er Østervrå Vandværket nede på 10 mg/L og vil med stor sandsynlighed komme meget længere ned med den nye boring, når den kommer i drift, forklarer formanden, der forventer at den nye boring er oppe at køre ca. august/september i år. 

ÅB

Fotos: Privat

Nye spillerdragter til unge tennisspillere i Tårs-Ugilt IF

0

TÅRS: Seks af Tårs-Ugilt IF’s unge tennisspillere fik tirsdag en glædelig overraskelse, da formanden for TUI Tennis, Allan Vestergaard, mødte op med helt nye spillerdragter til holdet.

To af spillerne, Julius og Marius, var ikke til stede, da tøjet blev uddelt, men de får naturligvis også deres nye spillersæt.

De nye spillerdragter er blevet en realitet, efter TUI Tennis tidligere på året indgik en sponsoraftale med Blue IT. På tøjet er desuden logoerne fra klubbens øvrige hovedsponsorer, HT Superland og Sparekassen Danmark.

Spillersættene er fra Craft og leveret af Høyrup i Østervrå. Også klubbens trænere, Elizabeth Bjerring og Rasmus Konge, har fået nyt træningstøj, som de er godt tilfredse med.

De unge tennisspillere går nu på en velfortjent sommerferie, inden træningen genoptages om et par uger. Herefter ser de frem til nye kampe og oplevelser på tennisbanen.

For nylig havde TUI Tennis besøg af spillere fra Gandrup til en række venskabskampe. Her kunne Marius og hans fætter glæde sig over en sejr i double, hvor de sluttede dagen med at løfte vinderpokalen.

Kunstnerkoloni er rykket ind iDen Gamle Købmandsgård i Sæby

0

Frem til og med den første uge af august er dele af Den Gamle Købmandsgård på hjørnet af Søndergade og Vestergade i Sæby indtaget af Kunstnerkolonien.

SÆBY: Lokale kunstnere vil hver dag være til stede, og publikum kan opleve dem arbejde med deres kunst og kunsthåndværk.

I købmandsgårdens stald kan man bl.a. kigge nærmere på flotte ravsmykker og diverse malerier, hvoraf nogle er helt specielle, idet de er overført til aluminium, så de er holdbare udendørs.

Notabene